Kan næstebegrebet gradbøjes med afstandes eller religioners regnetabel? Ifølge tidligere sognepræst og politiker for Dansk Folkeparti Søren Krarup, så ja. Pastoren har belært os om, hvordan næsten skal defineres, og alle vi, som troede, at næsten er alle mennesker, tager fejl.
Næsten er den person, som befinder sig i ens umiddelbare nærhed, har det lydt. Her bliver det rigtigt svært, for hvilke afstande taler vi om? To meter? 10 eller andet?
Det er en gammel traver, at pastor Krarup håner menneskerettighederne som værende ”en religion” hævet over vores demokrati og dets love. I retning af en lovreligion? Nej, for søren, ingen af FN's konventioner, selv ikke de mest behjertede om børns rettigheder, behøver medlemslandene at efterfølge. Altså er der ikke tale om diktater og diktatur.
Disse rettigheder hviler imidlertid med garanti på næstekærlighed, så forvirringen er stor. Her kunne man berolige folk som Søren Krarup med, at FN har svigtet totalt i flygtningekrisens tider, og den næstekærlighed, som er fundamentet i menneskerettighedernes paragraffer er usynlig.
Og afstandene - det er vel næppe sådan, at hvis ens nabo i opgangen råber på hjælp, så iler vi til, men lyder råbet flere husnumre væk fra os, gør vi ikke noget. Kort sagt: Er eksempelvis syriske flygtninge for langt væk til at være omfattet af næstekærlighed?
Nå, det udjævner sig jo med folkevandring på danske motorveje, og med sikkerhed kan vi fastslå, at hvis en dansk bilist tager en flygtning op og kører vedkommende til København, så er passageren næsten, mens de folk inde på markerne kun er lige ved og næsten.
Søren Krarups datter, Marie Krarup (DF), optræder gerne på tv. Sidst jeg hørte og så hende var for nylig hos Clement Kjersgaard. En af Marie Krarups pointer er, at hvis man har rejst gennem fire-fem fredelige lande, så er man ikke flygtning. Det er en absurd påstand.
Og hvis en flygtning er veluddannet, ressourcestærk og har godt med penge, kan han eller hun ikke være flygtning, men er alene ude på at blive indlemmet i det danske samfund og skabe kulturelle problemer og true danskheden.
Her må vi lige klappe den berømte hest: at man ikke skulle kunne være flygtning af de nævnte grunde er vås.
Hvad med en veluddannet og velstillet familie, som er livstruet i en udbombet by? Jeg har hørt om det i radioen: Skoler og hospitaler bombet i grus bare syv kilometer fra Assads palads, og tøndebomber og rædsler rundt om ørerne på også de veluddannede og velstående.
Bør de blive, hvor de er, og kæmpe for deres land? Sådan noget siges, men det er nonsens, for ingen civile kan stille noget op.
Eske Holm, forfatter og danser, Teglbakken 21, 1., Rudkøbing