Lektor: Mange danskere kan ikke se et behov for at lære tysk. Det er en fejl

Der kommer meget godt ud af det, når tyskerne forsøger at lære dansk. Vi kan helt sikkert også lære noget af tyskerne

Det er berigende og fremmer åbenhed at lære et nyt sprog såsom tysk, skriver dansklektor Marlene Hastenplug. Her ses tyskundervisning i en 9. klasse.
Det er berigende og fremmer åbenhed at lære et nyt sprog såsom tysk, skriver dansklektor Marlene Hastenplug. Her ses tyskundervisning i en 9. klasse. Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix

Jeg begynder med at sige: ”Hej, jeg hedder Marlene. Hvad hedder du?”. Allerede her kan jeg se panikken brede sig blandt de studerende, for hvor skal de placere tungen for at kunne svare på det spørgsmål? Det er den første dansktime på universitetet i Frankfurt, og der sidder omkring 20 studerende i rummet – eller som nu på Zoom.

Jeg tegner et tværsnit af munden og viser dem, hvor tungen skal placeres, og så prøver vi det, og det går faktisk fint. Sværere end det ”d” bliver det ikke, plejer jeg at sige. Måske lyver jeg lidt, når jeg siger det, for der er selvfølgelig en del, man skal vænne sig til, når man begynder at lære dansk langt væk fra Danmark og kun har de andre på holdet at prøve sproget af på. Der er en del stumme bogstaver og et ”a”, der udtales forskelligt, alt efter hvad det er omgivet af – besværligheder, som allerede de to første sætninger meget klart illustrerer.

I de første uger af semestret kan jeg – selv i miniatureformat på skærmen – se usikkerheden tydeligt tegnet i flere af de studerendes ansigter, men ved at øve sig derhjemme og i timerne forsvinder den efterhånden hos de fleste.

Det er vist ikke pærelet for nogen som helst at lære dansk, heller ikke for tyskerne, der dog kan genkende mange ord på skrift. Udtalen er en stor udfordring for dem, også selvom jeg gør mit bedste for at bygge broer og hjælpe dem igennem vanskelighederne. Det kræver som sagt både tilvænning og øvelse, men hvis de studerende hænger i, så opdager de snart, at de hurtigt kommer efter det, og at sproget giver adgang til en ny verden.

Artiklen fortsætter under annoncen

Hvert år i oktober starter de nye sproghold på Institut für Skandinavistik på universitetet i Frankfurt am Main. Vi tilbyder dansk, norsk og svensk fire timer om ugen i alle bachelorstudiets seks semestre, og man kan fortsætte med endnu flere sprogtimer på masteruddannelsen. Min svenske og norske kollega og jeg tager imod de nye studerende og spørger, hvilket sprog de gerne vil lære og hvorfor.

De fleste siger svensk og norsk, og spørger man hvorfor, henviser de ofte til landskabet eller siger, at de synes, de to andre sprog lyder bedst. Der er aldrig nogen, der nævner hygge, dansk film eller H.C. Andersen. Men der er dog altid nogle enkelte, der med høj og klar stemme forkynder, at de gerne vil lære dansk. Ikke sjældent fordi de har været på ferie i Danmark med deres familier – 20 gange i Liseleje eller 8 gange på Bornholm.

Andre ender på danskkurset, fordi det er det eneste, der passer ind i deres timeplan, eller fordi de kom til at sige, at det var lige meget, hvilket af de tre sprog det blev. Men fælles for alle de studerende, jeg møder, er, at de kommer med en positiv grundindstilling og er nysgerrige efter at lære sproget og kulturen at kende.

Selv dem, som egentlig ville have lært et af nabosprogene. Snart bager de varme hveder og laver risalamande til deres familier, ser ”Rita” og ”Borgen” på Netflix – i originalversion, forstås – kommer til forfatterbesøg efter kun få måneder med dansk og fortæller bagefter, at de da godt kunne forstå noget, i hvert fald enkelte ord indimellem.

Men hvad skal de dog bruge dansk til? tænker du måske. De klassiske jobs for skandinavister ligger inden for journalistik og i forlagsverdenen, men dem er der kun få af.

Der er også enkelte, der lever af at oversætte litteratur, men hvad laver alle de andre? Tit får de via deres sprogkundskaber adgang til jobs i løbet af studietiden, som efter endt studium kan føre til fastansættelse i samme branche. For eksempel et job i pr-branchen eller i et it-firma, hvor de skal kommunikere med de nordiske lande.

Når man kan dansk, stikker man ud i forhold til alle dem, der kun kan de almindelige store sprog som engelsk og fransk. At det giver pote på jobfronten at have en særlig sprogkvalifikation, hører jeg igen og igen. Det viser jo, at man tænker selvstændigt. Desuden kan en interesse for Danmark også signalere, at man interesserer sig for et moderne, velfungerende samfund. Tyskernes holdning til Danmark er generelt meget positiv, så derfor bliver det grundlæggende også vægtet positivt, hvis man har lært sproget.

Skandinavien er et specielt godt brand i Tyskland, men det er ikke kun det, der er grunden til tyskernes positive holdning, tror jeg. Mange af mine studerende har også lært sprog som thai, tyrkisk og tjekkisk, som kræver en stor arbejdsindsats. Generelt gør man meget ud af at vække nysgerrigheden for andre lande allerede i skolen.

Det hører med til de flestes skolegang at komme på en kort udveksling med elever i Frankrig, England, Israel eller andre lande fra 8. klasse og frem.

Idéen om at sende skoleelever på udveksling blev udviklet efter slutningen på Anden Verdenskrig som en bevidst bestræbelse på at skabe gode naboskaber, og jeg tror, det er den helt rigtige vej at gå. Det udvider ens horisont, ja, det er i den grad en grænseoverskridende oplevelse at være gæst hos en fremmed familie i et andet land i 10 dage og opleve, hvordan de gør alting. På den måde finder man ud af, at der er mange måder at gøre tingene på, og allerede det er en værdifuld erfaring.

I øjeblikket kan jeg jo desværre ikke tage de studerende med til Danmark, men heldigvis har vi i coronatiden fået kontakt til en gruppe tyskstuderende på Aarhus Universitet, som mine danskstuderende mødes med i såkaldte tandempar, det vil sige, at man udveksler sprog og hjælper tandempartneren med at lære fremmedsproget, som er ens eget modersmål.

Det er også et tiltag, der virker motiverende på mine studerende, fordi de her lærer en masse andre ting om Danmark og danskerne, end hvad der er på læreplanen. De holder oplæg for hinanden om deres hjemby, deler deres yndlingsmusik med hinanden, ser fodboldkampe sammen og så videre.

Jeg oplever i min hverdag, at der kommer overraskende meget godt ud af det, når studerende vælger noget så umiddelbart brødløst som at lære dansk. Derfor har jeg svært ved at forstå, at mange danskere ikke omvendt kan se et behov for, at man skal lære tysk i Danmark. Som det ofte er blevet sagt, kan man sagtens klare sig med engelsk, hvis det handler om at købe varer i Tyskland, mens det er en fordel at kunne tysk, når man vil sælge varer til Tyskland.

Den positive holdning, som tyskerne har til Danmark, er et kæmpe potentiale, som vi helt sikkert kunne udnytte endnu mere, end vi allerede gør. For tyskerne elsker ikke kun dansk design og boligindretning, men også danske cykelstier og grønne initiativer. Man har blik for, at Danmark er foregangsland på mange måder, og vil gerne lære af Danmark.

Vi kan helt sikkert også lære noget af tyskerne. For eksempel at være positiv og nysgerrig over for andre kulturer. Vi kan også lære meget om vores egen kultur ved at beskæftige os med tysk litteratur, kunst og musik, fordi indflydelsen herfra har været så stor.

Og nok kan vi komme uden om sproget, men hvorfor skulle vi? Tysk er jo et af de europæiske sprog, hvor vi umiddelbart kan genkende og forstå allermest, og vi kan ret nemt lære udtalen. Men grammatikken, sukker mange. Ja, den indeholder flere former end den danske, men som min tysklærer i gymnasiet sagde med et glimt i øjet: ”Der er ingen, der har sagt, at livet skulle være nemt.”

Det kan godt være, at det ikke er hverken målrettet eller moderne at lære et andet sprog end engelsk, men det er helt sikkert berigende og fremmer åbenhed. Og netop i en tid, hvor der er en stærk tendens til, at nationer melder sig ud af fællesskaber, lukker grænser og i det hele taget lukker sig om sig selv, er det så meget vigtigere, at vi indgår venskaber hen over grænserne.

Marlene Hastenplug er dansklektor.