Isen smelter hen over billedet, mens en åben mund fortæller os, at denne is er en fristelse, som ingen kan modstå. Hvis man skal tro marketingsfolkene, ligger fristelser i dag i at blive fed af mad, som vi ikke har godt af på sidebenene, men så alligevel kaster os over.
Spørgsmålet er, om denne forståelse af fristelse som alene forbundet med fedme ikke er for reduceret. Fristelserne ligger i mange andre sociale relationer end i kalorierne. De seneste års skandaler har vist vejen til, at fristelser aldrig hører op, men dybest set er det, vi skal bekæmpe som mennesker.
Eksempler på alvorlige fristelser ser vi i sager som hvidvask i Danske Banks filial i Estland, som lod sig friste til at lave hvidvask til flere milliarder kroner. Det var for svært at sige nej for de ansvarlige. Vi afventer stadig en klarlægning af, hvem det så præcist var, der havde ansvaret for fristelsen.
Fristelsen til at udlevere en demensramt borger i Helsingør var åbenbart også for stor for en sosu-assistent, kunne TV2 fortælle for nylig. Sosu-assistenten optog selv på video, hvordan han gjorde grin med den demensramte kvinde ved at råbe ad hende: ”Are you crazy or what the fuck is wrong with you?” (er du skør, eller hvad er der galt med dig?). Andre upassende ting blev også sagt og optaget på video af sosu-assistenten selv. Ikke kun de pårørende står chokerede over en sådan opførelse. Det gør vi andre også.
Som forsker i offentlig ledelse tænker jeg, hvordan den sosu-assistent i første omgang overhovedet kan blive ansat. Er det umuligt at få en idé om en offentligt ansattes værdier, før man sætter dem til at hjælpe andre mennesker? I anden omgang kan man undre sig over, hvordan den pågældende sosu-assistent overhovedet kan falde så dybt. Hvad får nogen til at handle så uværdigt over for et medmenneske?
Fristelse som begreb er derfor værd at genbesøge. Det er et begreb, der indeholder en ambivalens, og det er derfor, det er vigtigt at gå på den rigtige sti. Fristelse indeholder nemlig en række modsatrettede begreber: mulighed, forandring, forskel, ondskab, risiko og skyld.
I Det Gamle Testamente fristede slangen Eva med Kundskabens Træ, og hun spiste æblet fra Kundskabens Træ, og både Eva selv og Adam (som røg med i købet) fik kundskab. Med kundskaben kom også bevidstheden om skam. Evnen til skamfuldhed hører sammen med bevidsthed. Det Gamle Testamente fortæller, at Eva og Adam opdagede, at de var nøgne. Uskylden gik fløjten. Bevidsthed er altså at kunne se sig selv udefra og at kunne skamme sig.
De seneste ugers MeToo-sager viser begrebet fristelse fra en anden vinkel. I mediebranchen (og andre brancher) har det været risikofrit i mange år at håne, krænke, gramse og overfalde kvindelige journalister. Mette Fugl har i Politiken fortalt om en række ubehagelige og fysiske overfald fra mandlige chefer, som mente, at der ikke var nogen grund til at modsætte sig fristelsen.
Disse mandlige chefer forbeholdt sig retten til ikke at være bevidste, men at opfatte sig selv som uskyldige. Men den tid er slut nu. Man kan ikke lade sig falde i fristelse til at gramse på kvindelige kolleger og bagefter sige, at kvinden selv er årsag til fristelsen. Det har ellers længe været kutyme at placere skylden på kvinden selv.
Men for helt at afmontere den fordom, at det er kvindens egen skyld, så lad os spole tilbage til Danske Banks filial i Estland: I sagen om Danske Banks filial siger vi ikke, at det er pengenes egen skyld, at nogen fristes til at lave hvidvask. At det er umuligt at håndtere fristelsen, og at man godt kan forstå dem. Nej, vi stiller folk til ansvar for de fristelser, de falder for.
Det samme i forhold til sosu-assistenten i Helsingør: Vi siger ikke, at det er den demensramte selv, som gør det så fristende at gøre grin med hende. Nej, tværtimod fortæller borgmester Benedikte Kiær (K) på TV 2, hvordan den pågældende sosu-assistent ”røg ud på røv og albuer”. Sådan. Det samme burde sig gøre sig gældende med mandlige chefer og kolleger, der ser på deres kvindelige kolleger som en genstand.
Aftenbønnen Fadervor siger: ”Led os ikke ind i fristelse, men fri os fra det onde.” Det refererer blandt andet til den første fristelse i menneskehedens beretning om kundskaben. Kundskaben indførte bevidstheden, og dermed at ansvaret for fristelsen ligger hos den, som fristes. Ikke hos den person eller genstand, som den fristede skaber i sit eget univers som attråværdig.
Fristelse er nemlig ikke uskyldigt. Det er pointen fra Det Gamle Testamente, og det er stadig fristelsen i dag. Fristelse handler om risiko og om den skyld, der fører med, hvis beslutningen er forkert.
Liv og meninger skrives på skift af tv-vært og forfatter Flemming Møldrup, forfatter og salmedigter Iben Krogsdal, teolog og lektor i ledelse på CBS Camilla Sløk og journalist Christoffer Emil Bruun.