Leder af teologistudie: Præster, der ikke vil vie homoseksuelle, har også brug for mindretalsbeskyttelse

Folkekirken skal bevare den teologiske rummelighed, der beskytter mindretallet af præster, som ikke ønsker at vie homoseksuelle, skriver Thomas B. Mikkelsen

Siden 2012 har personer af samme køn kunnet gifte sig i folkekirken. Dog kan præster sige nej til at vie homoseksuelle.
Siden 2012 har personer af samme køn kunnet gifte sig i folkekirken. Dog kan præster sige nej til at vie homoseksuelle. Foto: Sille Arendt/Ritzau Scanpix.

Er folkekirken primært en kirke? Eller skal den også være en statsfinansieret serviceinstitution på linje med den kommunale forvaltning? Det spørgsmål rejser sig i kølvandet på den verserende sag om den nye sognepræst i Hedensted, Michael Olesen Høj, som af teologiske grunde ikke ser sig i stand til at vie to personer af det samme køn. Dermed gør han brug af sin ret til at sige nej til at foretage disse vielser.

Lgbt+ Danmark mener, at der er tale om ”statsfinansieret diskrimination” og ønsker derfor, at loven ændres, så alle præster i folkekirken bliver pålagt at vie to personer af samme køn såvel som fraskilte.

Tillad mig at påpege, at lgbt+ Danmark i denne sag vender tingene på hovedet. Den nuværende lovgivning har til formål at sikre, at et teologisk bestemt mindretal i folkekirken har ret til at sige nej til at handle imod deres overbevisning. I denne sag er det ikke Lgbt+ Danmark, der har behov for mindretalsbeskyttelse, men præster som Michael Olesen Høj.

Alle mennesker har samme ret til at blive viet i en hvilken som helst sognekirke. Hvis den stedlige præst af teologiske årsager siger nej til at foretage den kirkelige handling, er gældende praksis, at der skal findes en anden person til at løse opgaven.

Der er god grund til at holde fast ved den nuværende lovgivning. I folkekirken har vi en lang tradition for at sikre teologisk rummelighed. Folkekirken er nemlig primært en kirke, ikke en statslig serviceinstitution på linje med den kommunale forvaltning. Den må først og fremmest defineres ud fra sit eget åndelige væsen, som bygger på Bibelen og kirkens lange tradition.

Vi er mange, der er taknemmelige for, at skiftende flertal i folkekirken historisk set har valgt at forsvare de teologisk bestemte mindretals ret til at være inkluderet i det folkekirkelige fællesskab. Jeg vedgår samtidig, at vi fra min fløj ikke altid har formået at forvalte denne frihed på en måde, som vækker tillid. Det gør blot taknemmeligheden større.

Personligt har jeg aldrig følt mig på tålt ophold i folkekirken. Jeg håber, at Michael Olesen Høj må erfare det samme.

Thomas B. Mikkelsen er fakultetsleder for Menighedsfakultetet