Lektorer i teologi slår fast: Det er præstens ansvar, at sjælesorg ikke overskrider grænser

Der er uundgåeligt et ulige magtforhold, når et menneske søger sjælesorg hos sin præst. Det skal præsten være sig bevidst, skriver to lektorer i teologi

Præsten har en magt i at tilbyde et rum, hvor den anden udleverer sig i håb om at finde ny styrke og mening. Det er præsten, som ud fra sin viden og etiske forpligtelse er ansvarlig for at sikre rammer og grænser i sjælesorgen, så asymmetrien ikke bliver til skade for den anden, skriver lektorerne.
Præsten har en magt i at tilbyde et rum, hvor den anden udleverer sig i håb om at finde ny styrke og mening. Det er præsten, som ud fra sin viden og etiske forpligtelse er ansvarlig for at sikre rammer og grænser i sjælesorgen, så asymmetrien ikke bliver til skade for den anden, skriver lektorerne. Foto: Signe Goldmann/Ritzau Scanpix.

I den igangværende debat om folkekirkens håndtering af seksuelle krænkelser og overgreb, er der brug for at klargøre spørgsmål om asymmetri og magtulighed mellem præst og kirkegænger i sjælesorg, og om frygten for retsløshed for præster, der rettes klager mod.

En præst i folkekirken er gennem ordination og kaldelse betroet et opdrag med at forkynde evangeliet og forvalte sakramenterne. Hun skal besidde teologisk fagkundskab, pastoralteologisk viden og færdigheder, herunder i sjælesorgsfaget, og i præsteløftet forpligte sig til at udføre sin tjeneste, så der ”ikke med grund skal kunne føres klage over mig".

En præst har altså et særligt opdrag, en særlig kundskab og et særligt ansvar. I sjælesorg skal hun tage imod mennesker med evangeliets trøst og håb. Her er der én, konfidenten, der fortæller om sin smerte, og én, præsten, der skal lytte; én, der skal tilbyde nærvær og opmærksomhed, og én, der har brug for det; én, der skal ledsage en anden i at søge mening og finde trøst gennem ritualer, bøn eller bibeltekster.

Det er en asymmetrisk relation i afhængighed og sårbarhed, i roller, kundskab og etisk ansvar, og dermed i magt forstået som en uundgåelig dimension i alle menneskelige relationer. Præsten har den magt, der ligger i at tilbyde et rum, hvor den anden udleverer sig i håb om at finde ny styrke og mening, og være en støtte og accept, som den anden har brug for og måske udvikler tillid til.

Selvom både præst og konfident er voksne, selvstændige væsener, så er der den afgørende forskel i relationen, at præsten er på arbejde og som sådan er professionel. Det er præsten, som ud fra sin viden og etiske forpligtelse er ansvarlig for at sikre rammer og grænser i sjælesorgen, så asymmetrien ikke bliver til skade for den anden.

Det indebærer selvfølgelig at undlade at presse til modydelser for den støtte, man tilbyder, eller give indtryk af, at man har indflydelse på den andens fremtidsudsigter – hvad enten man har det eller ej. Men det indebærer også at erkende og forholde sig selvkritisk til, hvordan man bevidst eller ubevidst kan komme til at overskride grænser og øve pres på den anden i kraft af den autoritet og tillid, man nyder. Det er ikke opmærksomheden om asymmetri og forskel i magt i sjælesorgsrelationen, der truer konfidentens position som autonomt subjekt, men en præsts manglende evne eller vilje til at erkende den.

En gang imellem bliver grænser overskredet. Det skal kirken som institution og som arbejdsplads kunne tage hånd om, og derfor skal der være et klagebehandlingssystem, der nyder tillid. Det skal sikre klagerens adgang til at få sin klage grundigt behandlet og sikre medarbejderens rettigheder som anklaget over for sin arbejdsgiver. Det skal kunne træffe ansættelsesretlige reaktioner, der genkender påstanden om ”gensidigt forhold” som krænkeres standardforsvar, men også identificerer og afviser grundløse anklager.

En klagebehandling har til formål at behandle og afgøre en klage. Men for en tilfredsstillende håndtering af en sådan klage og dens konsekvenser behøves desuden ordninger til støtte for den, der har oplevet krænkelser i folkekirken, for den, som uretmæssigt er blevet anklaget, og for den, som har brug for hjælp til selvrefleksion efter en berettiget klage.

Ulla Schmidt er dr.theol. og lektor i praktisk teologi, Aarhus Universitet.

Kirstine Helboe Johansen er ph.d., lektor i praktisk teologi og afdelingsleder, Aarhus Universitet.