Prøv avisen
Debatinterview

Lektor: Det danske demokrati er i koma. Vi må genoplive det nu

"Vi har en forældet forfatning og nogle politiske partier, som har mistet hundredtusindvis af medlemmer, og der er sket et drastisk fald i tilliden til politikere. Unges demokratiske selvtillid er faldet lige så drastisk," Silas F. Harrebye, lektor og studieleder på institut for samfundsvidenskab og erhverv ved Roskilde Universitet. Foto: Robin Skjoldborg

Danskerne er ramt af ligegyldighed over for demokratiet. Det er mindst lige så farligt som den populisme, vi ser buldre frem i andre lande, og vi må udvikle demokratiet, mens vi kan, mener Silas Harrebye, forfatter til ny bog

Silas Harrebye, du skriver i din nye bog, at demokratiet er gået i stå, og at vi befinder os i en komatilstand? Hvordan?

Vi er et af verdens relativt set bedste demokratier, men på en række områder er det gået stærkt ned ad bakke. Det gælder, hvordan vi taler sammen, hvordan vi deltager, og hvordan det repræsentative demokrati fungerer. Vi siger ofte, vi lever i det bedste demokrati. Men den selvtilfredshed leder til ligegyldighed. For mig at se er ligegyldigheden lige så farlig som den buldrende populisme i andre lande, som vi taler så meget om.

En ligegyldighed over for demokratiet? Hvor ser du det?

Ligegyldighed viser sig sjældent aktivt. Det er mere et fravalg eller en stilstand, en form for komatilstand.

Vi har en forældet forfatning og nogle politiske partier, som har mistet hundredtusindvis af medlemmer, og der er sket et drastisk fald i tilliden til politikere. Unges demokratiske selvtillid er faldet lige så drastisk. Politik er blevet mere komplekst, og modreaktionen har været en forsimpling af politik. Det har to konsekvenser, som begge er problematiske: Det kan lede til polarisering og populisme eller isolation og apati. Det sidste ser vi i Danmark nu.

Vi har siden 1849 haft et demokrati med frie valg, forsamlingsfrihed, pressefrihed, og vi debatterer mere end nogensinde. Har vi ikke i virkeligheden et velfungerende demokrati?

Den demokratiske udvikling har i de seneste 150 år været positiv, ja. Vi har relativt gode forhold i Danmark demokratisk set. Men det må ikke blive en sovepude, en undskyldning for ikke at udvikle demokratiet til tiden.

Vi kan lide forestillingen om, at vi er de bedste i verden. At udfordre den demokratiske tilstand er ikke noget, der huer os. Vi er bange for at blive kaldt for antidemokrater. Jeg tror, mange efterhånden er trætte af den måde, tingene fungerer på, men de er skræmte fra at gøre noget.

”Demokratiet er den mindst ringe styreform,” har Winston Churchill populært sagt. Vi har ikke set eksempler på bedre styreformer, så hvorfor ændre på det, vi har?

Ja, der er trods alt noget, der fungerer. Men der kan godt være bedre styreformer. Måske er de demokratiske, måske er der meget mere end det, vi kender. Vi har brug for bevægelser, der udfodrer den demokratiske ramme.

I bogen skriver du, at det skal ske gennem ”chokterapi”. Hvad mener du?

For seks år siden var jeg meget syg og havde blodpropper i hele min krop. Jeg troede, jeg skulle dø, men min krop var i den periode så presset, at den udviklede et alternativt venesystem, og jeg blev rask. Jeg oplevede, at det chok, jeg fik, da jeg blev syg, blev en vækkelse for mig.

Den dødsangst, jeg måtte arbejde med efterfølgende, gjorde mig mere bevidst om at huske at være mere taknemmelig for det liv, jeg har. En form for chokterapi. På samme måde har vi brug for politisk chokterapi. Det kræver, at man peger på det, der er svært.

Chokterapi fra koma – er det ikke lidt voldsomt? Følelser som angst og panik gør ifølge adfærdsteorien os handlingslammede. Som vi ser med klimapanikken nu.

Vrede, indignation og panik må ikke stå alene. De følelser skal suppleres af håb, og at vi kan gøre en forskel. Det tror jeg, er afgørende vigtigt.

Vi kan for eksempel se, at Greta Thunberg mobiliserer mange unge, så det tyder på, at hun også formår at vække håb. Ungdommen har en evne til at råbe os andre op på klimaområdet. Det tror jeg også, vi vil se i forhold til demokratiet.

Jeg siger ikke, det er noget, der sker nu – men jeg tror og håber, det sker om 10, 20 eller 30 år.

Jeg vil gerne sætte mine penge på, at de politiske partier vil se anderledes ud end i dag. Og at vi stemmer anderledes – ikke nødvendigvis hvert fjerde år. Og at politikere samarbejder med befolkningen på andre måder, hvor borgerne løbende har reel medbestemmelse.

Man kan også forestille sig, at vores kommunikationsplatforme bliver demokratiseret. Langsomt vil man begynde at kunne se det som en samlet bevægelse.

Ønsker du en form for revolution?

Nej. Vi skal ikke smide det gamle og det gode ud med badevandet. Men det betyder ikke, at vi ikke kan gå kritisk til det eksisterende.

Vores demokrati er under pres. Vi har på den ene side brug for at værne om de værdier og de institutioner, som tilsammen udgør vores demokrati. På den anden side er der, med Hal Koch i hånden, behov for, at vi tør udvikle og teste nye ting.