Leif Davidsen: Putin vil sikre, at der om 50 år står statuer af Vladimir den Store overalt i Rusland

Den russiske præsident Vladimir Putin er dybt præget af et nederlagstraume og vil genrejse Rusland af den kolde krigs aske, vurderer forfatter og tidligere Moskva-korrespondent Leif Davidsen

Putin mener, vi i Vesten svigtede Rusland groft efter den kolde krig, fortæller Leif Davidsen
Putin mener, vi i Vesten svigtede Rusland groft efter den kolde krig, fortæller Leif Davidsen. Foto: Niels Ahlmann Olesen/Ritzau Scanpix.

Vladimir Putin er en bitter mand, som føler sig forrådt. Det konstaterer journalist, forfatter og Rusland-kender Leif Davidsen efter at have iagttaget den russiske præsident i tv-taler den seneste tid. Putin er en mand, som har følt sig hånet af Vesten igennem de over 30 år, siden den kolde krig nåede sin afslutning, og Sovjetunionen måtte erkende sit nederlag, vurderer Davidsen.

"Jeg tror, det har påført Putin og mange russere et nederlagstraume, at Sovjetunionen blev opløst, og at Rusland dermed tabte den kolde krig. Derfor tænker Putin og mange øvrige i hans generation, at nu må vi prøve at genrejse Rusland og skabe en ny sikkerhedsorden i Europa," siger Davidsen.

Denne artikel er en del af denne serie:
Krigen i Ukraine

I 1980'erne var Davidsen korrespondent for Danmarks Radio i Moskva og rapporterede hjem til de danske stuer fra Sovjetunionens sidste år. Siden da har han også tæt fulgt udviklingen i den russiske stat, som skulle genopbygge sig selv fra asken af den store union, mens Vesten fejrede sin sejr.

"1990’erne var en periode med fattigdom, armod, korruption, gangstervælde og rige oligarker. Rusland var militært svagt og ubådene rustede på flådebasen i Murmansk. Ruslands stemme blev ikke hørt, og det eneste, der gav dem adgang til en lille form for indflydelse i FN's sikkerhedsråd, var Ruslands atomvåben."

"Putin føler, at Rusland rakte hånden ud til Vesten, men vi tog ikke imod den. I stedet så han, at Vesten omringede Rusland ved at udvide Nato igen og igen, så man kom tættere på deres grænser."

Derfor føler Vladimir Putin sig i dag forrådt og bitter, og i dag mener han, at Vesten kun er ude på at gøre Rusland ondt.

"Han mener, vi i Vesten svigtede Rusland groft efter den kolde krig. Vi beholdt Nato og har ikke gjort andet end at tryne Rusland. Nu siger han, at det kan vi ikke længere, fordi han har opbygget et stærkt militær, og han vil ikke finde sig i at blive trynet længere."

Nederlagstraume minder om Hitler

Meldingerne fra Kreml bliver af Davidsen tolket, som om at Putin mener, at Rusland har ret til at være en stor magt, der bestemmer over sine nærmeste områder.

Men den trang til at bestemme med aggressioner og invasioner er farlig. For det er altid farligt, når en mand som Putin føler sig trængt op i et hjørne, påpeger Davidsen.

"Han udtrykker det på en måde, som minder mig om Hitler. Ikke personligt, men Hitler talte også om en dolkestødslegende i 1938 og 1939, hvor Tyskland var blevet forrådt efter Første Verdenskrigs nederlag. Han gentog igen og igen, at Tyskland var blevet udsat for et forræderi uden lige, og at Tyskland havde ret til at rejse sig som en stor magt."

Skal man se invasionen af hele Ukraine som en brik i spillet om, at man ikke længere kan tage Rusland for givet?

"Han vil gerne vise, at 'nu har jeg, Vladimir Putin, genrejst Rusland, og jeg sætter grænsen for, hvad jeg finder mig i'."

"Jeg tror mere og mere på, at hans eneste store projekt er, at han vil efterlade et stort, stærkt Rusland og gå over i historien, som ham der har genrejst Rusland. Han håber sikkert, at om 50 år kommer der til at stå statuer af Vladimir den Store overalt i Rusland, og at historiebøgerne vil omtale ham som manden, der genrejste Rusland i ruinerne af det sovjetiske sammenbrud og den kolde krigs nederlag."

Den tankegang viser, hvor farlig nederlagets psykologi kan være, fortæller Davidsen. For når man vil genrejse sit rige og er præget af nederlagssyndromet, kan det blive meget mere afgørende for den politiske tænkning og sætte dybere spor i folk, end hvad en sejr kan gøre.

"Det ved vi alt om i Danmark, hvor vi i årtier har hørt om nederlaget i 1864. Vi mistede en tredjedel af vores territorium og befolkning, Med Sovjetunionens opløsning mistede Rusland også enorme områder og befolkningsandele, som landet havde erobret først under zaren og siden under Anden Verdenskrig. Det gjorde ondt. Men hvor vi vendte nederlaget indad og førte en neutralitetspolitik helt frem til, at vi blev medlemmer af Nato i 1949, vil Rusland i stedet genrejse sig som stormagt."

Men har den russiske befolkning ikke ønsket at komme af med kommunismen?

"Det kan godt være, at folk var trætte af det fejlslagne system, men de var stadig stolte af at være borgere i et stort, mægtigt, respekteret land. Nærmest over natten gik de fra respekt til at være til grin. Det gør ondt på en befolkning og især på Putins generation. De er sårede og bitre, føler sig forrådte og berettigede til at rejse Rusland af asken som en fugl Fønix."

I Vesten har vi efter den kolde krig snakket om historiens endeligt, og det må vel have gjort ondt i russiske ører?

"Det er Putins skyld, at vi står her i dag. Men selv vores ven Boris Jeltsin protesterede over Natos første udvidelse i 1997, men som sejrherrer mente vi, at vi kunne gøre stort set, hvad der passede os. Der har vi ikke taget højde for de russiske sikkerhedsinteresser og følelser."

Hvad er det for et Rusland, du ser lige nu?

"Putin står for et meget aggressivt Rusland, som nu har spillet rent ud og mener, at man kan løse problemer ved hjælp af militærmagt. Man skal tilbage til det gamle Zardømme for at se det samme imperiale Rusland for at mene, at man har historisk ret til at stjæle land fra andre. Putin bruger historien på en fuldstændig vanvittig måde, og det svarer til, at vi vil have England eller Kalmar-unionen tilbage."

Hvad kommer du til at holde øje med fremadrettet?

"Hvor langt han går ind, og hvor det stopper. Hvis han stopper ved Donbas, har vi en frossen konflikt, der kan fortsætte i årevis, som vi ser det i Transnistrien og Georgien."

Hvad så hvis han rykker videre og tager hovedstaden Kijev?

"Så vil han helt sikkert møde meget voldsommere modstand, og det vil være et mareridt for de russiske soldater, der kan minde om den sump, som Sovjetunionen sad fast i i Afghanistan. Det kaldte Gorbatjov for et blødende sår, og Ukraine kan let blive Putins blødende sår. Det kan blive en lang, grim længerevarende krig, og jeg er spændt på et se reaktionerne i Rusland, hvis der begynder at komme ligposer hjem fra Ukraine."

"Jeg tror, han har lavet sit livs største fejltagelse. Især hvis der kommer mange ofre af den her krig."

Vil du modtage de seneste artikler per mail, når Kristeligt Dagblad har skrevet nyt om krigen i Ukraine? Så skriv dig op her.