Prøv avisen

Ledere skal hjælpes til at tage mere ansvar

KVALITETSREFORM: Politikerne burde overveje at gøre det til en pligt for den enkelte institutionsleder at modtage supervision af en af den offentlige sektor uafhængig instans

I anledning af en kronik i Jyllands-Posten den 3. juli 2006, blev jeg inviteret til rundbordssamtale i Det Konservative Folkeparti den 29. marts 2007 i forbindelse med den påtænkte kvalitetsreform af den offentlige sektor.

Mens jeg i kronikken havde lagt vægt på de ulykkelige omstændigheder omkring min mors tragiske møde med et af de mest opreklamerede københavnske plejehjem for behandling af personer med demente lidelser, Pilehuset i Brønshøj/Husum, tog jeg ved rundbordssamtalen udgangspunkt i det lige så tragiske mellemspil, der udspandt sig, førend min mor fik anvist et nyt plejehjem, hvor hun heldigvis kom sig hurtigt, men desværre døde tre måneder efter.

Jeg fortalte endvidere, at Pilehusets leder tog til genmæle mod min kronik i en lokalavis. Heri viste det sig, at lederen dels ikke havde et tilstrækkeligt indblik i min mors behandling på plejehjemmet samt dels pressede sig selv ud i at "opdigte" forklaringer, som intet havde at gøre med den virkelighed, der udspandt sig. Hun ville således ikke tage noget som helst ansvar for de ulykkelige begivenheder.

I den efterfølgende diskussion blev jeg af familieminister Carina Christensen spurgt, om jeg kunne dokumentere mine påstande. Hun berørte derved det følsomme spørgsmål om, hvordan man som pårørende til en person, man erfarer bliver behandlet dårligt af en offentlig institution, bør og kan forholde sig. Da jeg ifølge mit fag er vant til at dokumentere behandlingsforløb, var det forholdsvis let for mig at samle det materiale. Men det giver selvfølgelig ingen mening at gøre det til et krav til den enkelte samfundsborger at skulle føre dokumentation, når en af de nærmeste bliver afhængig af den offentlige sektor.

Tværtimod synes det naturligt, at samfundsborgeren kan kræve af den offentlige sektor, at den er i stand til at regulere sig selv på en passende selvkritisk måde, og samtidig, at den til enhver tid er i stand til at kunne møde borgeren åbent og tillidsfuldt i en dialog om borgerens erfaringer. Kun ved at efterleve denne præmis for et samfund, der vil tilgodese de flestes velfærd, har man mulighed for at undgå de ulykkelige hændelser, der udspillede sig på Pilehuset, på Fælledgården i København samt på Strandvænget i Nyborg.

Spørgsmålet er om en sådan nødvendig selvkritik i sidste instans bør bero på en yderligere uafhængig instans, eller om den kan foretages af den offentlige sektor selv.

Disse overvejelser fører frem til et af de andre hovedspørgsmål ved rundbordssamtalen, som drejede sig om, hvordan bedre lederskab kan sikre større trivsel og engagement blandt medarbejdere samt et mere tydeligt ansvar for opgavernes udførelse. Ud fra mine erfaringer med min mors forløb mener jeg, at spørgsmålet om den enkelte institutionsleders kapacitet til at tegne institutionens værdigrundlag og etik og tage det nødvendige ansvar for dette over for borgeren er af central betydning.

Man kan diskutere den ideelle leders baggrund og uddannelse, men man kommer ikke udenom, at det gennemsigtige værdigrundlag og den etiske relation til institutionens klienter er det, der altid vil interesse den enkelte samfundsborger mest.

Men hvordan kan man overhovedet sikre sig, at en leder er i stand til over længere tid at kunne opretholde og videreføre en klar menneskeværdig etik og samtidig påtage sig det nødvendige ansvar for, at denne etik og ansvarsfølelse implementeres ud i institutionens, medarbejdernes og klienternes daglige virkelighed? Er det ikke at lægge en kæmpebyrde på lederens skuldre?

Man kunne begynde at tænke i nye baner: Igennem en årrække er jeg som flere af mine kollegaer blevet opsøgt af ledere inden for den offentlige sektor, som har ønsket en uafhængig sparring omkring deres arbejdssituation. Det synes at være en svært tyngende opgave at skulle tage personlige problemstillinger op, som på en eller anden måde griber ind i udførelsen af ledelsesfunktionen, og diskutere dem på lige fod med sine medarbejdere eller i dialog med en institutionsansat coach. Derfor søger flere og flere ledere en uafhængig instans, hvor de kan tale åbent, uden at det får konsekvenser for deres kompetence eller følelse af status på pågældende arbejdssted.

Opstår der kriser af eksempelvis eksistentiel karakter, så er det en pligt over for klienten at modtage supervision, der kan aflaste eventuelle bekymringer og forhindre, at de sætter sig fast og skaber unødvendig stress, som så igen kan få indflydelse på det ansvarsfyldte møde med klienten.

Her vil jeg kort vende tilbage til diskussionen om den offentlige sektors nødvendige selvkritik. Jeg vil mene, at politikerne i denne forbindelse burde overveje at gøre det til en obligatorisk pligt for den enkelte institutionsleder at modtage regelmæssig supervision af en af den offentlige sektor uafhængig instans. Den enkelte leder får mulighed for at få et frirum, hvor hverdagens relationsaspekter og eventuelle krisemomenter kan tages op, diskuteres og arbejdes igennem.

Samfundet ville få dels stærkere og dels mere kvalitetssikre ledere, som ville være i stand til at udholde det pres, det sommetider vitterligt er at skulle fungere som både administrativ og etisk ansvarlig topleder. Dette til gavn for både dem selv, deres personale samt ikke mindst for deres institutionsafhængige medborgere!

Stig Dankert Hjort,

forfatter, filosof og psykoanalytiker,

Humlehaven 73,

Valby