Samfundets overvågning truer den personlige frihed

Hvis vi begyndte at tænke mere på frihed, ville der blive et oprør mod overvågningskameraer og kommunernes forsøg for at få borgere til at anmelde deres naboer for at gøre noget, de ikke må, skriver præst og forfatter Poul Joachim Stender

Danskerne prioriterer lighed, men glemmer at protestere mod den overvågning, der er en trussel mod friheden, mener Poul Joachim Stender.
Danskerne prioriterer lighed, men glemmer at protestere mod den overvågning, der er en trussel mod friheden, mener Poul Joachim Stender. .

VI DANSKERE ser mere til siden end ligeud. Det kan være et stort problem. Vi risikerer nemlig at gå fejl af livet.

En undersøgelse har vist, at vi alle sammen er parate til at gå ned i løn, bare de andre danskere også gør det. Vi er parate til at lade os overvåge af myndighederne gennem alt det, vi gør, bare de andre også bliver overvåget.

Tænk, at vi finder os i at myndighederne med Rejsekortet i fem år gemmer alle oplysninger om, hvor vi har været henne. Det er umuligt at tage til Padborg på luksuskroophold, uden at staten ved det.

Vi kigger hele tiden til siden for at lægge mærke til, om de andre ikke får mere, end vi selv får. Og når man kigger til siden, mens man bevæger sig fremad, risikerer man at gå ind i de mest forfærdelige ting. Eller ligefrem falde i grøften.

Står der ikke i Det Nye Testamente: Når en blind leder en blind, falder de begge i grøften? Det er underligt, at vi som folk er mere optaget af lighed end af frihed. Af ens rettigheder end af kærlighed. Af naboens lyssky gøremål end af, hvad Gud har at sige til os.

Vi har et dansk ord, der hedder sidespring. Og hvis der er noget, vi er gode til her i Danmark, er det sidespring. Og her tænker jeg ikke på utroskab. Men at vi ofte nøjes med sidespring i stedet for hovedspring.

Tag ferien. Vi overskrider ingen grænser, når vi holder ferie. Vi tager til udlandet og er frygtelig aktive hver dag for at få feriedagene til at ligne arbejdsdagene mest muligt. Det hedder aktiv ferie.

Men i virkeligheden har vi slet ikke været ude. Vi har holdt os hjemme hele tiden. Og det er måske grunden til, at Danmark, der er et af de lande i verden, hvor befolkningen tager af sted på de fleste udlandsrejser, alligevel er et lille lukket land, der gasser sig i selvglæde og tror, vi klarer os bedre end andre folkeslag.

Vi tør kun lave sidespring. Ikke det hovedspring ud på bundløst vand, hvor vi vover feriens farligste side. Nemlig at vi, ved ikke at have travlt, kommer til at reflektere over vort liv, vort land og det sted, vi gæster.

Tænk, hvis vi holdt op med at interessere os så meget for, hvad der foregår ved siderne af os, og så fremad og syntes, at det var vigtigere at leve et liv med frihed end med lighed. Der ville blive revolution mod kommunernes knapper på hjemmesiderne, hvor man kan anmelde naboerne for at gøre noget, som de ikke må gøre. Der ville blive oprør over overvågningskameraerne. Der ville blive massedemonstrationer mod Facebook, Instagram og Twitter, der dybest set er blevet den digitale måde, vi hele tiden holder øje med, om de andre får noget, som vi ikke gør.
 

Supermans kæreste hedder Lois Lane. I en af Superman-filmene opdager hun, at Clark Kent er Superman. Fra 10. etage kaster hun sig på hovedet ud af vinduet. Hun er 100 procent sikker på, at Superman vil redde hende.

Hendes kærlighedsforhold til ham er ikke et sidespring. Men et hovedspring, som al ægte kærlighed er. Og hvorfor nævner jeg det? Jo, vi danskere skal til at se fremad mod store idealer som frihed, kærlighed, tro i stedet for lighed, millimeterdemokrati og rettigheder.
 

Vi skal vove Lois Lanes hovedspring, hvor vi i blind tiltro til, at det nok skal gå godt, kaster os ud i farlige kærlighedsforhold. Vi skal vove det hovedspring, det er, at leve livet med store tanker og idealer og lyst til mad og drikke og elskov.

Og måske mest af alt. Vi skal vove det hovedspring, det er at tro på Guds søn, Jesus Kristus. Han skal nok tage vare på os, når vi kaster os på hovedet ud i et liv, som vi vil have skal være fuldt af frihed, kærlighed og tro.

Poul Joachim Stender, præst og forfatter, Bogøvej 1, Kirke Saaby