Prøv avisen
Kiosken

Lektor i teologi: Handicappede er som Guds vilde blomster

Vilde blomster vokser især ude i randen af markerne. De handicappede kan også være presset ud på samfundets kanter. Men vi må ikke glemme, at de er skabninger på lige fod med os, for Gud skaber i mangfoldighed, understreger den engelske lektor i teologi Pia Matthews. – Foto: Malene Korsgaard Lauritsen

Som de vilde blomster vokser i randen af markerne, kan de handicappede også være presset ud på samfundets kanter. Men vi må ikke glemme, at de er skabninger på lige fod med os, for Gud skaber i mangfoldighed, skriver Anders Raahauge

Pia Matthews er en engelsk universitetslektor i teologi, filosofi og bioetik. Hun er tillige mor til en datter med alvorlige handicap.

Inspireret af hende har hun skrevet boget ”God’s Wild Flowers: Saints with Disabilities” (Guds vilde blomster. Handicappede helgener).

Her fortæller Matthews om, hvilken øjenåbnende velsignelse datteren er blevet for sine forældre og søskende, og hun præsenterer tillige eksempler på hellige mænd og kvinder, der har fremvist lysende værdighed trods svære handicap.

Under voldsomme udfordringers vægt kan kærlighed blomstre på det mest uventede, påpeger Matthews.

Det amerikanske magasin National Review interviewer Pia Matthews, der taler om disse blomster og om Guds have som en sjælenes have. Have-begrebet har jo også sine bibelske rødder.

”I skabelsesberetningen vandrer Gud i sin have, han fryder sig ved det, han har skabt, og til gengæld prises han af hele skabningen. Han vil være sammen med os, og han ønsker, at vi svarer ham,” siger Matthews.

Af denne udveksling kommer åndens vækst og blomstring. Ørkenens hellige eneboere talte om ”en åndelig eng”, hvor Gud høster. Der findes også en fortvivlelsens have, Getsemane Have, som var stedet for en intens erfaring af at være alene med Gud i lidelse. Men, understreger Matthews, ”hvor det så også er mit egentlige jeg, i min skrøbelighed og afhængighed, der er sammen med min Gud og frelser, person til person”.

Evangelisten Johannes fortæller, at der lige op ad Golgata lå en have med en ny grav. Den blev opstandelsens sted og stedet for vort håb. Haverne symboliserer i det hele taget på samme tid noget nærværende og paradiset.

Man kan betragte vilde blomster, som vækster på et forkert sted. Men mange af dem er særligt smukke, fordi de dukker uventet op – ikke anderledes end handicap, mener Matthews. Ofte vil deres blomstring også være kort, sådan som det gælder for mange handicappedes liv.

Og de vokser især ude i randen af markerne, i grøfter og langs levende hegn. De handicappede kan også være presset ud på samfundets kanter. Men vi må ikke glemme, at de er skabninger på lige fod med os, for Gud skaber i mangfoldighed. Han er nemlig ikke drevet af nogen nødvendighed.

”Han skaber ud af kærlighed, og kærlighed er uden ende; den accepterer risiko og overraskelse. Kærlighed modtager alt som en gave. Mangfoldighed siger også noget om det enestående – ikke to mennesker, heller ikke enæggede tvillinger, er fuldkommen ens. For at hylde det enestående og forskelligheden har Gud ladet skabelsen af hvert eneste af sine væsener ske som en meget personlig handling. Som kirkefædrene siger, er mennesker de eneste skabninger på jorden, som Gud ønsker for deres egen skyld.”

Intervieweren spørger forsigtigt, hvordan Matthews dog kan vide, at der ikke bare forekommer fejl? Man kunne også kalde det grusomt af Gud at lade hendes datter lide.

Matthews henviser atter til kirkefædrene, der understregede forskellen mellem Skaberen, som er evig og perfekt, og hans skabninger, som er begrænsede og skrøbelige – men: ”Han så, at det var godt.”

”Hvis skrøbelighed er del af Guds skaberordning – og hvis Gud skabte menneskene som skrøbelige, så de kunne nå deres perfekte ende med ham i sårbarhed og afhængighed, ja, da er mennesker, som forekommer særligt afhængige, ikke fejl. De viser simpelthen et dybere aspekt af alle menneskers afhængighed og sårbarhed.”

De aktive og hurtige mennesker er derimod ofte fulde af overbevisning om deres uafhængighed og autonomi. Det kan få dem til at glemme Gud.

Pia Matthew lukker ikke øjnene for lidelsens problem. Men det er også det, der i vores epoke nærer en særlig dødens kultur, siger hun. Handicappede skal helst aborteres, og der lyder stadigt stærkere krav om indførelse af dødshjælp – retfærdiggjort ved forkortelse af lidelse. Men man ikke måle lidelse og Guds godhed med hinanden, for det er et forsøg på at retfærdiggøre Gud.

”På den måde reducerer man Gud til et moralsk handlende væsen som os selv. Men han er den opretholdende frelser, hvis veje er forskellige fra vore.”

Lidelse er en uundgåelig del af livet, men det ender ikke der. Frelsen er livets ende. Rammes vi af ulykke, spørger vi: ”Hvorfor mig?” eller ”Hvorfor min datter?”. Bedre er det at spørge: ”Hvorfor mig? Hvad ønsker Gud, at jeg skal gøre, som ingen anden kan gøre?”.

”Forløsningens lidelse kan bære vidnesbyrd i verden – og det er en af grundene til, at vi behøver fortællingerne om den vanføre helgen,” siger den engelske teolog.

Anders Raahauge er kulturjournalist, sognepræst og medlem af Det Etiske Råd. I Kiosken samler han hver uge op på og kommenterer den internationale værdi- og religionsdebat.