Torsdag den 29. september arrangerede Ældre Sagen en partilederdebat om fremtidens ældrepleje, hvor tre overordnede temaer blev diskuteret: mangel på arbejdskraft, fremtidens ældrepleje og folkepensionisters økonomi.
Allerede ved debattens indledende kommentarer stod det klart, at partilederne helt ukritisk købte præmissen om, at behandling og pleje af syge ældre kan klares af flere hænder i ældreplejen. Rigtigt skræmmende blev det, da der inden for få minutter blev argumenteret for, at ældreplejen skal håndtere sine rekrutterings- og imageproblemer ved at hente sin arbejdsstyrke blandt syriske piger, filippinske au pair-piger og dertil ved at oprette danske sosu-skoler i udlandet og få nuværende medarbejdere på fuldtid.
Med stor forundring måtte jeg sande, at debatten på intet tidspunkt kom til at angå, hvad opgaverne i ældreplejen i dag omfatter, og hvilke kompetencer det kræver at opdage, beskrive og varetage disse – lige bortset fra udsagn om at ældrepleje handler om at "tørre borgeren bagi", om vigtigheden af "menneskelige kvaliteter" og en latterliggørelse af nuværende medarbejderes prioritering mellem faglige handlinger, herunder dokumentationspraksis.
Min forventning var, at debatten på et tidspunkt måtte løfte sig til at omhandle større strukturelle forandringer, som for alvor kan tage livtag med ældreplejens nuværende forviklede kontekst. Tilsyneladende er det gået partiledernes næse helt forbi, at opgaverne har gennemgået store forandringer, blandt andet som konsekvens af den demografiske udvikling, nye behandlingsmuligheder, højere middellevealder og udflytning af behandling og pleje i kølvandet på kommunalreformen i 2007. Disse overlappende forandringer har medført en stigning i både den medicinske, sociale og organisatoriske kompleksitet i ældreplejen.
Dette kan ikke klares med hænder. Ældreplejen har behov for faglige kompetencer, som kommer med danske og udenlandske mænd og kvinder, der har både hjerne, hjerte, arme, ben og hænder.
En stor del af de syge ældre, som i dag får behov for hjælp i hjemme(syge)pleje og på plejehjem, lider af multisygdom, hvilket betyder, at personen har flere sygdomme på samme tid. Som konsekvens af høj alder øges risikoen for aldersbetinget sygdom og sårbarhed for øvrig sygdom såsom infektion, kræft og knogleskørhed. Ofte kompliceres det samlede billede af kroniske lidelser som diabetes, kol, leddegigt og demens.
Ældre med flere samtidige kognitive og somatiske sygdomme får flere lægemidler, som de i højere grad er følsomme over for og har vanskeligt ved at omsætte og udskille. Når dette, for mange, yderligere forværres af ensomhed og sociale problemstillinger, der i mange tilfælde hænger sammen med psykiske lidelser og misbrugsproblematikker, så forslår de såkaldte menneskelige kvaliteter "som en skrædder i helvede", for nu at bruge partiledernes ord.
Det kræver viden om aldring, sygdomsmekanismer, medicin, kommunikation, relationsarbejde, sociologi, psykiatri og sundhedsvæsenets organisatoriske forhold og arbejdsmetoder at kunne bistå syge ældre gennem et forløb, som ofte rækker hen over både almen praksis, sygehus, speciallæger og kommunale enheder.
Selvom det er ilde hørt, er det nødvendigt at synliggøre det faktum, at størstedelen af de nuværende medarbejdere i ældreplejen er uddannet på et tidspunkt, hvor kompleksiteten i ældreplejen ikke er beskrevet i Sundhedsstyrelsens anbefalinger og i uddannelsernes pensum. Det kan være særdeles vanskeligt at opdage atypiske sygdomstegn, medicinske bivirkninger og skrøbelighed, og derfor kræver det både teoretisk indsigt og oplæring i at identificere disse symptomer. At 22 procent af medarbejderne i ældreplejen i dag så tilmed består af ufaglærte, vækker en alvorlig bekymring for patientsikkerheden for fremtidens syge ældre.
Med de forslag, der lægges frem, er det til at overse partiledernes ambitioner for det faglige niveau og for kvaliteten i ældreplejen. Noget tyder på, at både manglende viden, men også aldersdiskrimination ligger bag betragtningerne, for ingen andre målgrupper i sundhedsvæsenet efterlades med så mangelfulde krav til medarbejdernes faglige kompetencer.
Flere gange i partilederdebatten blev det nævnt, at "vi skal tale om faget på en ny måde" og "vise anerkendelse" til medarbejderne. Der bliver kaldt på nye løsninger, og statsministeren gik så langt som til at sige, at "vi skal starte forfra" i ældreplejen.
Én måde at vise faget og medarbejderne anerkendelse vil netop være at vende de manglende ambitioner på hovedet og med fokus på netop kvalitet at lovgive, så de bedst uddannede mennesker skal tage vare på de mest komplekse forløb. En sådan bevægelse vil effektivt være med til at afhjælpe fagets image- og rekrutteringsproblemer. Derudover vil det sikre syge ældre samme kvalitet i behandling og pleje, som andre borgere får. En kvalitet, som beror på faglighed og systematiske arbejdsmetoder og ikke blot "menneskelige kvaliteter".
Hvor ville jeg ønske, at landets kommuner tør tro så meget på effekten af høj kvalitet og faglighed i ældreplejen, at de nægter at overlade syge ældres skæbner til ufaglært arbejdskraft. Man kunne inspireres af skabelonen for kræftpakkeforløb og forme den til ældreplejens kontekst, så indsats og krav til medarbejdernes kompetencer er velbeskrevet, efterlevet og naturligvis fulgt op med de ressourcer, det kræver. Det vil utvivlsomt tilføre ældreplejen højere status, lavere sygefravær og mindre flugt fra faget, at medarbejderne har mulighed for sparring og tværprofessionelt samarbejde, som kan kvalificere de sundheds- og socialfaglige beslutninger.
Sammen med faglighed, der matcher opgavens kompleksitet, er det en selvfølge, at også løn og arbejdsvilkår skal forbedres i ældreplejen. På trods af at partilederne flere gange undervejs i debatten fremhævede sprogets betydning for fagets image, så hjælper det ikke anerkendelsen på vej, når de eksempler, som blev fremsat, handler om, at udenlandske piger skal tilbydes uddannelse i ældreplejen.
Igen købes en fastfrossen præmis om, at det er piger, som arbejder i ældreplejen. Hvor blev "vi skal tale om faget på nye måder" af? Ældreplejen har brug for såvel danske som udenlandske mænd og kvinder, der med deres faglige kompetencer kan observere, analysere og vurdere, så de med rank ryg og faglig stolthed kan vælge relevante handlinger i samarbejde med den ældre.
Partilederne brugte dokumentation som skydeskive for yderst forsimplede bemærkninger. Dokumentation er imidlertid et uundværligt værktøj, som i et søjleopdelt sundhedsvæsen kan understøtte sammenhæng og tværfagligt samarbejde, hvilket skaber stor værdi for syge ældre.
Her beskrives ældres ønsker og behov sammen med medarbejderens faglige refleksion. Ved partilederdebatten blev et eksempel med måling af vægt udstillet som en latterlig handling, der burde skiftes ud med en gåtur. Når det er relevant at forholde sig til syge ældres vægt med faste intervaller, så handler det ikke om unødvendig indblanding i, hvorvidt den ældre person har spist for meget chokolade. Vejning er en helt relevant og nænsom handling, som kan forebygge, at den ældre person dør af lungeødem, væske i bughulen eller som følge af gentagne fald og indlæggelser, fordi væskeophobning eller tab af muskelvæv ikke er blevet opdaget.
For sundheds- og omsorgsprofessionelle er både rettidige observationer, nødvendig dokumentation og gåture en del af kerneopgaven, da de forebygger yderligere sygdom, indlæggelser og tidlig død.