Prøv avisen
Debat

Flygtningekrisen udfordrer vores selvforståelse som anstændige mennesker

En glad syrisk flygtning er nået sikkert i land på øen Lesbos i Grækenland.

Vi burde gøre alvor af levereglen om at behandle andre, som vi gerne selv vil behandles, skriver lektor ved institut for grænseregionsforskning. For de mange tilflyttere er muligvis løsningen på den demografiske udvikling i Europa

Europa står i dag i en situation, der kræver svære beslutninger af vores politiske ledere. Svære, fordi der er meget på spil.

Jeg tænker ikke på Grækenlands finanskrise, vores manglende konkurrenceevne eller andre finansielle problemer. Alt det er kendt stof og forholdsvis nemt at gå til. Nej, det er noget andet, som er langt vigtigere end økonomi.

I Fadervor beder vi blandt andet ”led os ikke i fristelse”, som i den engelske udgave lyder ”do not bring us to the test”. Det er den forståelse af bønnen, jeg synes klart viser, hvad det er, vi beder om - ikke at blive testet.

Vores selvforståelse som retskafne og omsorgsfulde mennesker skal helst ikke udfordres. Flygtningekrisen, som vi kalder den, kan netop ses som udtryk for en sådan udfordring, og vi krymper os, fordi vi ikke længere kan ”lade som om”, vi handler som den barmhjertige samaritaner.

Det bliver alt for tydeligt, at vi måske i virkeligheden tilhører de retskafne, der har mange gode grunde til at gå videre med deres eget, eller kan vi rette os op og se vores bror i nød og handle derefter? Eller er vores ønske om at blive siddende i vores velbehagelighed større end interessen for medmennesket?

Vores forskellige folkevalgte over en bred kam i Europa gør sig stor umage for at bevare skinnet af hjælpsomhed og derigennem forsøge at opretholde selvforståelsen, men hykleriet bliver afsløret gang på gang, og bliver tydeligere dag for dag.

For vi giver jo gerne af vores overflod, her i Danmark i hvert fald. Det ser vi år efter år i indsamlingerne via landsdækkende tv. Vi kan give af overfloden og samtidig styrkes selvforståelsen, og vi fremstår som de gode i egne og i naboens øjne. Men er det tilstrækkeligt?

Jesus sagde jo til den rige unge mand, giv alt det, du ejer, væk, og følg mig. Hvor meget er vi villige til at opgive for hinanden? Hvorfor ser vi ikke, at den strøm af mennesker, der kommer hertil fra fattigere og krigs- og/eller katastroferamte områder ikke er en trussel mod os, men snarere kan være vores fælles redning?

Vi har igennem mange år skabt en stadig mere integreret og globaliseret verden. Af en eller anden grund forventer vi, at globaliseringens lyksaligheder kun virker én vej, nemlig til fordel for os her i vores del af verden. Hvorfor har vi så længe været så naive at tro, at de mange ude i verden for altid vil acceptere den plads i den globale indretning, vi har tiltænkt dem?

Dilemmaet, vi i dag står i, er således selvskabt. Det er derfor heller ikke kommet for at gå væk igen. Det er ikke en fejl i vores system. Dilemmaet er en integreret del af måden, vi har organiseret verdenssamfundet på.

Det er ikke engang kun moralsk, men også af rent praktisk karakter. Vi mangler nemlig unge mennesker i fremtidens Europa. Den demografiske udvikling er jo tydelig på det punkt. Skal der være økonomisk basis for et Europa, der kan skabe et liv for os, der skal friste en pensionisttilværelse inden for de næste 30 år, så er der brug for flere unge mennesker i Europa. Så simpelt er det.

De mange tilflyttere er derfor muligvis vores redning, men vi ser det ikke. Hvis vi handler nu med anstændigheden i behold og med omtanke for andre, kan vi måske skabe basis for, at vi i fremtiden bliver behandlet på samme måde af de mennesker, vi tog godt imod og lod skabe sig en tilværelse her hos os. Hvis vi lader dem blive en del af vores fællesskab, også på deres betingelser, så har vi måske skabt basis for en fælles fremtid, vi alle kan leve med og i.

Behandl andre, som du gerne selv vil behandles. Den gyldne leveregel kender vi alle. Er det den måde, vi behandler de flygtninge på, der kommer hertil, vi gerne selv vil behandles på?

Lad os tage positivt imod de mange mennesker, der kommer til os i deres nød. Lad os give dem mulighed for at skabe det liv, de søger, uden at stille dem for mange hindringer i vejen.

Verden er globaliseret, på godt og ondt. Om det bliver godt eller ondt, afhænger af de valg, vi træffer hver dag. Styres de valg af frygt for at miste noget, vi tror, vi har, men som i virkeligheden allerede er tabt, ja, så går vi en fremtid i møde i fortsat frygt og usikkerhed.

Styres vores valg derimod af kærlighed til næsten, uanset hudfarve, religion og oprindelse, kan vi håbe på, at udfaldet bliver et andet.

Hans Martens er lektor ved institut for grænseregionsforskning på Syddansk Universitet