Prøv avisen
Etisk set

Kriser lukker for fatteevnen: Stil tolke til rådighed i sundhedsvæsenet

En graviditet kan udvikle sig kompliceret. Hvis man ikke forstår sproget godt, kan det have fatale konsekvenser. Det oplevede Lillian Bondo, da hun var jordemoder for en flygtning, som ikke havde forstået, hvor galt det stod til. Lillian Bondo mener, at der skal være mulighed for tolkning, når flygtninge og indvandrere er havnet på hospitalet. Foto: Pikul Noorod/Iris/Ritzau Scanpix

Flygtninge og indvandrere skal, selv efter mere end tre år her i landet, kunne få kompetent og vederlagsfri tolkning, når de skal fortælle om symptomer og forstå de råd, der bliver givet, skriver formanden for Jordemoderforeningen

I kølvandet på Balkan-konflikterne fik vi mange flygtninge til Danmark. To af dem, NN og hendes mand, der havde været igennem hårde oplevelser, skulle jeg som jordemoder bistå gennem graviditeten – og jeg kom tilfældigvis også til at føde med dem.

De var glade for at være landet i trygge Danmark, hun havde deltid som rengøringsassistent, og han var arbejdsmand. Økonomien var stram, men de havde en lille lejlighed i et roligt kvarter. Hun og jeg havde hyggelige konsultationer – hendes dansk var ikke særlig godt, men sådan til husbehov, og med billedbøger og færdige oversættelser virkede det til at række.

I hvertfald indtil NN’s graviditet udviklede sig kompliceret, og hun blev indbudt til en scanning til at afklare, om noget var galt. Hun var omkring 30 uger gravid. Scanningen viste, at det stod skidt til. Barnet havde ingen chancer for at overleve uden for livmoderen, men ville kunne leve gennem sin mor, så længe det lå i hendes livmoder.

Jeg husker, da overlægen gav hende beskeden. Hun blev ked af det. Men hun ville tænke over det videre forløb. Hun og manden var med det samme blevet orienteret om, at eftersom graviditeten var udsigtsløs i den forstand, at barnet ikke ville kunne leve, så ville man foreslå, at hun blev sat i gang. Det handlede i høj grad om at forebygge de senkomplikationer, der i sidste ende også kunne true hendes eget helbred.

Til vores overraskelse afslog hun at blive sat i gang. Hun ville føde, når det gik i gang af sig selv. Det var underligt i de følgende uger at have hende i konsultation – vi lyttede hjertelyd, for der var også risiko ved et dødt foster i maven, men det var en underlig fornemmelse at lytte til et lille væsen, der ikke havde så langt igen. Hun afslog stadig igangsættelse.

Så fødte hun. Deres barn døde hurtigt efter fødslen. Og nu brød hendes verden sammen. For hun havde overhovedet ikke forstået vores kommunikation om den ultimative karakter af barnets misdannelse. Hun havde talt med en kollega, der havde født i Danmark, og denne havde sagt: De sagde også til mig, at mit barn var lidt lille – men da det kom, skulle jeg bare give det mere mad, og så var alt godt.

Så NN og hendes mand havde brugt netværket, der talte deres eget sprog. De regnede med, at sundhedsvæsener er fejlbarlige og pessimistiske. Og de levede også i det håb, at det, som barnet fejlede, var noget, det ville vokse sig ud af. Det var der bare ingen chance for i hele verden, hverken dengang eller for tilsvarende tilfælde i dag. Heldigvis havde hendes helbred ikke taget skade af den forlængede graviditet med en alvorlig komplikation. Havde det udviklet sig værre, så havde hun kostet systemet meget mere i behandling og pleje.

Jeg besøgte hende senere og fik sat puslespillet sammen om, hvorfor det var gået så galt.

Jeg var heldigvis også med, da parret fik et rask barn nogle år derefter. Parrets historie gav mig og mine kolleger en lære for livet.

Mennesker, der har gennemlevet krigstraumer, overgreb, tab af familiemedlemmer eller folkemord, kan måske lære dansk på kort tid i tilstrækkeligt omfang til hverdagskommunikation. Men kriser lukker for fatteevnen.

Derfor skal også flygtninge og indvandrere, selv efter mere end tre år her i landet, kunne få kompetent og vederlagsfri tolkning, når de skal fortælle om symptomer og forstå de råd, der bliver givet. At passe på medmennesket er afgørende i vores sundhedsvæsen. Ikke at kunne gøre det på grund af fattigdom? Det er uetisk – og omkostningstungt.

Etisk set skrives på skift af professor i psykologi Lene Tanggaard, universitetslektor i bioetik Mickey Gjerris, professor mso i antropologi og neurovidenskab Andreas Roepstorff, velfærds-politisk chef i Cepos og medlem af Det Etiske Råd Mia Amalie Holstein og formand for Jordemoderforeningen Lillian Bondo.