Sørine om Oprahs tale: Letkøbte moralske stemmer fra Hollywood

Oprah repræsenterer Hollywoods letkøbte moralske stemmer, der er langt fra amerikanernes virkelighed

Skuespiller og tv-vært Oprah Winfrey holdt forleden tale ved Golden Globe-uddelingen. –
Skuespiller og tv-vært Oprah Winfrey holdt forleden tale ved Golden Globe-uddelingen. – . Foto: AP/ritzau.

Amerikansk kultur og mentalitet har længe haft stor påvirkning på os, og det ser ikke ud til at være aftagende. Ikke mindst på denne tid af året, hvor filmstjernerne hylder hinanden, mindes man om det.

Forleden blev Golden Globe-priserne uddelt i Californien, og det var ikke film og skuespilpræstationer, der var i centrum. Det var i stedet tidens brændende sexchikane-tema, sortklædte filmstjerner, der sympatiserede med ofrene for overgreb, og en flammetale fra en måske kommende amerikansk præsident, der opfylder to af tidens identitetspolitiske populære kendetegn. Som sort og som kvinde overvejer tv-stjernen Oprah Winfrey efter sigende at stille op mod Donald Trump i 2020. To medieprodukter i direkte kandidatkonfrontation. Det skal nok blive sjovt.

MeToo-kampagnen, opgøret med mænds magt og drømmen om en mere retfærdig verden gennemsyrede Golden Globe-ceremonien, ligesom den sikkert vil gennemsyre det snarlige Oscar-show, og det hele blev med begejstring analyseret af kulturjournalist Niels Frid-Nielsen i ”DR 2 Dagen” mandag eftermiddag.

Det er bestemt muligt, at der kommer noget godt ud af alt dette, men når man iagttager rækken af selvhøjtidelige skuespilleransigter, føler man en vis trang til at tøve over for det umiskendelige præg af lidt letkøbt moraliseren, der hviler over selskabet. Sidste år var det skuespiller Meryl Streep, der benyttede prisoverrækkelsen til at holde en harmdirrende anti-Trump tale, og i år synes stemningen anført af Oprah Winfrey at været røget endnu en oktav op i retning af de større visioner på menneskenes vegne.

Jeg ved godt, at det også er den slags drømme, der kan skabe fremskridt, men der er noget ved den lidt verdensfjerne Hollywood-boble, der bekymrer, idet dens enorme gennemslagskraft synes at være en smule ude af proportioner med andre træk i samfundet. Valget af Trump demonstrerede det så klart. Meldinger fra den lækre del af amerikansk kultur ophøjes nemt til en slags katalysator for tidens tænkning som helhed, men hvorfor denne ærefrygt for stjernerne i USA’s filmindustri?

Vi bliver i forvejen fra barnsben så rigeligt formet af Hollywoods verdensbillede, og med tidens ideologiske tilspidsning tilføjes det hele en ekstra dimension, når de rige og smukke overdænger verden med ufortyndede politiske holdninger. Under den strøm findes en anden virkelighed, og hvad man end mener om Donald Trumps præsidentkvaliteter eller mentale tilstand, kommer ingen uden om, at han – ikke mindst i kraft af sin skepsis over for den politisk korrekte identitetstænkning – har gjort splittelsen synlig.

Der findes mange, der ikke tænker som Meryl Streep og Oprah Winfrey, og mens man i de danske reportager fra årets filmstjernefester nemt får det indtryk, at vores del af verden bevæger sig i én bestemt retning, skal den moralske stemme fra Hollywood ses i lyset af, at mange mennesker holdningsmæssigt befinder sig et helt andet sted. Donald Trump er for tiden det omvandrende vidnesbyrd om det.

Sørine Gotfredsen er sognepræst og debattør.