Blød, udvandet, indholdstom, alting og ingenting. En ufarlig humanisme – noget med frihed, fællesskab og demokrati – som alle går ind for, og ingen er imod. Ord fra denne skuffe indgår ofte i kritikken af "det grundtvigske" – blandt andet i debatindlæg i denne avis.
Kritikken er selvfølgelig velkommen – og også diskussionen af hvad det grundtvigske egentlig er – men jeg spørger alligevel mig selv, hvilken verden disse kritikere lever i? For underforstået eller eksplicit i deres kritik er nemlig ofte også, at "den bløde grundtvigske humanisme" har "vundet værdikampen", at det er mainstream, flertallets magelige og ligegyldige synspunkt.
For mig at se kommer kritikken fra kirkefolk (for eksempel præster), der lader til at foretrække en kirke, der mest er optaget af sig selv, samtidig med at der lige uden for deres vindue foregår kampe, de burde engagere sig i.
Det grundtvigske har nemlig ikke vundet – der er tværtimod akut brug for grundtvigske stemmer (i flertal, selvfølgelig, som grundtvigsk går man jo ikke i takt). Derfor har jeg lavet en (ufærdig) liste over anliggender, man kan kaste sig over, når man får øje på verden uden for vinduet:
For det første: ånd og livsoplysning i folkeskolen og på læreruddannelsen. Der er netop indgået politisk aftale om fornyelse af læreruddannelsen. Den er der grund til at glæde sig over, men den er ikke blevet til uden sværdslag. Kampen har blandt andet handlet om, hvorvidt en idéhistorisk og kristendomsfaglig dimension fortsat skal indgå i lærernes grundfaglighed og dermed medvirke til at sætte skole og lærergerning ind i en større sammenhæng, eller om det tværtimod er på tide (omsider, vil nogen mene) at komme af med alt det Luther, Grundtvig og Løgstrup. Aftalen, der også indeholder andet godt nyt for læreruddannelsen, landede et rigtig godt sted. Men parallelt hermed er der nu gang i en udhuling af navnlig de humanistiske fag på universiteterne.
For det andet: åndsfrihed i samfundet. I den debat, der netop har verseret, om, hvorvidt muslimske skolepiger skal tvinges til at tage tørklædet af, er der ofte blevet henvist til Frankrig. I Frankrig har de jo et forbud mod at bære religiøse symboler på offentlige institutioner, så hvorfor ikke i Danmark? Fordi der er Grundtvig til forskel. I Frankrig er der tradition for en sekulær offentlighed, i Danmark har vi tradition for en åben offentlighed. I Danmark kan "det hele menneske" (beklager udtrykket) være over det hele, i Frankrig skal det religiøse holdes ude af det fælles. Kampe, hvor denne forskel overses, eller hvor den grundtvigske åndsfrihed reelt ønskes afskaffet til fordel for en fransk model, har der været mange af de seneste år – og der skal nok komme flere. I øvrigt: at man må være i det fælles med sin religion betyder ikke, at man kan gå fri af andre menneskers kritik eller satire. Også det er et vigtigt grundtvigsk anliggende: Offentligheden er åben og ikke et safe space.
For det tredje: Kigger man ud gennem sit vindue og får øje på verden uden for Danmark, vil man opdage, at kristendom og kirke i stigende grad (se for eksempel Italien – eller Rusland) bliver brugt som politisk grundlag for at fastholde eller genindføre traditionelle familiemønstre, bestemme over menneskers sex- og kærlighedsliv og føre storpolitisk værdikamp mod det dekadente Vesten. At kombinationen af kirke og seksualmoral ikke er en dominerende kombination i Danmark, betyder ikke, at den ikke findes derude. At forkynde en kristendom, der er uinteresseret i, hvem du elsker, er et påtrængende europæisk anliggende.
For det fjerde: De drukner i Pakistan, fordi vi ikke kan undvære vores flyrejser til Thailand. Men sagen er, at det ikke er nær så svært at ændre på vores forbrugsvaner og livsformer, som vi gør det til. Der er livsnødvendige grunde til ikke at bidrage til myten om, at klimabevidsthed er for gerningsretfærdige venstreorienterede storbyboer. Dejlig er jorden.
For det femte, for det sjette, for det syvende. Jo, men er det kirkeligt nok – lyder det inde bag vinduet. Ikke hvis kirkens opgave er monotont at gentage, at Kristus er frelser, men nok hvis kirkens opgave også er at forkynde, hvad det betyder, at Ordet blev kød, at ånd får krop.
Kirkeligt set skrives på skift af generalsekretær for Caritas Danmark Maria Krabbe Hammershøy, leder af Grundtvig-Akademiet og redaktør af Grundtvigsk Tidende Ingrid Ank, sognepræst Jens Ole Christensen, forfatter og lektor ved Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter Lars Sandbeck, kirke- og kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) og sognepræst Marie Høgh.