Først kom Jesus, siden kirken. Kirken forvanskede Jesu rene kærlighedsbudskab med dogmer. Jesu tale om kærlighed og livet på jorden blev til kirkelære fokuseret på synd og frelse, død og opstandelse. Jesus var helt, Paulus skurk. Sand kristendom var kærlighedsbudskabet i Jesu direkte og ukunstlede tale.
Denne tænkning prægede protestantisk teologi fra 1850’erne og frem til 1890’erne. Det kan lyde mærkeligt i dag, at man så Paulus som kristendommens ødelægger, men i datiden gav det mening.
Det var en måde, hvorpå man kunne redde kristendommen fra kritikken fra en stadig mere fremherskende videnskab og fremvoksende socialisme. Væk med alt, hvad der fremstod fjernt, primitivt og anstødeligt for en videnskabelig og fremskridtsfokuseret forståelse.
Tilbage stod Jesu enkle bud om næstekærlighed, som (næsten) alle – videnskabsmænd, socialister og kirkefolk – kunne favne. Senere gjorde man op med denne forståelse, men kritikken fra videnskaben blev en konstant, som også fremherskende strømninger i det 20. århundredes teologi måtte forholde sig til, fordi man så kristendom og videnskab som rivaler.
Jeg var ved at få min te galt i halsen, da jeg i en kronik i Kristeligt Dagblad kort før jul kunne se en næsten tro kopi af det 19. århundredes liberalteologi. Kronikken handlede imidlertid ikke om fortiden, men var to kristne professorers moderne bud på kristendom.
Ser man bort fra, at forfatterne ikke havde problemer med at favne Paulus’ "kærlighedsbudskab" og derfor ikke behøvede at drive en kile ind mellem Jesus og Paulus, var den eneste forskel til liberalteologien Lene Koch og Troels Engberg-Pedersens fremhævelse af klimakrisen. Den kendte man af gode grunde ikke til i det 19. århundrede.
For de to professorer gør to ting sig gældende for en tidssvarende forkyndelse:
1) ”Vi er begge videnskabspersoner og mener ikke, at en moderne kristen tro kan have et indhold, der ikke anerkender den evidensbaserede naturvidenskab.” Dér røg den kristne mytologi. Væk med mirakler, opstandelse og himmelfart.
2) ”Hvordan kan man tale om den kristne Gud i en nutidig
kontekst? Og hvorfor skulle man overhovedet gøre det? Gud er indbegrebet af kærlighed. Så enkelt kan det siges.” Dér røg synd, soning, offer, forligelse og de andre bedagede forestillinger.
Tilbage til det enkle kærlighedsbudskab, der med Løgstrup som hjemmel består i den radikale fordring til at favne ens medmennesker. Det nye er så ifølge kronikørerne, at budskabet i dag må udstrækkes til at omfatte klode og klima – det kunne de såmænd også have taget Løgstrup til indtægt for.
Jeg synes ikke, man skal gå i rette med enkeltpersoners religiøsitet. Det må de selv rode med. Men problemet i kronikken er, at de to skribenter øjensynligt uafvidende fremsætter en teori om kristendom og religion, der mildest talt er misvisende. Den er teologisk problematisk, religionsvidenskabeligt troskyldig og filosofisk naiv.
Dertil kommer, at de slet ikke gør den til genstand for drøftelse, men forudsætter den. Deres intuitive forestillinger om kristendom dikterer konklusionen. Det er dårlig videnskab, fordi god videnskab bygger på teorier, hviler på modeller og er metodisk stringent for at imødegå vanetænkning og ikke gennemskuede fordomme.
Det kunne man lade ligge, hvis ikke kronikken netop hentede autoritet fra kronikørernes videnskabelige meritter. De skriver, at det er som videnskabspersoner, de ikke kan acceptere idéer om genopstandelse og andre mytiske elementer. Sådan troede mennesker helt bogstaveligt frem til 1800-tallet, men sådan kan, må man forstå, mennesker ikke længere tænke.
Selvom skribenterne sikkert gerne vil have sig sammenligningen betakket, har deres opfattelse en umiskendelig lighed med Ateistisk Selskabs forståelse: ”Og tror du virkelig, at Gud skabte himlen og jorden på syv dage?”. (Dets medlemmer er aldrig nået til side to i Bibelen, hvor der står, at Gud Herren hvilede på den syvende dag!).
Det er i virkeligheden en udbredt religions- og dermed også kristendomsforståelse, hvilket selvsagt ikke gør den mere plausibel. Jeg mener, den er fejlagtig. Grundtanken er, at religiøse sætninger skal forstås ganske som videnskabelige formuleringer, der gør krav på at sige noget om verden og dens indretning. Men der er, undskyld mig udtrykket, himmel og jord til forskel på religiøse og videnskabelige udsagn.
Paradoksalt nok har kronikørerne imidlertid ret i deres fremhævelse af 1800-tallet som skelsættende periode for opfattelsen, omend de burde være gået yderligere et par hundrede år tilbage i tid. Det er dog på en noget anden måde.
Det var ikke i 1800-tallet, at man definitivt måtte opgive den bogstavelige tro på forestillinger, der stred imod en videnskabelig opfattelse; men det var fra det 17. århundrede og frem, at man primært i den vestlige verden kom til at tænke videnskab og religion som konkurrenter. Det betød, at man måtte opfatte religion som dårlig og primitiv videnskab. Det, der kunne redde kristendommen, var, at den var et andet og mere, nemlig et kærlighedsbudskab udtrykt i Jesu klare tale.
Der er mange problemer i denne forståelse. Her koncentrerer jeg mig om to. 1) Har førmoderne mennesker råt for usødet tolket religiøse forestillinger ud fra den forståelse, hvormed vi i dag forstår videnskabelige udsagn? 2) Må vi i dag tage afstand fra de religiøse idéer, der ikke lader sig opretholde videnskabeligt?
Jeg mener, at kronikørerne gør sig skyldige i en naivitet, når det gælder forståelsen af førmoderne mennesker. Bororó-mænd i Brasilien forstår sig som arapapegøjer, men der er en grænse for bogstaveligheden. Vi har fortsat til gode at se en bororó-mand forsøge at parre sig med en hunpapegøje. Så helt bogstaveligt gælder udsagnet nok ikke. Det har en kontekst, som man må tage alvorligt, hvis man skal forstå det.
Da Jesus i Markusevangeliet om Jairus’ døde datter siger, at hun blot sover, fremhæver teksten, hvordan alle lo ad ham. Det gør teksten for at pointere, at der er tale om noget, der netop ikke er vanligt. Den kan med andre ord godt skelne mellem forskellige virkelighedsopfattelser.
Dermed siger jeg ikke, at man i antikken havde den samme evidensbaserede naturvidenskab som i dag; men jeg hævder, at man også før 1800-tallet forstod at skelne mellem undere og empirisk tilgængelig virkelighed. Heller ikke i førmoderne tid var nogen i stand til at gå på vandet!
Det fører til den anden pointe. Kristendom og religion er et blandt andre sprogspil. Det giver mening i sammenhænge, hvor sprogspillet har betydning, nemlig i spørgsmålet om relationer mellem mennesker og forbindelsen til gruppeværdier, idealer og regler. Det drejer sig derimod ikke om udsagn om den fysiske verdens beskaffenhed.
Derfor er religion også i andre kontekster, som for eksempel i forbindelse med videnskabelige sprogspil, irrelevant. Ved en begravelse giver det mening at tale om genopstandelse. Det gør det ikke i laboratoriet. En moderne tidssvarende kristendom og teologi må tage sit udgangspunkt i det religiøse sprogspil og herfra udvikle sin forkyndelse og sin tænkning over den kristne tradition.
At forveksle et religiøst med et videnskabeligt sprogspil er en grundlæggende misforståelse, der ignorerer, at mennesker dagligt indgår i mange sprogspil med hver sin virkelighedsopfattelse. Det betyder ikke, at der er mange verdener, men der er forskellige måder, hvorpå man kan erkende verden. Det kræver, at man har blik for de forskellige institutioner og de sprogspil, der er specifikke for netop dem.