Lars Sandbeck: Kirken er en samtale mellem levende og døde

Traditionen udvider demokratiet ved at give stemmeret til fortidens mennesker, så det ikke kun er de tilfældigvis nulevende, der har noget at skulle have sagt. Kirken er i høj grad et sådant udvidet demokrati, skriver Lars Sandbeck

"Vi kommer i kirke for at høre, hvad Gud i dag – aktuelt, levende og vedkommende – vil tale til os, og ikke for at høre en bevidstløs recitation af gamle tekster," skriver Lars Sandbeck blandt andet.
"Vi kommer i kirke for at høre, hvad Gud i dag – aktuelt, levende og vedkommende – vil tale til os, og ikke for at høre en bevidstløs recitation af gamle tekster," skriver Lars Sandbeck blandt andet. . Foto: Petra Theibel Jacobsen.

I sin bog "Orthodoxy" fra 1908 kæder den britiske filosof og kritiker Gilbert K. Chesterton tradition sammen med demokrati. Tradition, skriver han, er de dødes demokrati.

Traditionen udvider demokratiet ved at give stemmeret til fortidens mennesker, så det ikke kun er de tilfældigvis nulevende, men også vores forfædre og -mødre, som ikke er her længere, der har noget at skulle have sagt.

Vi tager de døde med på råd. I de demokratiske bystater i antikkens Grækenland stemte borgerne med sten. Traditionsbevidstheden udvider demokratiet og lader de døde stemme med deres gravsten.

Kirken er i høj grad et sådant udvidet demokrati. Den er bygget af både de dødes og de levendes sten. Og som regel er den placeret på en kirkegård klos op og ned ad de døde. Ved at lade de døde tale til os gennem tekster, musik, kunst, arkitektur, ritualer og gravmonumenter viser vi dem vores respekt og tilkendegiver, at deres stemmer fortsat betyder noget – at de stadig er noget værd. De er fortsat iblandt os, og vi mindes dem med ære. Kirken er en tradition, en fortløbende samtale med fortidens mennesker, der giver stemmeret til de døde.

Jeg er meget begejstret for Chestertons traditionsopfattelse. Og jeg mener også, det er en central opgave for teologien og kirken at blive ved med at lytte til og gå i dialog med fortidens mennesker. Vi skal aldrig kassere noget, bare fordi det er blevet gammelt. Vi skylder både os selv og de døde at blive ved med at lytte til dem og tage dem med på råd.

Men traditionsbevarelsen rummer også et faremoment. Det hænder nemlig indimellem i kirkens historie, at vi i vores iver efter at bevare traditionen tillægger fortiden så stor autoritet, at de dødes stemmer kommer til at overdøve og undertrykke de levendes.

Måske lader vi en fortidig tekst – det kunne for eksempel være et bekendelsesskrift eller en autoriseret ritualbog – bestemme så meget, at nutidens røster dårligt kan komme til orde. Dermed bliver traditionen til en spændetrøje, og fortidens mennesker ophører med at være samtalepartnere og bliver i stedet diktatorer. I så fald er traditionen ikke længere de dødes demokrati, men de dødes diktatur.

Kirken er ikke kun en tradition, den er også en mission og dermed samtidig en vision og en inspiration. Eller det skulle den meget gerne være. Der vil altid opstå uenighed om, hvad kirkens mission mere nøjagtig går ud på, men alle kirkefolk burde kunne enes om, at missionen har et aktualiserende sigte, idet Guds Ord ikke kun er en fortidig stemme, men i mindst lige så høj grad en nutidig og levende stemme.

Vi kommer i kirke for at høre, hvad Gud i dag – aktuelt, levende og vedkommende – vil tale til os, og ikke for at høre en bevidstløs recitation af gamle tekster. Samtalen med de døde skal være til inspiration og motivation, trøst og opbyggelse for de endnu levende, ellers svigter kirken sin mission og bliver i stedet til en død tradition.

Et bud på, hvad kirkens mission går ud på, kunne være, at kirken er til for i ord og handling at vise verden, hvad det vil sige, at Gud er kærlighed. Den mission bliver vi aldrig færdig med, for vi gør os til stadighed nye erfaringer af kærlighedens og dens fjenders væsen.

Derfor må kirken også hele tiden – i stadig dialog med de døde – udvikle og forandre såvel sin forståelse af det guddommelige mysterium som sine rituelle og institutionelle udtryksformer.

Samtalen med de døde er en kritisk og selvkritisk dialog, hvor vi indimellem kan have brug for at sige til dem: ”Jeg hører, hvad du siger, men jeg er uenig med dig og ser helt anderledes på den sag”.

Og det må vi have lov til at sige, for ellers ender kirken som de dødes diktatur. Og som diktatur vil den ikke kun undertrykke sine ansatte og medlemmer, den vil i sidste ende også undertrykke sit sande overhoved og forhindre ham selv i at komme til orde.

Idet vi så småt nærmer os påsken, tillader jeg mig i al stilfærdighed at minde om, at Kristus ikke er død, men opstanden – hvilket vil sige levende.

Ja, han er, som Paulus et sted skriver, en ånd, der gør levende. Det er den ånd, der bør regere i kirken, og som må præge samtalen mellem de levende og de døde.

Kirkeligt set skrives på skift af generalsekretær for Caritas Danmark Maria Krabbe Hammershøy, leder af Grundtvig-Akademiet og redaktør af Grundtvigsk Tidende Ingrid Ank, sognepræst Jens Ole Christensen, forfatter og lektor ved Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter Lars Sandbeck og sognepræst Marie Høgh.