I DET MEST vidunderlige majvejr, som tænkes kan, gik jeg i pinsen med på en pilgrimsvandring fra Svendborg til Odense. Fra kirke til kirke gik vi på hele vandringen, som således på en meget ligefrem måde var kirkegang. I flere af kirkerne sad vi stille en stund, hver for sig og sammen. Jævnligt sang vi en salme. Flere gange blev der talt et Guds ord. Vi sluttede med pinsegudstjeneste, 2. pinsedag klokken 17 i Odense Domkirke.
Forud for vandringen havde jeg læst en vældigt igangsættende artikel i Kristeligt Dagblad den 6. maj, om Foreningen til Glæden over at Kornet Gror. En vestjysk forening, som fokuserer på taknemmeligheden og hylder lediggangen.
Foreningens særlige motto, mejslet ind i den godt og vel to meter høje Lediggangsstenen i Fåre, er et citat af Friedrich Schlegel (1772-1829): O lediggang. Du er den livsluft som uskyld og begejstring ånder, dig ånder de salige. Salig den, som har dig og hæger derom, du hellige klenodie, du eneste lævn af Gud-ligheden, som vi har bevaret fra Paradiset.
I lyset af tonen her og mine egne erfaringer blev jeg på pinsens pilgrimsvandring mindet om, at en væsentlig del af dette at gå med på en pilgrimsvandring er for en stund at give sig hen til lediggangen.
Pilgrimsvandring er lediggang. Roden til alt ondt som en traditionel protestantisk arbejdsmoral vil tilsige os. Nej, lediggang er roden til alt muligt godt. Lediggang og kirkegang er nært beslægtede. Her skal vi ikke hverken nå eller opnå noget. Her skal vi før noget som helst andet blot være til stede og tage imod. Om muligt og meget gerne falde i staver, som også og endda meget konkret(!) finder sted på en pilgrimsvandring.
I lediggangen er der, når den går godt, plads til nytteløsheden og ørkesløsheden. I lediggangen kan stilheden, som er et meget talende sprog, indfinde sig og virke med til at åbne for taknemmeligheden og glæden over, at kornet gror, og at jeg går her og er på vej på denne dag i dette nu. I lediggangen som i kirkegangen kan jeg til tider tabe mælet af forundring over det, med et indlysende, under det er at være menneske under Guds nåde og i mødet med hinanden. I lediggangen kan jeg i mødet med det andet menneske på vejen få god tid til samtalen, til vekselvirkningen af det levende ord, som aldrig bedre og mere levende finder sted eller kan finde sted end netop her to mennesker imellem.
Gudmund Rask Pedersen,
sognepræst,
Værvej 48, Horsens