Lars Sandbeck: Læren om den dobbelte udgang er ikke bare grotesk. I sidste ende er den et angreb på treenigheden

Kirken har hævdet, at Gud som sin sidste handling ikke har i sinde at forene og samle menneskeheden, men derimod at kløve menneskeheden på midten og sende dem i hver sin retning, skriver Lars Sandbeck

"Mens den treenige Gud er de ubrydelige relationers Gud – relationalitetens og fællesskabets Gud – erfarer vi i dette liv konstant, at vores egne relationer bryder sammen. Og så destrueres vi som de personer, vi er skabt til at være. Vi har brug for en frelser," skriver Lars Sandbeck i denne uges Kirkeligt set
"Mens den treenige Gud er de ubrydelige relationers Gud – relationalitetens og fællesskabets Gud – erfarer vi i dette liv konstant, at vores egne relationer bryder sammen. Og så destrueres vi som de personer, vi er skabt til at være. Vi har brug for en frelser," skriver Lars Sandbeck i denne uges Kirkeligt set . Illustration: Søren Mosdal

"Du som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.” Sådan lyder lovprisningen efter prædikenen hver eneste søndag i landets kirker. Og på lovprisningen af den treenige Gud, bekendelsen til den treenige Gud og dåben i den treenige Guds navn kendes kirken som en sand kristen kirke.

Nutidens kristne trosretninger kan ikke finde ud af at enes om særlig meget. Men én ting har de dog alle dage kunnet enes om – ortodokse, katolikker, reformerte og lutheranere – nemlig troen på, at Gud i sit væsen er treenig. Det er netop denne bekendelse, som forbinder alle kristne kirker med hinanden, så de alle kan siges at repræsentere forskellige historisk betingede udtryk for den samme, ene, hellige og almindelige kirke.

Men hvad handler treenigheden om? Hvordan kan denne tilsyneladende paradoksale konstruktion, hvor Gud altså hævdes at være tre og en på én gang, overhovedet begribes?

Grundlæggende skal treenigheden ikke begribes, men tilgås som det ubegribelige mysterium, der oplyser og gør alle andre dele af den kristne tro begribelige. Treenigheden har vi ikke foran os som en gåde, der skal løses, men i ryggen som en lampe, der oplyser den verden, der ligger foran os – herunder også troens verden. Treenigheden afslører, hvem Gud og Kristus er, hvad frelse er, og hvad gudsrigets virkelighed består i.

Treenigheden afslører, at Gud i det dybeste lag i sit væsen er et fællesskab, der holdes sammen af en evigt virksom kærlighed. Det er kærligheden mellem Faderen og Sønnen i deres fælles Ånd, der gør Gud til Gud.

Det betyder så også, at den treenige Gud må forstås som relationalitetens og relationernes Gud. Den Gud, som i sit eget væsen er et fællesskab, i hvilket Faderen, Sønnen og Ånden evigt og ubrydeligt relaterer sig til hinanden i en gensidigt opretholdende kærlighed, er den samme Gud, der skaber menneskelivet med henblik på, at vi kan eksistere med hinanden i kærlighedens fællesskaber.

Som mennesker er vi ikke først og fremmest individer, men personer, og personer er nu engang kun noget i kraft af de andre personer, de er relateret til. Jeg er far, fordi jeg har børn, jeg er kæreste, fordi jeg har en kæreste, jeg er kollega, fordi jeg arbejder sammen med andre.

Som sådan afslører treenigheden også, hvad det vil sige at være menneske – eller rettere: den afslører, hvilken personlig og dermed fællesskabelig tilværelse, vi oprindelig er skabt til.

Problemet er så bare, at vi mennesker ustandselig erfarer noget, Gud ikke gør. Nemlig, at de relationer, som er bærende for vores eget liv, bryder sammen. Og ikke bare relationerne til andre mennesker, men også relationen til Gud.

Vores tilværelse er de brudte relationers tilværelse. Deri består vores fortabthed: Vi mister dem, vi elsker; vi svigter dem, vi elsker; vi svigter at elske dem, vi burde elske. På den måde bliver vores forhold til Gud og hinanden skåret over.

Mens den treenige Gud er de ubrydelige relationers Gud – relationalitetens og fællesskabets Gud – erfarer vi i dette liv konstant, at vores egne relationer bryder sammen. Og så destrueres vi som de personer, vi er skabt til at være. Vi har brug for en frelser.

Desværre har kirken på det punkt traditionelt fremført en frelses- og fortabelseslære, som på grotesk vis underminerer bekendelsen til den treenige Gud.

Kirken har hævdet, at den Gud, som i sig selv består af ubrydelige relationer, og som har skabt os som relationelle væsener i sit eget billede, som sin sidste handling ikke har i sinde at forene og samle menneskeheden, men derimod vil kløve menneskeheden på midten, opdele mennesker i to grupper og sende dem i hver sin retning.

Troende bliver skilt fra ikke-troende, døbte fra udøbte, forældre fra deres børn. Venner, søskende og elskende bliver separeret. Det ender i en evig skilsmisse. Man har altså påstået, at den Gud, hvis eget væsen er at være et fællesskab bestående af ubrydelige relationer, kan finde på som sin sidste handling at nedbryde menneskelige relationer for bestandigt.

Læren om den dobbelte udgang er ikke bare grotesk. I sidste ende er den et angreb på selveste treenigheden. Mon ikke snarere den treenige Guds sidste handling består i en genoprettelse og helbredelse af alle brudte relationer end i den definitive ødelæggelse af dem?

Kirkeligt set skrives på skift af generalsekretær for Caritas Danmark Maria Krabbe Hammershøy, leder af Grundtvig-Akademiet og redaktør af Grundtvigsk Tidende Ingrid Ank, sognepræst Jens Ole Christensen, forfatter og lektor ved Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter Lars Sandbeck og sognepræst Marie Høgh.