LGBT+ Danmark: Ingen trussel, hvis man både har autisme og lgbt+-identitet

Man har længe vidst, at der er et overlap mellem lgbt+-identitet og autisme. Begge dele kan eksistere i fredelig sameksistens, mener LGBT+ Danmark i et genmæle til Kristeligt Dagblads dækning

47 procent af Autismeforeningens voksne medlemmer er ikke-heteroseksuelle og 11,4 procent er ikke-ciskønnede.
47 procent af Autismeforeningens voksne medlemmer er ikke-heteroseksuelle og 11,4 procent er ikke-ciskønnede. Foto: Nikolai Linares/Ritzau Scanpix.

Det kunne ikke være længere fra virkeligheden, at man ikke skulle kunne være autist og transkønnet på samme tid. Det indtryk kunne man ellers godt få af Kristeligt Dagblads dækning af området.

Kristeligt Dagblad har de seneste par uger sat fokus på sammenhængen mellem køn og autisme og tak for det! Området er underbelyst og alle, der arbejder med området, vil gerne være klogere.

Desværre sker dækningen tilsyneladende ud fra tre meget mærkelige antagelser: for det første én om at det skulle være revolutionerende ny viden, at der er et overlap mellem kønsubehag og neurodiversitet. For det andet en forestilling om at man enten er det ene (transkønnet) eller er det andet (autist). For det tredje at vi i LGBT+ Danmark skulle være fortalere for, at så mange børn og unge som muligt skal skifte køn og i medicinsk behandling. 

Lad os tage dem én ad gangen:

I både Autismeforeningen og LGBT+ Danmark er det almindelig viden, at der er et overlap. I 2019 gennemførte Autismeforeningen en medlemsundersøgelse, der viste, at hele 47 procent af dens voksne medlemmer er ikke-heteroseksuelle og 11,4 procent er ikke-ciskønnede – det vil sige, at de er enten transpersoner, nonbinære eller på anden vis mellem køn.

De nyeste tal fra international forskning viser også, at 15 procent af personer med autisme identificerer sig som transkønnet og 15-35 procent af dem som homoseksuel eller biseksuel.

Af samme grund forsøger vi i LGBT+ Danmark fra adfærdskodeks over frivillighåndbog til eventindbydelser at tage højde for personer med neurodiversitet – for eksempel ved at give mulighed for at kunne trække sig tilbage til stille rum, etablere kontakt til en udnævnt tryghedsperson og tilbyde deltagelse til events og vigtige møder online i stedet for at møde fysisk op.

For os eksisterer autisme og lgbt+-identitet i fredelig sameksistens. Det ene er ikke en trussel mod det andet, og nej, vi tror heller ikke på, at man ”holder op” med at have autisme, hvis man ”bare” skifter køn. Vi er vant til at bevæge os i et landskab af sårbarheder i vores målgruppe og er ikke forskrækkede over det. Det er sådan, at virkeligheden ser ud, og det er den, vi arbejder ud fra.

Vi må gå ud fra, at voksne mennesker er myndige og kan sætte ord på, hvem de er – og at tallet for, hvordan voksne med autisme definerer sig selv, nok også afspejler, hvordan børn og unge med autisme fordeler sig på de forskellige kategorier.

Det er altså kun, hvis man først for nylig er begyndt at sætte sig ind i disse områder, at man kan blive overrasket eller forskrækket over disse overlap. Vi er som mange andre dybt optagede af at passe på sårbare unge. Men vi passer ikke på dem ved at handle på frygt – det fører som bekendt til dårlige beslutninger. Vi passer heller ikke på dem ved at lade frygten lamme os og ikke at handle.

Vi kan godt forstå, hvis man skulle have fået et lidt forvrænget indtryk af vores arbejde på området, hvis man primært har orienteret sig via Kristeligt Dagblads dækning den seneste tid.

Med en overskrift som ”Ngo’er pressede på for næsten uhindret adgang til hormonbehandling for transkønnede”, og sætninger som ”påpasselighed er ikke alles yndlingsdisciplin, og for fem år siden var det tværtimod med speederen i bund, da en række ngo’er blev inddraget i arbejdet med at udvikle en ny vejledning fra Sundhedsstyrelsen om behandling af både børn og voksne for kønsdysfori”, får man let det indtryk, at organisationer som vores har en helt uhæmmet og nærmest driftsstyret tilgang til arbejdet.

Jeg synes, det er på tide med lidt fakta til Kristeligt Dagblads læsere:

Kun 15 børn modtog behandling for kønsdysfori i 2022 mod 70 i årene før. Alle tal og statistikker tilsiger, at 0,5-1 procent af en befolkning er transkønnede, det vil sige, af de cirka 60.000 børn og unge i en årgang – må vi anslå – er der omkring 300 børn, der er transkønnede.

Heraf vil forventeligt kun 0,2 procent være binært transkønnede (ifølge Sexus 2019 og eksempelvis Englands nyeste befolkningstælling) og kan forventes at ønske kønsbekræftende behandling, før de går i puberteten – altså godt og vel omkring 120 børn om året. Og kun 15 børn blev altså godkendt til behandling sidste år. 

Til sidst vil jeg opfordre fagfolk og andre, der arbejder med området, til at melde sig til LGBT+ Danmarks nyeste kursus om netop sammenhængen mellem køn og autisme.

Det er et kursus, vi har arbejdet på at få op at stå i et halvt år, og det løber af stablen første gang den 8. juni. Og nej, vi plæderer ikke for, at man bare skal skifte køn.

Kurset tager udgangspunkt i den nyeste forskning på området og vil berøre de herskende teorier omkring sammenhængen mellem autisme og kønsidentitet. Derudover vil vi give konkrete redskaber til, hvordan man bedst muligt kan støtte unge med autisme, som oplever udfordringer knyttet til deres kønsidentitet.

Susanne Branner Jespersen er sekretariatschef for LGBT+ Danmark.