Konferencen om folkekirkens liturgi i Fredericia den 13. november har allerede givet anledning til debat her i avisen. Det er nu på tide at lægge konferencen bag sig for i stedet at videreføre selve diskussionen om biskoppernes forslag.
Det er vigtigt at forstå, at disse forslag er noget helt nyt i den liturgiproces, der har fundet sted siden 2016: De tre rapporter fra fagudvalg, der udkom 2018-2019, rummede kun et udredningsarbejde, der skulle kvalificere, men ikke styre en efterfølgende bred debat. Biskoppernes nye forslag skal derimod lede frem til en beslutning, der vil blive taget meget snart, allerede på bispemødet i København den 3.-6. januar.
Debatten har været der, både i form af konferencer, bidrag i bøger, aviser og tidsskrifter, samt knap 350 bidrag fra enkeltpersoner, menighedsråd og organisationer til liturgipostkassen, hvoraf de fleste er blevet offentliggjort på folkekirkens hjemmeside og for nylig sammenfattet i en rapport.
Herfra skal der kun lyde ros til biskopperne for at have igangsat en folkelig samtale. Spørgsmålet er imidlertid, hvilken slags beslutninger der med rimelighed kan træffes på baggrund af denne debat.
Da deltagerne i debatten aldrig er blevet spurgt om noget bestemt, og da der derfor heller ikke har været en direkte henvendelse om svar på konkrete spørgsmål stilet til alle interessenter (som jo i hvert fald må være alle folkekirkens menighedsråd, valgmenigheder og præster), står vi kun med resultatet af en spændende, men diffus debat, der er blevet ført af en lille del af folkekirkens medlemmer.
Hvis meningen med debatten var at træffe beslutninger med folkeligt mandat, er vi simpelthen ikke der endnu. Et eksempel kan være forslaget om et liturgisk forum eller ”værksted”, som biskopperne måske vil beslutte skal virkeliggøres i januar. Rapporten, der sammenfatter liturgipostkassens indlæg, fremhæver imidlertid, at kun meget få bidrag forholder sig til denne idé – bortset fra de kirkelige organisationer, der støtter den.
Forslaget om et liturgisk forum kan endnu ikke siges at være beslutningsmodent: Det er ikke klart, hvor mange der ønsker det, og selve forslaget er stadig for uklart. Kun ved vi, at et liturgisk forum vil betyde en stor forandring af folkekirken, da det er tiltænkt en vældig grundlæggende indflydelse på en hel række områder – men forslaget er en skitse, og der skal først senere udarbejdes et kommissorium.
Det fremgår, at liturgisk forum skal danne grupper, som udarbejder et nyt ikke-autoriseret alterbogstillæg med supplerende nadverliturgier, en højmessevejledning og liturgisk vejledning, idet biskopperne dog vil stå som afsendere af de endelige tekster. Desuden skal liturgisk forum hvert 5.-10. år udgive et tillæg med nye salmer og kollektbønner til gudstjenesten.
Biskopperne vil gerne stå i sporet fra 1992-reformerne, og til en vis grad fortsætter de da også blot traditionen fra det ikke-autoriserede alterbogstillæg, hvis forord netop forudså nye, ikke-autoriserede tillæg. Sådanne tillæg hører under de ”mindre ændringer i liturgi og ritualer”, som en biskop ifølge loven kan give præst og menighedsråd tilladelse til at bruge.
Det er usikkert, i hvilken forstand 1992-reformerne også indførte ikke-autoriserede nadverliturgier. Ved den lejlighed blev det fastslået, at nadveren rummer en uforanderlig kerne, som er Fadervor, indstiftelsesordene og uddelingen. Imidlertid tænker biskopperne med nadverliturgier uden tvivl på indledende nadverbønner, der kommer før denne kerne.
Nadverbønnerne er også vigtige, for de udtrykker, hvad nadveren betyder, og rummer dermed den egentlige teologiske fortolkning. Ritualbogen fra 1992 indeholder tre autoriserede nadverbønner, men derudover rummer det ikke-autoriserede alterbogstillæg en række variationer af den tredje bøn samt en nadverhandling uden nadverbøn. Forordet til alterbogstillægget betegner disse som ”alternative nadverindledninger”, men må alligevel have forstået dem som små variationer af det givne.
Denne uklarhed viser sig nu at kunne blive en glidebane, der muliggør, at liturgisk forum vil kunne få lov at producere nye, ikke-autoriserede nadverbønner. Det er bedre en gang for alle at få ryddet uklarheden fra 1992 af vejen ved at slå fast, at nadverbønner altid skal være autoriserede. Folkekirken er ikke hvad som helst, men evangelisk-luthersk, og som sakramente kræver nadveren en særlig eftertanke og teologisk refleksion og bør altså behandles i en kommission nedsat af Kirkeministeriet, ligesom biskopperne rigtigt har indset det med hensyn til dåbsritualet. Ved konferencen i Fredericia lod der da også til at være lydhørhed over for dette synspunkt hos biskopperne.
Idéen om, at liturgisk forum i en lind strøm skal blive ved med at videreformidle nye salmer og bønner til menigheder og præster, skal formodentlig ses i sammenhæng med, at nogle af liturgisk forums opgaver skal bestå i ”liturgisk dannelse” (i kontakt med blandt andet menighedsråd og uddannelsesinstitutioner), i ”opsamling og formidling af inspiration i folkekirken og fra andre kirker” og i teologisk og liturgisk ”kvalificering af den fælles liturgiske udvikling i folkekirken”.
Med DERES forslag ser biskopperne ud til at tage parti for en bestemt strømning i det danske kirkeliv, der har udviklet sig i vort nye århundrede. Denne strømning hævder, at den udbredte individualisering og demokratisering i samfundet må have afgørende betydning for gudstjenestens form. Menighedens medlemmer ses som brugere, og man må indrette sig efter deres personlige ønsker og behov – om de ”føler sig inkluderet”, om de er medejere og medskabere af gudstjenesten, eller ligefrem om de ”mærker gudsnærværet”, som det for eksempel er blevet udtrykt af en af denne strømnings repræsentanter, sognepræst Jørgen Demant.
Tilhængerne af denne strømning ser gudstjenesten som noget, der stadig skal udvikles, som handling, performance og eksperiment, og det er tydeligt, hvis man dykker ned i papirerne fra den forudgående liturgiproces, at det særligt er denne strømnings repræsentanter, der har fostret idéen om et liturgisk forum. Sat på spidsen bliver det et spørgsmål om, om ”liturgisk dannelse” drejer sig om bevidstgørelse om og tilegnelse af den kristne tradition eller om at danne noget nyt, blive god til at handle og skabe.
Når man ikke vil lade nye salmer og bønner selv bevise deres værdi og duelighed, men hente dem frem gennem officiel støtte, er det formodentlig, fordi man ikke søger det varigt holdbare, men en situations- og brugerbestemt stemning.
Uden tvivl søger bruger- og performance-strømningen at nå et segment af befolkningen, særligt i København, der søger livets mening i selvudvikling og selvrealisering. Faren ved det eksperiment kan være, at evangeliet bliver fuldstændig udvandet. I hvert fald begiver folkekirken sig ud på en farlig rejse, hvis den gør dette eksperimenterende miljø til sit centrum.
Vi er mange, der stadig forstår gudstjenesten som forkyndelse af evangeliet, forvaltning af sakramenterne og menighedens svar gennem lovsang til Gud. Hvis biskopperne giver bruger- og performance-strømningen en særstilling gennem deres eget officielle center, sætter de folkekirkens rummelighed under pres.
Jeg tvivler desuden på, at størstedelen af folkekirkens cirka fire millioner medlemmer vil kunne se sig selv som medskabere af gudstjenesten. Mange af dem kommer kun til jul, barnedåb og begravelse og ikke med en forventning om selv at skulle skabe et ritual, men med tillid til de overleverede ritualer. Hvis de i stedet møder et krav om, at de skal tage del i selvudvikling og selvrealisering, kan det kun gå galt.
Nogle af argumenterne for et liturgisk forum afspejler virkelige behov, for eksempel at forbedre samarbejdet mellem præster og organister. Men det er uafklaret, om liturgisk forum skal hjælpe det eksisterende menighedsliv eller emsigt prøve at lave det om. Det, der er brug for, er præcisering af forslaget, videre debat og en holdbar afklaring af, om et liturgisk forum er noget, som menighederne ønsker.