KRAVET OM, at børn skal være mundtligt stærke, er udtryk for en stenaldermentalitet, hvor de med de største køller hyldes som toppen af civilisationen. Det er en udbredt forestilling, at børns mundtlige gennemslagskraft er vigtig. Dette er også tydeligt i TV 2-udsendelsen ”Pisk eller gulerod”, hvor man følger en række engagerede lærere, der med forskellige metoder forsøger at motivere børnene. For disse lærere er det et væsentligt succeskriterium, at børnene kan byde ind, række hånden op og deltage i den fælles samtale.
Der er naturligvis gode grunde til at opmuntre børn til at deltage mundtligt. Børn kan blive klogere af at høre hinandens perspektiver og kan udvikle nye tanker ved at deltage i samtaler. I øvrigt er mundtlighed en kompetence, der kan bruges i mange af livets forhold.
Men fokus på mundtlighed indeholder mange misforståelser. For det første knyttes der ofte en række negative associationer til børn, der ikke dominerer mundtligt. Begrebet ”den stille pige” er således udtryk for en logik, hvor tavshed blandt andet associeres med passivitet og svaghed samt manglende mod og initiativ.
Denne forestilling er naturligvis forkert. Mange store tænkere og kunstnere fortæller om et liv, hvor de har været opfattet som stille. Det er således indlysende, at der ikke er nogen sammenhæng mellem mundtlig dominans og intellektuel styrke, kreativitet og så videre.
Desuden er fokus på mundtlighed udtryk for en misforstået opfattelse af samarbejde. Ofte fremhæves samarbejde som en af de væsentligste kompetenceområder i det 21. århundrede. Men samarbejde handler om at kunne lytte, ikke dominere mundtligt. Derfor er samarbejde snarere udfordret af folk, der taler for meget end det modsatte.
Ambitionen om elevers mundtlige deltagelse er ligeledes udfordret på tid. Der er ikke meget tid til det enkelte barns kommentarer, hvis der er 25 elever i klassen, og alle skal deltage lige meget i den fælles debat. Således er det ikke mærkeligt, at nogle elever trækker sig. De elever, der taler meget i klassen, er snarere afhængige af, at andre børn forholder sig tavst.
Kravet om, at elever skal deltage mundtligt, er ikke kun baseret på et specifikt elevideal. Det er i lige så høj grad udtryk for et lavpraktisk lærer-behov. Når man er lærer, er det helt afgørende at vide, hvad der sker inde i hovedet på eleverne. Hvis børnene ikke siger noget, er det svært at vide, hvad de tænker.
Men der er mange veje til at forstå børnene. For eksempel kan kommunikation på digitale læringsplatforme give stor indsigt i børnenes tanker. Desuden viser studier, at sådanne platforme giver rum og plads til elever, der normalt ikke er mundtligt dominerende.
Det synes at være en almindelig opfattelse, at mundtlig gennemslagskraft er afgørende vigtig i vores samfund. Man skal kunne skære igennem, blande sig, råbe op og så videre. Men dette fokus er udtryk for en stenaldermentalitet, hvor mundtlig dominans ophøjes til at være selve indbegrebet af læring, udvikling og kommunikation. Desværre afføder denne misforståelse også et uretmæssigt negativt blik på de børn, der ofte karakteriseres som de stille børn.
Mikkel Snorre Wilms Boysen er ph.d. og lektor, Professionshøjskolen Absalon