I den seneste tid har man i den danske presse kunnet læse om to problematiske sager, der specifikt vedrører muslimske kvinder. Den ene omhandler muslimske kvinders ret til at få statslig anerkendt professionel imam-ekspertise i et dertil etableret råd i forbindelse med islamisk skilsmisse, den anden eventuel ophævelse af den såkaldte tørklædelov.
LÆS OGSÅ: Kvinders tarv og demokrati står islams love
I begge sager har den nye regering kategorisk afvist både at ændre og forbedre omstændighederne for de berørte kvinder. Efter Det Islamiske Trossamfunds mening en lidt sløj start på en ny og ellers lovende regeringsperiode
Et statsligt anerkendt råd, hvor imamerne stiller deres ekspertise til rådighed og samtidig bevilger religiøse skilsmisser, vil ifølge social- og integrationsminister Karen Hækkerup (S) ikke blive indført i Danmark. Årsagen er frygt for et parallelt retssystem. Gennem de seneste 30 år har den muslimske kvinde i Danmark haft dårlige vilkår, når det gælder retsligt at få den skilsmisse, som hun ifølge dansk/islamisk lovgivning har ret til.
Et ukendt antal kvinder har måttet lide under dette problem grundet manglende statslig tildelt autoritet til imamerne. Og skiftende regeringer har på spørgsmålet ageret lord Nelson og sat kikkerten for det blinde øje. Parallelsamfundsforordninger skabes netop på baggrund af sådanne afvisende attituder.
Idéen bag et råd er ikke et listigt trick, hvor kvinderne bruges som gidsler til at give imamerne mere magt. Nej, det er et opråb på de berørte kvinders vegne om, hvor lidt der skal til for at gøre deres situation så meget nemmere. Fejlagtigt er problemet udlagt som værende af social og kulturel observans, men i virkeligheden handler det om, at den muslimske kvinde også i en skilsmissesituation ønsker at efterleve de krav, Gud har anvist i Koranen. I øvrigt en grundlovssikret ret.
Hvornår får muslimerne i Danmark de samme muligheder som de danske katolikker, der har en religiøs domstol, som har myndighed til at erklære katolske ægteskaber ugyldige efter en civil skilsmisse? Eller som jøderne, der også har en særlig domstol, som bevilger religiøse skilsmisser? Man beskylder ikke disse grupper for magtbegær; med hvilken ret kan man beskylde en imam, der gerne vil velsigne en skilsmisse for en kvinde i en svær situation, for dette? Regeringen optræder tilsyneladende ikke alene kvindeundertrykkende, men også diskriminerende. I sagen om tørklædeloven presses regeringen fra blandt andre Advokatrådet og Den Danske Dommerforening til at afskaffe den såkaldte tørklædelov, der forbyder dommere at bære religiøse symboler i retten.
Advokatrådet har udtalt: Vi mener fortsat og med uformindsket styrke, at tørklædeloven er en utidig og helt unødvendig indblanding i domstolenes virke. Også i denne sag reagerer regeringen afvisende. Her er begrundelsen, at regeringen ikke vil ændre loven, fordi det er vigtigt at sikre dommernes neutralitet i retten.
Som muslimsk kvinde bemærker man med løftede bryn, at politikerne taler meget om os, men meget lidt med os. Hvis de involverede politikere besidder nogen form for interkulturel kompetence, burde de benytte integrationsaktørens globale sprog og gå i dialog med os muslimske kvinder i stedet for at tale om os og kategorisk at afvise alt.
I Det Islamiske Trossamfund stiller vi gerne vores ekspertise til rådighed. Fra vor side gjorde vi alt for at opfordre muslimer (kvinder såvel som mænd) til at stemme ved valget for nylig.
Oftest stemmer vores medlemmer rødt, og vi håber stadig, den nye røde regering vil starte på en ny og mere dialogvenlig æra, hvor interkulturel dialog vil blive vægtet højere end den marginalisering og udstødelse fra officielt hold, som har været et faktum i den gamle regering.
Så kære, nye regering: Tag nu imod en udstrakt hånd. I skal være velkomne til at besøge både kvinder, mænd og imamen i Det Islamiske Trossamfund. Et besøg hos os kan snildt være et led i en bedre dialog med den muslimske minoritetsbefolkning i Danmark.
Bettina Meisner er talskvinde i Det Islamiske Trossamfund