Le Pen benægter Frankrigs ansvar i jødeforfølgelser

Præsidentkandidat Marine Le Pen fra Front National har vakt opsigt med en udtalelse om, at Frankrig ikke er ansvarlig for en stor deportation af jøder i 1942

”Frankrig var ikke skyld i Vel d’Hiv-razziaen. Hvis nogen var ansvarlige, var det dem, der var ved magten dengang. Og det var ikke Frankrig som sådan,” sagde Marine Le Pen under et interview på radiostationen RTL den 9. april.
”Frankrig var ikke skyld i Vel d’Hiv-razziaen. Hvis nogen var ansvarlige, var det dem, der var ved magten dengang. Og det var ikke Frankrig som sådan,” sagde Marine Le Pen under et interview på radiostationen RTL den 9. april. Foto: Jean-Francois Badias/AP/Ritzau foto.

EN SVIPSER eller en gennemtænkt provokation? De franske kommentatorer har svært ved at vurdere, om Marine Le Pen talte over sig eller ligesom sin far, Jean-Marie, bevidst provokerede, da hun i søndags, blot to uger før præsidentvalget, lukkede op for den gamle debat om Frankrigs ansvar for jødeforfølgelserne under Anden Verdenskrig. Og især den store deportation af 13.000 franske jøder til koncentrationslejrene i juli 1942.

”Frankrig var ikke skyld i Vel d’Hiv-razziaen. Hvis nogen var ansvarlige, var det dem, der var ved magten dengang. Og det var ikke Frankrig som sådan,” sagde Marine Le Pen under et interview på radiostationen RTL den 9. april.

”Nogen havde måske glemt, at Marine Le Pen er datter af sin far,” siger hendes hovedrival i præsidentvalget, Emmanuel Macron til BFMTV med henvisning til, at Jean-Marie Le Pen er blevet dømt for sine antisemitiske udtalelser om, at ”gaskamrene er en detalje i Anden Verdenskrigs historie”.

Omkring 7000 franske politibetjente deltog i anholdelsen af 13.000 jøder, deriblandt 4000 børn, som blev samlet på Vintercykelbanen i Paris, Vélodrôme d’Hiver, den 16. og 17. juli 1942, inden de blev deporteret. Kun ganske få overlevede.

”Den dag begik Frankrig en ubodelig handling,” sagde præsident Jacques Chirac i 1995, da han som den første franske præsident undskyldte på Frankrigs vegne.

Indtil da havde de skiftende franske præsidenter nægtet at anerkende et fransk ansvar for Vel d’Hiv med den begrundelse, at Pétains kollaboratør-regime, der var ved magten under Anden Verdenskrig, havde sat republikken ud af kraft. Derfor var Frankrig som stat og nation ikke skyldig.

Det er denne historieforståelse, Marine Le Pen vil vende tilbage til med den begrundelse, at ”Frankrig var i London med General De Gaulle”.

”Jeg har et gaullistisk synspunkt. Jeg vil ikke give Vichy-regimet nogen form for legitimitet,” som hun siger i et interview med dagbladet Le Figaro.

Flere kommentatorer undrer sig over, hvorfor i alverden Marine Le Pen bevæger sig ind på Anden Verdenskrig og jødeforfølgelserne, efter at have ekskluderet sin far, Jean-Marie Le Pen, af Front National for at lægge afstand til hans indgroede antisemitisme.

En forklaring, som Marine Le Pen selv har givet, er at det franske ansvar for Vel d’Hiv-razziaen ikke passer ind i den ”nationale fortælling”, som Front Nationals præsidentkandidat vil gøre til den røde tråd i historieundervisningen.

”80 procent af historieundervisningen om Anden Verdenskrig handler om kollaborationen. Vi har lært vores børn at kritisere Frankrig. Jeg vil have, at de igen skal være stolte af at være franskmænd,” sagde Marine Le Pen i et interview med det lokale dagblad Sud-Ouest den 29. marts.

En af de såkaldte mindre kandidater i præsidentvalget, Nicolas Dupont-Aignan, giver i nogen grad Marine Le Pen ret.

”Der var to sider af Frankrig. Den ene side var i Vichy og vanærede Frankrig. Den anden var i London med De Gaulle og reddede Frankrigs ære,” siger han på tv-stationen LCI.

Den republikanske kandidat, François Fillon, er ikke enig.

”Sandheden er, at Vel d’Hiv var en forbrydelse, der blev begået af Vichy-regimet, men også af en administration, der gennemførte de beslutninger, som var taget af en fransk regering,” sagde den republikanske kandidat mandag til flere journalister, der fulgte ham under valgkampen.

Historikerne mener heller ikke, at man kan vælge side og hævde, at kun frihedsbevægelsen repræsenterer Frankrig.

”Marine Le Pen er ikke den eneste, der kommenterer Vel d’Hiv. Der er en fløj i Frankrig, der vil undskylde Vichy-regimet. Der var ganske rigtigt et Frankrig i Vichy og et andet i London, men det var franske politifolk, der anholdt de 13.000 jøder. Det er også en del af Frankrigs historie,” siger historikeren Annette Wieviorka til dagbladet Le Monde.