Lidenskaben og det analytiske er væk i DR. I stedet er det blevet til tidsfordriv

Tegning: Peter M. Jensen
Tegning: Peter M. Jensen.

DANMARKS RADIOS P2, denne yderst seriøse radiokanal, skal følge med. Og sandt for dyden, om man ikke gør det. Man underholder mere, end man underholdes, for i en masse udsendelser drukner musikken i tom snak, tåbelige konkurencer og pjat.

Det analytiske, det kritiske og det lidenskabelige er borte. Og historieløsheden råder. Det er, som om man har en bunke cder liggende i studiet med de samme orkestre og de samme dirigenter og de samme numre morgen, middag og aften. Så vendes bunken af og til. Det hele bliver til tapetmusik, som en af de uomtvisteligt bedst begavede studieværter, Rie Koch, engang sagde. Hende har man i øvrigt ikke hørt længe. Men de kvindelige studieværter har kønne stemmer, og de gør det sikkert så godt, som de kan, og det gør de mandlige sikkert også. Men de kunne gøre det bedre, hvis de fik lov.

Jeg savner lidenskab og kritisk sans. Eller jeg savner Hansgeorg Lenz, der døde i sommeren 2011, men jeg læser ham stadig med stor fornøjelse og til opbyggelse, nemlig hans bog Lykken er en ener. En bog om musik, indeholdende en mængde af de artikler fra dagbladet Information, hvor Lenz var musik- og teateranmelder gennem 40 år. Men en bog om meget mere. Mange vil også huske Lenz fra radioen, fra den udsendelse, der blev kaldt Pladeforum, den snerrende stemme med den tyske accent, når han anmeldte og sammenlignede indspilninger af klassisk musik.

Ingen har lært mig så meget om musik som Hansgeorg Lenz. Ingen har kunnet få mig til at lytte som ham. Ingen har som han formået at få en til at lytte bagom musikken, at kunne høre også, hvad den betyder. Musik har netop den evne, at den kan sige noget, som ingen anden kunstart formår at udtrykke.

Den kan udtrykke det uudsigelige, og Lenz har formået at få én til at forstå dette.

Han var kendt som en barsk kritiker, for han ville kun acceptere det allerbedste. Men han var også andet, et anfægtet menneske, en person, der ærligt vedstod, at han ikke rigtig kunne finde ud af, hvad Gud har villet med denne verden og med menneskene i den. Lenz var oprindeligt teolog, og det mærkedes altid i lidenskaben og i sansen for kristendommen. Også når julen blev tolket musikalsk, men så var det mere krybbe og kors end en børnefødselsdag hos Jesus, som han engang sagde.

Det hænger igen sammen med fænomener som livets gådefuldhed og det, vi kalder skylden. Allerstærkest kommer det frem i hans artikel Vredens dag, en hentydning til en af sekvenserne i den latinske dødsmesse, som vi kender fra Mozart og Verdi. Dommens dag, hvor vi skal stå til regnskab for vore gerninger, og hvor vi alene har Guds nåde at håbe på.

Artiklen er også en anmeldelse af Mozarts Requiem fra en opførelse i Odense, som Lenz synes er en rædselsfuld fremførelse, men artiklen er mere. Den er en ætsende kritik af mennesker, hvis uforstand, selvgodhed og ambitioner bliver en medvirkende årsag til, at to mennesker vælger at tage deres eget liv. Det gjorde nemlig operasangeren Minna Nyhus og hendes mand det år, hvor artiklen blev skrevet, i 1989.

Et selvmord er altid forbundet med det gådefulde, ingen fatter helt hvorfor. Men medvirkende er vel også altid en mangel på kærlighed, i hvert fald en følelse af at være forladt. Hun døde af mangel på kunstnerisk kærlighed. Til hende. Og det døde hendes ægtefælle af, der havde fulgt hende gennem tykt og tyndt. Til den bitre ende.

Et selvmord er den yderste, tragiske konsekvens af det kærlighedsløse liv. De fleste andre kan klare det enten ved at fortrænge, resignere og acceptere, at man kan leve for noget andet. Men kærlighedsløshedens sande alternativ er håber jeg troen på Guds nåde, at der for ethvert menneske er håb om nye muligheder. At intet er afsluttet, og verden i en eller anden forstand er ny hver morgen. Det er da også julens budskab.

Også den holdning kom frem hos Hansgeorg Lenz, når han talte om musik. Mere som håb end som vished. Mere som bøn end som overbevisning. Meget bliver for sent, kan han fortælle. Komponister dør, store dirigenter også som de helt store, von Karajan og Bernstein, som Lenz medrivende kunne analysere, men noget bliver, musikkens selv. Og lidenskaben for den. Den er væk i DR.

I stedet er det blevet til tidsfordriv.

Kirkeligt set bliver skrevet på skift af folketingsmedlem Birthe Rønn Hornbech (V), teolog og journalist Iben Thranholm, teolog og general-sekretær i Luthersk Mission Jens Ole Christensen, biskop over Aarhus Stift Kjeld Holm og generalsekretær i Caritas og formand for Rådet for Socialt Udsatte Jann Sjursen