Lektor: Vestens overforbrug er udspekuleret ondskab

For nogle år siden traf jeg i social sammenhæng på en lokal kvindelig præst, jeg ikke havde mødt før. Noget af det første, hun spurgte mig om i vores samtale, var, hvad jeg støttede. Jeg studsede. Hvad var det for et spørgsmål? Hvis jeg støttede noget, var det vel en privatsag. Men jo mere hun borede, jo mere gik det op for mig, at hun havde ret. Det burde være en given sag for enhver i vores del af verden, at vi støtter – på den ene eller anden måde, men altid også økonomisk.

Hændelsen er dukket op i erindringen, fordi jeg forleden genlæste den kendte australske filosof Peter Singers (født 1946) lille opsats fra 1972: ”Famine, Affluence, and Morality” (”Hungersnød, velstand og moral”), som findes lettilgængeligt på nettet.

Kort fortalt er budskabet i denne artikel, at vi vesterlændinge, hver enkelt af os, er onde – i det omfang, vi ikke bruger alt, hvad vi kan undvære, på at afhjælpe nød og lidelse i verden; onde er vi, fordi vi ikke gør, hvad vi faktisk indser, er det moralsk rigtige, det vil sige, hvad vi burde gøre.

Men kan vi da undvære noget, spørger man måske. Ja, selvfølgelig kan vi det! Vi har behov for at kunne spise os mætte og for, at vores nærmeste spiser sig mætte. Og vi har brug for tag over hovedet og tøj på kroppen. Vi har derimod ikke brug for luksusvarer eller nyt tøj, bare for at følge med moden for eksempel, eller flere dyre biler, sommerhus og så videre. Så længe vi har den mad og det tøj, vi behøver for at leve, så længe har vi ikke brug for mere og kan derfor benytte alt det, vi har til overs, på at afhjælpe andres nød og lidelse. Og fordi det forholder sig sådan, bør vi gøre det. Det er Singers pointe.

I vores del af verden har vi imidlertid vænnet os til at tænke ganske anderledes, nemlig sådan her: Vi har nogle forpligtelser, som vi skal honorere. Vi skal betale vores skat, brødføde os selv og vores familie. Det er pligter, som vi tager på os. Derudover er vi klar over, at der er andre ting, som vi eventuelt kan gøre, for eksempel hjælpe folk i nød, støtte den lokale idrætsklub, købe en lodseddel af de søde børn, der dukker op for at sælge dem. Men alt det opfatter vi ikke som forpligtelser, det er noget, der ligger ud over pligterne, og som vi opfatter som ”gode” handlinger, måske endda næstekærlige handlinger, som kan sættes ind på kontoen for ”godhed”.

Det er altså ikke handlinger, som vi behøver at gøre, men som vi kan gøre, hvis vi føler trang til det og synes, vi gerne vil hjælpe nogen. Men i øvrigt – sådan tænker vi – har vi jo selv tjent vores penge og kan bruge dem, som vi vil. Det virker så indlysende, at de færreste sætter spørgsmålstegn ved det.

Vi har tilmed vænnet os til at skelne mellem langt væk og tæt på, siger Singer. De fleste af os tænker sikkert efterhånden ligesom Søren Krarup og hans ligesindede, som de formulerede tankegangen for et par årtier siden. Krarup påstod – og hans ligesindede gør det sikkert stadig – at næstekærlighed vedrører dem, der er tæt på og ikke andre, i andre lande for eksempel.

For en kristen, der er konfronteret med næstekærlighedsbuddet, er det formentlig altid godt og betryggende for samvittigheden at kunne indfange næstekærlighed i en definition; selvom det faktisk er det stik modsatte af Jesu pointe i lignelsen om den barmhjertige samaritaner, hvori forsøget på at få en definition af, hvem næsten er, netop afvises.

Det er ikke et spørgsmål om, hvem næsten er, men hvem man kan være næste for – sådan skal Jesus tydeligvis forstås. Og for nu at sætte det på spidsen: som om nød kan gradbøjes ved hjælp af afstand.

Om det hele siger Singer da også, at det ikke holder. Den måde at anskue tingene på ”kan ikke retfærdiggøres; ja, faktisk hele den måde vi anskuer moralske spørgsmål på – vores moralske kompas – skal og må ændres, og, sammen med det, den levevis, som har udviklet sig til at blive taget for givet i vores samfund”.

Retfærdiggøres i forhold til hvad, må man spørge. I forhold til en antagelse, som Singer går ud fra, og som han mener, enhver må tage for givet. Den lyder, at ”lidelse og død på grund af mangel på mad og husly og medicinsk behandling er noget dårligt" (engelsk: bad).

Man kan have alle mulige forskellige tankesæt, men de fleste vil dog være enige i det udsagn, siger han. Og er man det, må man også være enig i, hvad der må følge deraf, nemlig at ”hvis det står i vores magt at forhindre noget dårligt i at ske uden derved at give køb på noget af tilsvarende moralsk tyngde, så bør vi moralsk set gøre det”. Som et belysende eksempel peger Singer på en tænkt situation med et lille barn, der er ved at drukne i et gadekær, idet en voksen person tilfældigvis går forbi. Der er altså ved at ske noget meget slemt, et barn er ved at drukne, det er i fare for at dø. Alle andre hensyn, som jeg måtte opleve trænge sig på, hvis jeg var den person, der gik forbi og nu overvejede, om jeg skulle hjælpe – hensyn som at jeg for eksempel kunne blive våd; at mine nye, dyre bukser kunne blive mudret til; at jeg har vandskræk – de hensyn blegner i forhold til det uhyrlige, at et barn er i livsfare; alle vil sige, at jeg bør gøre alt for at rede barnet.

På tilsvarende vis med mit pengemæssige overskud. Bruger jeg det på at afhjælpe nød og lidelse, kan jeg ikke bruge det på en ekstra bil, luksusvarer, modetøj og alt muligt andet, men i forhold til sult, nød og fattigdom blegner de hensyn også netop totalt og har overhovedet ingen moralsk tyngde. Jeg bør altså bruge mit overskud på at afhjælpe andre menneskers nød og lidelse.

Indvendingerne står naturligvis i kø. Det er Singer helt klar over, men han afviser dem alle som bortforklaringer. Han er helt enig i, at der bør gøres meget mere på statsligt niveau, men det fritager ikke den enkelte for forpligtelsen, mener han. Han afviser også som vrøvl, at vores støtte blot skulle forværre situationen og forlænge pinen. Dertil kommer, at selv konservative tænkere, som for eksempel den katolske kirkefader Thomas Aquinas (1225-1274), ville være enige med ham. Singer citerer ham for følgende udsagn:

”Alt, hvad et menneske har i overskud, skylder det, i henhold til naturretten, at give til den fattiges underhold.”

Singer giver udtryk for, at hvis vi alle godtog hans argumentation og levede efter den, så ville verden se helt anderledes ud. Selv prøver han at leve, som han tænker. Set i et større perspektiv ville en sådan levevis bredt ud til mange også medvirke til at løse en lang række af vores akutte, nutidige problemer. Et af vores problemer i den vestlige verden og især i Danmark er det enorme overforbrug i forhold til det meste af det globale syd. Efter hvert års første kvartal har vi danskere opbrugt vores del af klodens kage.

Alligevel fortsætter vi ufortrødent med at forbruge løs. Vi er rige og lever i overflod, i sus og dus. Uden at træde nogen over tæerne er det vist fair at sige, at det er den mere velstillede halvdel af befolkningen, som driver overforbruget, og som burde punge ud på andre og ikke kun på sig selv. Hvis de nu gav deres overskud til nødstedte i verden, så ville meget være vundet – også på klimakontoen!

Sagen er kort og godt den, at vi efter Singers opfattelse må til lommerne – både for at hjælpe verdens nødlidende og for at hjælpe os selv ved at sikre vores egne børns og børnebørns fremtid. Så enkelt er det, mener han. Vores forbrug – på os selv – er ganske enkelt skamløst.