Lektor: Museer er mere populære end Superligaen. Alligevel er de bagerst i køen

Man undrer sig over, at der ikke er flere politikere, der ser en strategisk fordel i at kere sig mere om de ekstremt populære og meget folkelige museer. For det er en vindersag, skriver Andreas Bonde Hansen

Idrætsrelaterede udskejelser nyder fordele, som andre dele af kultur- og fritidssektoren ikke gør – dette til trods for, at museer er mere velbesøgte end superligakampe, skriver lektor. Her ses museet Glyptoteket i København og superligakamp AGF og AaB den 28. maj.
Idrætsrelaterede udskejelser nyder fordele, som andre dele af kultur- og fritidssektoren ikke gør – dette til trods for, at museer er mere velbesøgte end superligakampe, skriver lektor. Her ses museet Glyptoteket i København og superligakamp AGF og AaB den 28. maj. Foto: Maria Albrechtsen Mortensen/Ritzau Scanpix og Bo Amstrup/Ritzau Scanpix.

På tværs af det politiske spektrum er der glæde over, at ”nu kan vi igen komme på stadion”. Og allerede i første nedlukning adresserede statsminister Mette Frederiksen (S), at ”vi har behov for, at Superligaen kommer i gang igen”.

Længe inden politikeres og myndigheders larmende tavshed over for Brøndby-fansenes mesterskabsfest var det således tydeligt, at idrætsrelaterede udskejelser nyder fordele, som andre dele af kultur- og fritidssektoren ikke gør – tænk bare på EM i fodbold, som tydeligt har en særstatus i genåbningsstrategien.

Formålet med dette indlæg er ikke at kritisere fodbold eller anden idræt – de har gjort et forbilledligt lobbyarbejde for sig selv.

Formålet er at illustrere museernes uretfærdige forhold ved at sammenligne med andre offentligt støttede ”kulturoplevelser”.

Det påtrængende spørgsmål er, hvorfor der ikke lyder et ”nu kan vi igen komme på museum”. Svaret er nok, at både politikere og medier lever i den tro, at fodbold er så meget mere folkeligt end museer.

Men det er bare ikke rigtigt, og man må konstatere, at politikerne bygger deres afvejninger af, hvad der er folkeligt, på mavefornemmelser. Det kommer så kulturinstitutioner – såsom museer – til skade.

Danmarks genåbningsstrategi har understreget dette billede. Superligastadioner var blandt de første fritidstilbud, der fik særligt lempelige forhold, og der har været en anderledes vedholdende italesættelse af, hvordan og hvornår (elite)idræt kunne lide mindst mulig skade under corona.

Omvendt er museer og teatre kommet bagerst i køen, og ikke meget er blevet gjort for at nedbryde de barrierer, der findes, for at for eksempel museerne kan komme op i gear. Dette være sig alt fra coronapas til kulturens hjælpepakker, som tæller intet mindre en 26 forskellige bittesmå puljer, som det tager op til et år og en enorm arbejdsindsats at få udbetalt, og som langtfra kan søges af alle kulturinstitutioner.

Lad os få lidt facts på bordet. I 2019 havde danske museer 16 millioner besøgende. Til sammenligning havde Superligaen i sæsonen 2018-2019 cirka to millioner på stadioner og cirka 12 millioner tv-seere. I den forbindelse skal det nævnes, at langt de fleste superligabilletter går til sponsorer og årskortholdere, mens andelen af ”nye målgrupper” og ”frie besøgende” er ganske lille.

Da ikke alle superligaklubber ønsker at give adgang til den slags oplysninger, er det samlede overblik svært at få. Men AaB, som er en stor og traditionsrig klub med et stort tilskuergrundlag, havde i sæsonen i gennemsnit cirka 5600 tilskuere pr. kamp på et stadion med en kapacitet på 13.800. Heraf var kun 1100 i løssalg.

Bevares, museer har også en vis andel besøgende fra for eksempel folkeskoler og en mindre andel fra årskortholdere. Men pointen er, at idræt, og særligt superligafodbold, prioriteres politisk og har langt bedre forhold omkring finansiering og private/offentlige samarbejder end kulturinstitutioner i almindelighed og museer i særdeleshed.

Her rejser der sig også et spørgsmål om, hvad borgerne får for deres skattekroner. Idræt får i Danmark cirka fem milliarder kroner i offentlig støtte. Plus en stor indirekte støtte ved, at mange kommuner bekoster drift af idrætsfaciliteter fra andre ”kasser” end kulturbudgettet eller lejer faciliteter ud til idrætsklubber under langt mere favorable vilkår, end hvad der er almindeligt inden for for eksempel museer.

For de penge får vi som skatteborgere et boost af folkesundheden samt muligvis nogle positive sociale effekter – om end idrættens evne til at ”holde unge væk fra gaden” vist mere er en vandrehistorie end evidensbaseret videnskab.

Til sammenligning får museer cirka 1,6 milliarder kroner i offentlig støtte. For de penge skal de bevare hele vores kulturarv og sikre en anseelig besøgsøkonomi.

Nok så vigtigt skal de danne og underholde danskerne med banebrydende historieformidling – herunder gerne tiltrække nye og lidet rentable målgrupper.

Og museerne lykkes faktisk med det, for halvdelen af alle danskere går på museum hvert år. De danske museers ”folkelighed” overgår dermed langt museerne i de fleste andre europæiske lande – og de fleste idrætsgrene. Tilmed skaber museernes virke vækst i huspriser, attraktivitet for eftertragtede tilflyttere og en enorm turismeøkonomi.

Sammenligner vi med udlandet, er det kun svenske museer, der når danske museer i folkelighed. Sverige ligner på overfladen Danmark meget, hvad kulturbudgetter angår. Men i Danmark spiser idræt og medier (særligt DR) de største lunser af kulturkagen. De penge, danske museer får i alt, svarer kun til, hvad svenske museer får fra kommuner og regioner alene. Og for de penge skal danske museer levere meget mere end de svenske. De svenske museer har nemlig mere smidige forhold til at kunne generere egenindtjening og har slet ikke samme forpligtelser udi bevaring, forskning, arkæologi og så videre.

Som nævnt er mit ærinde her ikke ”bashing” af fodbold og anden sportsbusiness. Et dygtigt politisk arbejde har bragt sektoren i en gunstig situation. Og det kunne museerne virkelig lære noget af! Mit ærinde er at gøre op med den sejlivede myte, at fodbold er folkeligt og museer elitære. For museerne er vanvittigt folkelige, og de leverer uhørt effektivitet og popularitet for deres skattekroner.

Man undrer sig over, at der ikke er flere politikere, der ser en strategisk fordel i at kere sig mere om de ekstremt populære og meget folkelige museer. For det er en vindersag.

Andreas Bonde Hansen er lektor, ph.d. ved Professionshøjskolen Absalon/Leisure Management.