”Tøjl din begejstring.” Denne opfordring mødte jeg forleden, da jeg havde holdt et oplæg om Grundtvig-venerationen i det 20. og 21. århundrede.
Den blev ledsaget af et skælmsk smil og den uddybende forklaring, at det måske i disse tider var lidt vovet af mig at udvise så tydelig begejstring for mit eget arbejde. En tid, hvor på den ene side det økonomiske grundlag for min arbejdsplads, Center for Grundtvigforskning, for tredje år i træk er gjort til finanslovsforhandlingsstof, og hvor statsminister Mette Frederiksen (S) på den anden side er gået til kamp imod lystbetonet arbejde i forbindelse med det seneste oplæg til en arbejdsmarkedsreform: ”Danmark kan mere I”.
Afsenderen var venlig og pakkede rådet ind i ros. Så jeg lo blot og slog det hele hen som spøg. Men oplevelsen har været en sten i skoen lige siden. Nok mest fordi jeg ikke helt er afklaret omkring min egen holdning til regeringens seneste udspil. Jeg gennemspiller derfor situationen igen og igen for mit indre blik og forsøger at finde det helt rigtige comeback.
Ikke mindst i dag, hvor jeg sidder her bag skærmen. Jeg har hold i nakken, og jeg er lidt forkølet. Men jeg bliver siddende på min ergonomisk korrekte knæstol – ved skrivebordet i stuen, naturligvis; jeg har forstået de postpandemiske budskaber. Jeg har et sammenrend af deadlines, og jeg kunne vel egentlig sagtens synge en klagesang. Men det gør jeg ikke.
For sandheden er, at jeg faktisk godt kan overkomme arbejdsbyrden – og at jeg nok også, når det kommer til stykket, ”kan mere” – sådan som regeringen ønsker sig i sit seneste oplæg. Jeg synes nemlig, at mit arbejde med at udforske (omfanget af) Grundtvigs betydning for den kulturelle, religiøse og politiske udvikling af det moderne Danmark er vigtigt. Så vigtigt, at jeg bruger langt mere end de 37 timer, jeg får løn for, til at udføre det. Undertiden finder jeg endog en nydelse i mine opgaver, sådan som deltageren til mit oplæg forleden opfangede.
Men det er bestemt ikke altid, at det er lysten, der driver værket. Ofte er det en diffus pligtfølelse, der får mig til at stå op, to timer før ungerne vågner, og få styr på de sidste fodnoter i en artikel.
Om der er tale om en efterbyrd af en protestantisk arbejdsmoral eller ej, lever jeg som millioner af andre danskere på den pligtfornemmelse, som Mette Frederiksen nævnte under lanceringen af udspillet. Jeg er med andre ord, og når alt kommer til alt, grundlæggende enig med statsministeren i, ”at alle voksne i Danmark skal stå op om morgenen og bidrage til det her samfund ved at gå på arbejde”, som hun sagde til pressemødet – selvom jeg samtidig melder mig i koret af folk, som mener, at selve præmissen for udsagnet og formen på det er uheldig.
Jeg er også enig i, at ”Danmark er et fantastisk land. Vores samfundsmodel er solidarisk. Virksomhederne er dygtige og kan konkurrere. Fagbevægelsen er stærk og ansvarlig. Befolkningen er veluddannet, har vilje og passer på hinanden.” Sådan lyder de første sætninger i ”Danmark kan mere I”.
Jeg studser lidt over ordet fantastisk, men ellers kan jeg godt lide ordene. De er kontante, uprætentiøse og klare. Måske kan de bedst forstås som en art trosbekendelse? Indkredsningen af en holdning og en tilstand, man gerne vil fremelske? Ritualer og forvaltningen af dem er den dybe kulturhistories første bud på Djøf-skrivelser. Set med de briller burde sammenligningen ikke overraske meget.
Sagen er imidlertid den, at fællesskaber har brug for mere end kerneholdningsstoffet at samles om. De har brug for fælles begejstring. For at blive i billedet: I tillæg til trosbekendelser har vi brug for salmer og sange til at udfolde og vedligeholde trosstoffet. ”Danmark kan mere I” må altså løbende omsættes i kulturstof, kunst og poesi, hvis budskabet skal tilegnes og vedligeholdes af befolkningen.
Det ved jeg, fordi jeg hver morgen, begejstret eller ej, står op og undersøger 1800-tallets fællesskabsdannelsesteknologier.
Etisk set skrives på skift af rektor for Designskolen Kolding Lene Tanggaard, højskolelærer, ph.d. Christian Hjortkjær, familierådgiver og forfatter Lola Jensen, leder af Center for Grundtvigforskning ved Aarhus Universitet Katrine Frøkjær Baunvig og tidligere formand for Jordemoderforeningen Lillian Bondo.