Med i et optog i anledning af den nyligt overståede kvindekonference Woman Deliver var en niqab-klædt kvinde, hvilket har fået en del moderne feminister til at smile ironisk. Hvordan kan man gå i optog for kvinders rettigheder og ligestilling og være formummet i en tusind år gammel klædedragt?
Lad os kaste et blik på kropssprog og mellemmenneskelig kontakt. Et menneskes ansigtsudtryk består af fire faktorer i samspil. Øjet, øjenomgivelserne, øjenbrynene og munden. Ingen af disse fire faktorer kan isoleret set fortælle noget. Isolerer man øjnene helt, kan man slet ikke aflæse et menneskes udtryk. Er øjenomgivelserne synlige, går det lidt bedre, og smilerynker med mere kan ses.
Vi ikke-tilslørede folk undrer os over, hvad den tilslørede føler, mens den niqab- eller burkaklædte kvinde kan aflæse os andre. Dette er kort sagt ikke undertrykkende for den formummede kvinde, det er undertrykkelse af den ikke-tilslørede person i dialogen.
Til en vis grad er den tilslørede dog også handicappet, men ikke så udpræget. Den tilslørede modtager nemlig udtryk fra os andre, som er anderledes, end hvis vi kommunikerede ligeværdigt. Vores udtryk er dels tvivlende, dels undersøgende og gættende og altså unaturligt fordrejede grundet fraværet af den andens/de andres ansigtsudtryk.
Indiskutabelt er det endvidere, at for eksempel en underviser ikke kan aflæse sin tildækkede elev, eller underviseren kan blive usikker på den fremmødtes identitet. Det er heller ikke fair eller gavnligt for samarbejdet mellem de studerende, at en eller flere deltagere er formummet, og de andre vil bruge for megen energi på fortolkning af dem.
Niqabben og burkaen er et tusind år gammelt beduinsk design, som havde den praktiske betydning, at kvinder – også mænd – skulle beskyttes mod solen og ørkenens sandflugt. Senere blev klædedragten fortolket i en pervers retning, nemlig den, at mænd – som de vilddyr vi er – ikke må se noget af en kvindes hud, for så vil vi gå amok. Dette udgangspunkt er diskriminerende over for os mænd og lader de to køn forblive stivnet i en stereotypi om mænds iboende usædelighed.
Især i vores civilisation er den konkret undertrykkende part den helt tilslørede kvinde, og det er en fejltagelse at betragte hende som undertrykt. Især er danske konvertitter iført niqab eller burka undertrykkende for os andre, de har taget dragten på frivilligt og har ingen undskyldning i form af pres fra muslimske familier og love.
I terrorens tidsalder er det forkasteligt, at man kan gå formummet rundt i det offentlige rum, al den stund en terrorist, mandlig som kvindelig, kan gemme sig med bombebælte eller et gevær bag tilsløringen.
De praktiske, demokratiske og mellemmenneskelige argumenter for at forbyde niqab og burka i det offentlige rum er hinsides religion. Det er et utidigt knæfald for religiøse uvaner, at den danske befolkning generelt set ikke må have tilsløret ansigt i optog og demonstrationer, mens man godt må deltage formummet, hvis man er fra en anden religion end vores kristne.
I et demokrati er vi alle lige for loven, og i straffelovens kapitel 15 paragraf 134b lyder det: ”Den, der i forbindelse med møder, forsamlinger, optog eller lignende på offentligt sted færdes med ansigtet helt eller delvis tildækket med hætte, maske, bemaling eller lignende på en måde, der er egnet til at hindre identifikation, straffes med bøde eller fængsel indtil seks måneder”. Fri os fra sammenrodet af religiøse hensyn og praktiseret demokrati i debat om formummelse.
Eske Holm, forfatter og danser, Teglbakken 21, Rudkøbing