Når jeg har teologiske kurser på præsternes efteruddannelse, kan jeg finde på at sige til kursisterne, at man ikke kan blive kætter de fem dage, kurset varer. Jeg siger det i et forsøg på at skabe et fortroligt rum, hvor alle tør udtrykke deres ærlige mening om de teologiske emner, vi undersøger på kurset. Vi er sammen for at lære noget og udvikle os som teologer og præster. Og den proces kan ikke for alvor komme i gang, hvis man af frygt for at blive stemplet som kætter udøver selvcensur i undervisningen.
De lidenskabelige og lærerige drøftelser, der opstår, når først den teologiske selvstændighed er sluppet fri, afslører gerne to ting om præsternes kristendomsforståelse. For det første, at præsterne har mange forskellige og ofte indbyrdes uforenelige opfattelser af den kristne tro. For det andet, at det er de færreste præsters teologi, som synes at være i overensstemmelse med den lutherske lære – og det vel at mærke på en række centrale områder som for eksempel dåb, nadver, gudsbillede, menneskesyn og frelse.
En af årsagerne til denne diskrepans mellem den lutherske lære og præsternes teologi er jo nok Grundtvigs store indflydelse på kristendomsforståelsen og kirkelivet i Danmark. Vi har i dansk lutherdom en lang tradition for at være uenige med Martin Luther.
Hvis jeg har ret i, at de fleste præster i dag har en teologi, som på væsentlige punkter – med en formulering fra Lov om domstolsbehandling af gejstlige læresager fra 1992 – ”tilsidesætter folkekirkens bekendelsesgrundlag”, må vi vel i folkekirken tage en fælles drøftelse om, hvordan vi bør forholde os til det.
Som situationen er nu, lever vi med en usikker, uafklaret spænding, som næppe gavner arbejdsmoralen, den teologiske tænkning eller debatkulturen i folkekirken.
På den ene side tyder det på, at de færreste præster i dag teologisk ligger på linje med Luther. På den anden side synes præster og andre grupper i kirken formelt og juridisk at være forpligtet på Luthers (eller en luthersk) teologi. Som regel lader vi, som om der ikke er noget problem, men jeg foretrækker at tale åbent om det.
Debatten om frelse i Kristeligt Dagblad tidligere på året blev for mig et tankevækkende eksempel på, hvad den konfessionelt uafklarede situation kan føre med sig af besynderligheder. Ifølge folkekirkens lutherske ”bekendelsesgrundlag” er præster, provster og biskopper formelt forpligtet på den lære, at kun ”de fromme og udvalgte” bliver frelst, mens omvendt ”de ugudelige mennesker” fordømmes til endeløs pine i Helvede.
Nogle debattører gav udtryk for, at man bør forlade folkekirken, hvis man som præst mener noget andet end Luther i denne sag. Bizart nok afslørede de samme debattører, at de ikke engang selv er i overensstemmelse med den lutherske teologi.
Nu har Luther ganske vist skrevet så meget og i så mange forskellige sindsstemninger, at man kan tage ham til indtægt for nærmest hvad som helst. Men visse synspunkter er dog så gennemgående i forfatterskabet, at de ikke rigtig er til at komme uden om.
Det drejer sig blandt andet om læren om dobbelt prædestination, som Luther beskæftiger sig med i utallige sammenhænge. Kort fortalt drejer denne lære sig om, at alle mennesker fra udgangspunktet er fortabt, og at Gud suverænt og tilsyneladende vilkårligt udvælger nogle af os til frelse. Resten går endegyldigt fortabt. I sine romerbrevsforelæsninger og i skriftet ”Om den trælbundne vilje” erklærede Luther derfor, at Kristus ikke kom til verden for at frelse alle mennesker, men kun de udvalgte.
Forudbestemmelsen betyder, at menneskets frie vilje er sat ud af kraft i frelsesmæssig henseende. Gud kommer ikke med et høfligt frelsestilbud, som vi selv kan vælge at tage imod eller afslå. Frelsen består i stedet i, at det udvalgte menneske uforskyldt og muligvis endda uden at ville det får skænket den retfærdiggørende og frelsende tro. Groft sagt bliver mennesket dermed reduceret til en passiv statist i et guddommeligt orkestreret frelses- og fortabelsesdrama.
I debatten om frelse stod flere debattører stejlt på forpligtelsen på den lutherske teologi, samtidig med at de forsvarede fortabelsen med den begrundelse, at vi selv, frit, må vælge at tage imod Guds tilbud for at blive frelst, og at Gud da sandelig ikke vil tvinge nogen til det. Et synspunkt, Luther direkte polemiserede imod i flere af sine hovedskrifter og stemplede som kættersk.
Reelt er folkekirkens trosgrundlag langt bredere end det snævert lutherske. Og når ikke engang de i selvforståelsen lutherske konfessionalister kan lade være med at tilsidesætte det lutherske ”bekendelsesgrundlag”, er det måske på tide, at vi får talt åbent om og taget konsekvensen af det. Det ville både klæde og gavne kirken.
Kirkeligt set skrives på skift af lektor i diakoni Jakob Egeris Thorsen, sognepræst Jens Ole Christensen, forfatter, lektor ved Folkekirkens Udannelses- og Videnscenter Lars Sandbeck, sognepræst Lars Gustav Lindhardt og sognepræst Marie Høgh.