Lene Tanggaard: Man kan ikke være dannet alene

Vi snakker hele tiden om dannelse, men hvad vil vi egentlig danne os i forhold til, spørger Lene Tanggaard

Der mangler studerende, som gerne vil være lærere. Det er et udtryk for at vores dannelsesbegreb er blevet mindre orienteret mod fællesskabet.
Der mangler studerende, som gerne vil være lærere. Det er et udtryk for at vores dannelsesbegreb er blevet mindre orienteret mod fællesskabet. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix.

Fristen for at søge optagelse på de videregående uddannelser via kvote 1 er udløbet, og de seneste års tendens har vist sig igen: Unge søger uddannelser, der enten giver bonus på lønchecken, eller som kan bidrage til deres egen selvudvikling. Det handler nemlig mest om, hvad man selv får ud af det.

Instrumentaliseringen af uddannelse gennemsyrer vores tænkning, hvilket betyder, at den nære nytteværdi slår alle andre. Hvad får jeg ud af det, spørger man. Er det mon derfor, at stadigt færre unge har lyst til at blive sygeplejerske, pædagog, lærer eller at påtage sig andre hverv, hvor hverken løn eller prestige er prangende? Måske har vi ligefrem mistet sansen for den lykke, der handler om ikke selv at være i centrum?

I bogen "Sidste chance", som jeg har redigeret med Thomas Aastrup Rømer og Svend Brinkmann, er en væsentlig pointe er, at vi i disse år er i færd med at miste dannelsessproget. Det sker paradoksalt nok, mens ordet dannelse nævnes stadigt oftere. Men ofte optræder ordet som synonym for kompetence, og dannelse er ikke kompetence, om end dannelse kan give anledning til netop det.

Dannelse som begreb viser os hen til, at vi står i forhold til noget andet end os selv, hvilket begreber som læring og kompetenceudvikling ikke formår på samme vis. Disse individualiserer snarere processen, fordi de peger på det, der sker hos den enkelte eller i den konkrete situation. At være kompetent betyder at have noget at svare med i den konkrete situation, men det siger ikke noget om, hvad det er værd at være kompetent til.

Dannelse har derimod en indbygget normativitet, fordi det peger ud mod den sociale horisont, man dannes i forhold til. Nogle vil sikkert synes, at det hurtigt kommer til at signalere en art skolens Emma Gad og en nostalgisk tilbagevenden til forestillinger om tidligere tiders mere stærke normative horisont, dyder og eventuelle dannelseskanon for skolens fag. Men det er jo netop vigtigt at tvinge os til at forholde os til pædagogikkens normativitet og til spørgsmål om, hvad vi måtte finde agtværdigt, ønskeligt og timeligt for eleverne og for skolens virksomhed og uddannelse.

Her kan vi i øvrigt påminde os selv forfatteren Villy Sørensens definition: ”Dannelse har at gøre med fællesskab. Man kan ikke bare være dannet for sig selv”.

Så måske er dannelse er en vigtig byggesten for både uddannelse og for et samfund. Hvis man ikke kan være dannet for sig selv, så kan det være, at det også vækker en omtanke med hensyn til det, vi finder attråværdigt. Det kan selvfølgelig være en høj løn, muligheden for en evig selvkredsen eller omvendt det at se andre vokse, udvikle sig eller blive helbredt, lindret eller befriet for lidelse.

Måske kan dannelse også invitere os til at skabe et samfund, hvor vi kan tænke frit, højt og dybt, hvor alle niveauer af magtudøvelse kan kritiseres. Hermed mener jeg også den dannelse, der handler om at kunne rumme, at usikkerhed og uvished ofte sætter kreative processer i gang.

Jeg mener dannelse forstået som en indsigt i, at det tager tid blive god til noget. Jeg mener dannelse som modet til med en vis portion frækhed at udfordre det, vi ved. Dannet kan man ikke være alene, og dannelse giver os en indsigt i, at lykken ikke ligger i selv at være i centrum hele tiden. Det er ikke et hurtigt fix på den nuværende uddannelseskrise, men det er derimod en invitation til at se den nuværende uddannelsestænkning grundigt efter i sømmene. Det er der brug for.

Etisk set skrives på skift af rektor for Designskolen Kolding Lene Tanggaard, højskolelærer og ph.d. Christian Hjortkjær, familierådgiver og forfatter Lola Jensen, leder af Center for Grundtvigforskning ved Aarhus Universitet Katrine Frøkjær Baunvig og tidligere formand for Jordemoderforeningen Lillian Bondo.