Man har ofte talt om Danmark som ”et lille, intelligent land”. I sin nytårstale brugte Mette Frederiksen (S) formuleringen: ”Vi er et lille land, men det skal ikke forhindre os i at tænke stort.” Vi har ikke malm og olie og andre grundstoffer i vores undergrund, men vi har en godt uddannet befolkning. Investering i uddannelse har været én af grundpillerne i det danske samfund. Vi risikerer, at det snart ikke vil være sådan længere.
Den nye SVM-regering fastholder den forrige regerings strategi om at føre en kniv gennem store dele af humaniora og samfundsfag på universiteterne. Og man ryster tilsyneladende ikke på hånden: en halvering af studietiden på op imod halvdelen af kandidatuddannelserne. Gennemførelsen af disse planer vil uundgåeligt også medføre en betydelig reduktion i humanistisk og samfundsvidenskabelig forskning og dermed føre til et stort videnstab for samfundet. Men der er mere end et videnstab på spil, det er også et kulturtab af anseelige dimensioner.
I regeringsgrundlaget fremhæves sammenhængskraften i "det lille land" mange steder. Kultur og civilsamfund spiller en afgørende rolle i at sikre denne sammenhængskraft, som det formuleres. Kulturen skaber ”fælles oplevelser, understøtter vores udsyn og modvirker fordomme og snæversyn”. Det er endog det, vi skal leve af, da ”folkelige musikfestivaler, den smalle litteratur og alt derimellem” udgør en eksportvare udadtil og indadtil ”er et lokomotiv for andre brancher, herunder turisme, hotel- og restaurationsbranchen”, som det lyder.
Der er en vilje til at trække på og styrke sammenhængskraften i det idégrundlag, regeringen fremlagde i december 2022. Men når den drivrem, der sikrer dynamikken, ikke også holdes ved lige, risikerer regeringen ikke desto mindre at se sine ønsker blive gjort til skamme, hvis nedskæringerne på humaniora og samfundsfag på danske universiteter føres igennem. Intet kommer af intet. Parmenides, Lukrets, Shakespeare vidste det, men ved vores regering egentlig, hvor kulturen kommer fra?
Må vi minde om, at den undervisning og forskning, der foregår på de humanistiske og samfundsvidenskabelige fakulteter, er kultur: Uden en dyb indsigt i sprog, litteratur, kunst, historie og kultur svækkes orienteringsevnen og kvalitetssansen. Humaniora og samfundsfag beskæftiger sig med fænomener som klimaets, krigenes, pædagogikkens, arkitekturens, billedkunstens, litteraturens, seksualitetens og verdensbilledernes kulturelle forvandlinger til stor gavn for forståelsen af de mange aktuelle kriser, verden i øjeblikket står over for.
De uddannelser, man nu planlægger at skære så dramatisk i, skaber fælles referencer og udgør netop den ”sammenhængskraft”, som man betoner nødvendigheden af at understøtte. Man risikerer dermed at overse remtrækket mellem den forskning og undervisning, der finder sted på humaniora og samfundsfag, og formidlingen af den viden, der kommer store dele af samfundet til gavn i foreninger, på højskoler og på folkeuniversitetet rundtomkring i landet.
Vi, der arbejder i det humanistiske felt i bred forstand, sikrer ikke bare et remtræk mellem by og land, mellem uddannelser og virksomheder – vi forbinder til stadighed udviklinger i udlandet med Danmarks kulturliv og vice versa. Det er os, der arbejder med mennesker i alle deres levende, kunstneriske, samfundsmæssige og historiske tilblivelser (antropologi, psykologi hører også til menneskevidenskaber ligesom arkæologi og litteraturforskning).
Vi uddanner de næste generationer, der kommer ud i alle landets områder, vi holder gang i foreningslivet, og vi møder folk i deres hverdagsliv på hospitaler, skoler, plejehjem og museer. Ny forskning i store danske forfatterskaber som Søren Kierkegaards, H.C. Andersens og Karen Blixens finder vej til undervisning og foredrag rundtomkring i det ganske land, forskningen er med til at genopdage glemte eller oversete kvindelige billedkunstnere og forfattere, som derefter kommer til at danne fundamentet for udstillinger, festivaler, forfattermøder og talks rundtomkring i landet. Vi undersøger også selve uddannelsessystemet og har svar på eksempelvis de store kønsforskelle, vi ser fra universitet til folkeskole.
Her vil vi fremhæve fire områder i dette remtræk, men mange flere kan nævnes:
1. Vi uddanner de kommende generationer, når vi uddanner kommende gymnasielærere.
2. Vi uddanner grundstammen i det erhvervsliv, der lever af at arbejde med mennesker – og bidrager med ny viden til uddannelser på professionshøjskoler herunder læreruddannelser, sygeplejerskeuddannelser og pædagoguddannelser.
3. Vi forsker i, underviser i og formidler Danmarks kulturelle kronjuveler til udlandet.
4. Vi skaber den indsigt, folkeuniversiteter og højskoler lever af – om litteratur, menneskers forhold til kunst, ny teknologi, arkæologi, film og samfundsanalyser – og bringer derved konstant nye fund, begreber og perspektiver til offentlighedens kendskab.
Kan det virkelig passe, at man vil reducere de samlede kompetencer til at belyse komplekse problemstillinger, til at forstå hvordan mennesker reagerer med eller imod ny teknologi eller forstå de dynamikker og incitamentsstrukturer, der skaber polarisering, ulighed, hindrer nye klimatiltag, skaber stor kunst og beriger det danske samfund i bred forstand?
Det kræver omtanke og analyse at forstå de radikale omlægninger, vores samfund undergår. Der er masser af dilemmaer, der skal tages stilling til og løses med kritisk refleksion, kreativitet, pædagogik og ny viden om menneskelige sammenhænge, kulturelle former og tilgange og nye medievaner i en global verden.
Og helt afgørende: Humanistisk forskning og uddannelse er essentielt for den kulturpolitik, kulturminister Jakob Engel-Schmidt (Mod) får til opgave at udvikle. Det er en svær opgave, han står over for – ligesom det også bliver vanskeligt for vores nye uddannelses- og forskningsminister, Christina Egelund (Mod), når forskningen på de humanistiske uddannelser rammes af nedskæringer på kandidatuddannelserne. Da disse uddannelser samtidig rummer hovedparten af universiteternes kvindelige ansatte, vil Ligestillingsministeriet formentlig også blive inddraget. Nedskæringerne rammer ikke bare de studerende, men vil medføre massefyringer, lukning af mindre fag og smadring af forskningen.
Regeringen har med en slet forberedt reformkommission, hvor man som sædvanlig kun har talt med Tordenskjolds soldater, banet vej for at nedskære de humanistiske (og kvindedominerede) uddannelser for at opprioritere de tekniske (og mandsdominerede) uddannelser. Regeringen freder natur- og ingeniørvidenskaberne. Teknologi, sundhed og natur er en vigtig del af kulturen. Der er brug for broer og radiatorer. Men der er også brug for de menneskevidenskaber, der i samarbejde med de naturvidenskabelige fag forsker i relationer mellem teknologi, naturens kræfter og menneskers mange og indimellem uforudsigelige handlingsmønstre og frembringelser.
Sammenhængskraften ligger ikke kun i broerne, der forbinder os. Det er humanioras forskning og virke, der får os til at køre fra Herning til Roskilde for at deltage i en festival eller fra Nørrebro til Trapholt for at gå på kunstmuseum. Det er viden om menneskers teknologiforståelse og hverdag, der får os til at kræve tekniske eller sundhedsmæssige forbedringer. Det er de menneskeskabte forbindelser, som er humanioraens og samfundsvidenskabens ekspertise. Det er her, sammenhængskraftens kulturliv skabes. Det ved det erhvervsliv, der år efter år har øget deres ansættelser af folk med menneskevidenskabelig indsigt. Når Frederiksen nævner B.S. Ingemann og Tove Ditlevsen i sin nytårstale, kan hun være ret sikker på, at det rammer en klangbund i den befolkning, hun taler til. Sådan skal det helst blive ved med at være!
Det har kort sagt aldrig været vigtigere med veluddannede humanistiske og samfundsvidenskabelige kandidater. Og det kræver et stærkt politisk engagement at forhindre, at drivremmen knækker.
Dette er en kronik. Kronikken er udtryk for skribentens egen holdning.