Vi har i Danmark nyligt været begunstiget med tre Ibsen-opsætninger. I Aarhus spillede man hans sidste skuespil, ”Når vi døde vågner”. Opsætningen var overvejende tro mod teksten, men MeToo-debatten skulle gøre Ibsen tidssvarende.
Teatergæsterne kom ind til Rubek i adamskostume. Han vaskede sig. Maja så på. Der var mange gode takter i opsætningen, men den skuffede alligevel, fordi tekstens grundlæggende offermotiv var bortretoucheret.
Det er ellers svært at komme udenom, hvis man har bare en flig af religiøs dannelse og sans for den sene Ibsens symbolisme. Fristelse og prøvelse gennemtrænger teksten i et afkalds- og seksualitetsmotiv. At ofre sig for en højere sag filtreres i det sene 19. århundredes opgør med kristent bigotteri og verdensforsagelse. Den dæmoniske diakonisses ironiske afslutningsreplik over Irene og Rubek ved deres død, ”Pax vobiscum”, var fjernet. Hvorfor sætte stykket op, når dets centrale pointe bortskæres?
”En folkefjende” spillede på Nørrebro Teater og siden i Odense. Søren Pilmark var som Dr. Stockmann uforglemmelig, men opsætningen var fjern fra Ibsen. Hans tekst var forlæg, opdatering kaldtes det, men i en så omskrevet version, at det var svært at genkende Ibsen. Hans skuespil er alvor. Her grænsede det navnlig i første del til farce.
Der er rigtignok komisk-ironiske elementer i Stockmann-portrættet, men derfra til en ændring til en falde på halen-komedie er der lang vej. I de sidste akter blev Ibsen til interaktivt teater. Dr. Stockmann appellerede til publikum i noget, der umiskendeligt mindede om Goebbels Sportpalast-tale. Her kammede instruktør og Pilmark over. Stockmann reduceret til demagogisk og zelotisk galning, fjernt fra Ibsens kontinuerlige gennemspilning af forholdet mellem gruppe og selv med eget livsansvar som omdrejningspunkt, ret og magt med krav om at forfølge sandheden som ledetråd, idealisme og pragmatisme med troskab mod egne principper som kernemotiv.
På Folketeatret fejrede familien Sandø-Jondal en triumf. Ved sit 40-årsjubilæum glimrede Pia Jondal som fru Alving i ”Gengangere”, mens hendes mand, Waage Sandø, ikke var mindre overbevisende som pastor Manders. Deres datter, Marie Sandø Jondal, var tilsvarende formidabel i rollen som Regine. Nogle fandt antagelig denne traditionelt opsatte forestilling kedelig, fordi den var uden aktuelt spræl; men den var af to grunde suveræn. Den var tro mod teksten. Hvorfor bruge Ibsen, hvis man vil noget andet? Det er at tage ham som gidsel i selvmageri og smykke sig med lånte fjer. Dernæst viste stykket teatret, når det er bedst: brillant skuespil af en klassiker, der tager fat i grundlæggende problemer og gør dem vedkommende, så vi som tilskuere kan spejle os i dem og samtidig i kraft af fremmedartetheden udfordres. Ibsens tekster er eksistentielt brisante, og derfor rammes vi fortsat af dem. De er skrevet med verve og vivacitet, som tilføjelser af nutidigt pjatteri risikerer at reducere til platituder og kedsommelighed. Der er faktisk en pointe i at lade fortidens tekster tale, hvis man ellers nærer tillid til dem.
Mine teateroplevelser fik mig til at overveje debatten om folkekirkens liturgi, fordi der er overlap mellem teater og ritual. Også gudstjeneste og kirkeår er drama, skønt det undertiden kan være svært at mærke. På afgørende punkter adskiller det sig også. Gudstjenestedeltagerne er ikke blot tilskuere, men er – i gudstjenestens optik – selv statister i et guddommeligt drama. Her kan man tale om interaktivt teater, det guddommelige, forstås.
Peter Skov Jakobsen og Christiane Gammeltoft-Hansen skrev afbalanceret en kronik her i avisen den 7. december om nødvendigheden af ikke alene at forny traditionen, men også kritisk at forholde sig til den i lyset af vor egen tid. En tradition kan selvsagt kun opretholdes, hvis den videregives til kommende generationer og levendeholdes gennem stadigt livtag med den. Alternativet er træghed, stilstand og evig død. De foreslog et liturgisk forum med forskellige fagligt kyndige repræsentanter samt mennesker med brugermæssig baggrund – man kunne vel bare kalde dem folkekirkemedlemmer.
Jeg har intet mod et liturgisk forum, så længe dets medlemmer besidder fornøden faglighed. Til gengæld tager jeg mig til hovedet over for alle de sikkert velmenende teologiske meningsdannere, som har uendelig travlt med at ville forandre højmesse, dåb og nadver. Så meget desto mere, fordi der i store dele af aktuel systematisk teologi savnes grundlæggende kendskab til de tidligste former for Kristusreligion, som al senere kristendom ikke alene bygger på, men også fortsat må hvile på. Det står heller ikke godt til, når det gælder kendskab til evangelisk-luthersk teologi, hvor forståelsen af f.eks. dybden i syndsforståelsen kan ligge på et lille sted.
Det seneste eksempel er Lars Sandbeck, hvis kronik i Kristeligt Dagblad den 4. januar snarere er et påskud for hans egen eksistentielle kamp med Luther og Augustin til forsvar for ”oldkirkens” rene kristendom. Det vil unægtelig være et fremskridt, hvis han tolker teksterne historisk, før han spænder dem for egen vogn.
Men til liturgien: Selvfølgelig er der ting, der kan ændres. At Fadervor kan optræde i samme gudstjeneste ved både dåb og nadver er så vist et rituelt overkill.
Jeg har i en tidligere kronik argumenteret for, hvordan den nuværende brug af den apostolske trosbekendelse i forbindelse med dåb er uheldig, fordi den bibringer faddere en forståelse af, at de individuelt står til regnskab for hele den kristne tro, og at skal barnet døbes, må de først deponere eget hoved og fornuft i en fryseboks. Det er ikke heldigt.
Derfor bør man naturligvis ændre ting, men der er nu et stykke vej til det moderne liturgiske eksperimentalteater, nogle plæderer for.
Mener man som kirke, at det kniber med det sproglige og religiøse dannelsesniveau i befolkningen, skulle man hellere arbejde for en gevaldig dannelsesoprustning på alle niveauer i uddannelsessystemet, fra vuggestue til universitet – det gælder også bibeloversættelser.
Den sproglige forarmelse er massiv og ligeså den religiøse vankundighed. Her har kirken virkelig en opgave som et stykke modkultur over for et omsiggribende kulturelt og religiøst armod, men den svigter sit opdrag, hvis den også bidrager til en fortsat kulturel deroute.
Jeg er liturgisk konservativ. Det har teologiske, rituelle, psykologiske, sociologiske og litterære grunde. Prædikenen er den del af ritualet, der gør det klart, hvad der foregår, og hvorfor det er vedkommende at bringe et fjernt og fremmedartet tekstunivers i direkte anvendelse på nutidens mennesker. Her kan og skal tales jævnt og karskt, uforknyt dagligsprog.
I ritualet derimod tales højstemt og ikke altid let, endsige overhovedet forståeligt. Det er en del af tiltrækningen. Var det en hverdagshandling, hvorfor så underkaste sig det? Så ja, vi ofrer barnet i dåben ved at døbe det og lade det genføde til nyt liv i Kristus. Meget i salmer og bibellæsninger er heller ikke let at forstå, men man skal da heldigvis ikke til eksamen, og det virker, også selvom man ikke forstår det hele. Det er faktisk en del af pointen.
Ganske som Ibsen taber mening ved ”modernisering”, vil også ritualet – forståeligt eller uforståeligt – tabe mening, hvis det bliver fladt moderniseret af hensyn til forståelsen. Måtte de, som har travlt med at omdanne kirken til et parcelhus og højtid til hverdagshandling, annamme det, før også kirken er blevet lige så uinteressant som alle mulige andre foreteelser bestemt af dagen og vejen.