Lillian Bondo har tidligere været fortaler for at bevare abortgrænsen. Nu har hun skiftet mening

I dag er det 50 år siden, at retten til abort blev fri. Lillian Bondo, jordemoder og tidligere formand for Jordemoderforeningen, har tidligere været fortaler for at bevare abortgrænsen på 12 uger. Nu har hun skiftet mening

Lillian Bondo oplevede som 18-årig på egen krop, hvordan det føltes at frygte konsekvenserne af en uplanlagt graviditet. Hun var dog ikke gravid, skriver den tidligere formand for Jordemoderforeningen.
Lillian Bondo oplevede som 18-årig på egen krop, hvordan det føltes at frygte konsekvenserne af en uplanlagt graviditet. Hun var dog ikke gravid, skriver den tidligere formand for Jordemoderforeningen. . Foto: Leif Tuxen.

Som 18-årig vendte jeg hjem fra et ophold i Frankrig – med skuffet forelskelse og bange for at være gravid. Da jeg tog mig sammen til at fortælle min mor, at min menstruation var forsinket, og at jeg troede, at jeg kunne være blevet gravid, blev hun så påvirket, at hun stak mig en lussing. Vistnok den eneste nogensinde.

Jeg havde opholdt mig tre måneder i Nantes, hvor jeg arbejdede på fabrik, mens alle mine frie timer gik med at være sammen med vennerne, inderligt forelsket i en af dem.

Men før jeg skulle rejse hjem, gjorde han det klart, at det ikke skulle være os to. Da jeg efter lussingen hjemme i Odense gik til lægen, skældte også lægen ud, men fortalte så, at jeg ikke var blevet gravid.

Min mor skal ikke have onde ord med på vejen over den lussing. Vi var lige forskrækkede, og det var et kæmpe chok for hende at se i øjnene, at jeg eventuelt skulle have min livsbane ændret afgørende af ungdommeligt letsind.

Det fik jeg ikke, men jeg glemmer aldrig den kortvarige fornemmelse af, at jeg kunne være overladt til enten at spille psykisk syg, til risikoen ved en illegal abort – eller til et ændret liv som ung enlig mor. Jeg lærte herefter at beskytte mig.

Få år efter min mors spontane udbrud af angst på mine vegne fik vi indført fri abort i Danmark. Nøjagtig 50 år siden i dag.

Aborttallet var højt de første år, men så faldt det støt, og i dag er antallet af registrerede aborter det halve af, hvad det var i tiden efter frigivelsen. Omkring 15.000 aborter om året. Lad mig med det samme sige, at jeg er inkarneret tilhænger af muligheden for fri abort. Jeg finder, at abort er og bliver en nødløsning, men en nødløsning, som skal være der for at undgå tidligere tiders uønskede børn, ulykkelige skæbner, illegale aborter med meget mere.

Grænsen for det frie valg af abort – det, hvor man ikke skal begrunde over for andre end sig selv, at man ikke skal være mor nu – ligger i dag, ligesom i 1973, ved graviditetens 12 fulde uger.

Grænsen ved 12 uger blev sat, fordi man anså dette tidsrum som sikkert for kvinden. Bivirkninger er sjældne, og efterfølgende graviditeter kan foregå, uden at aborten har påvirket negativt. I dag har man også medicinsk abort, som er et godt alternativ.

Nogle kvinder opdager ikke, at de er gravide, før tidsgrænsen på 12 fulde uger er overskredet, og hvis graviditeten ikke alene er ubelejlig, men en personlig katastrofe, så er de blandt dem, der søger abort hos et samråd, en institution i skikkelse af tre fagpersoner, der afgør, om kvinden må få en abort.

Også den kvinde eller det par, der har takket ja til fosterdiagnostik, og som får den ubærlige besked, at der er noget alvorligt galt med fostret, må gennem et samråd og er afhængige af, at samrådets tre personer mener det samme som den abortsøgende kvinde eller parret – nemlig at dette foster, der ellers var ønsket, ikke skal fødes, fordi dets liv tegner til at blive for fuldt af operationer – eller er en belastning for barnet selv, for søskende og forældre.

Forældre til disse sent aborterede fostre sørger. De fleste tager ikke afsked med et foster, men med et barn. De begraver deres alt for tidligt fødte, misdannede barn. Deres barn med den alvorlige kromosomafvigelse. Så det er bestemt ikke lette valg.

"Lad os tro på, at kvinder vælger det, der er bedst for dem selv og deres livsforløb," skriver Lilian Bondo (Arkivfoto).
"Lad os tro på, at kvinder vælger det, der er bedst for dem selv og deres livsforløb," skriver Lilian Bondo (Arkivfoto). Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix.

Undertiden kommer der en besked om, at det valg, som den gravide kvinde og hendes partner har truffet, ikke deles af samrådet. Der findes dog ikke en ”positiv-liste”, altså en liste over acceptable og ikke acceptable grunde til sen abort. Det er relativt. Forskere har påvist, at samrådene har forskellig praksis på landsplan. En kvinde kan således stå med en besked om, at hendes foster har et fysisk handicap, som hun mener er svært, og som for hende betyder, at hun må søge om abort, men at samrådet ikke vil give tilladelse til abort – en sag, som muligvis var blevet bedømt anderledes i en anden region.

Et nyligt tilfælde endte med, at Abortankenævnet omstødte et afslag. Andre kvinder er rejst til udlandet for at få lov til at fravælge et ellers stærkt ønsket barn med en svær tilstand. Det er en smertelig proces, og den træffes for det store flertals vedkommende absolut ikke let.

Nogle kvinder og par vil aldrig vælge abort som en løsning. Det byder dem imod af religiøse eller etiske årsager. Enkelte kvinder gennemfører endog en graviditet trods viden om, at deres foster har misdannelser, der gør, at barnet aldrig vil kunne leve uden for livmoderen.

Det respekterer jeg, selvom jeg også som jordemoder har været vidne til den øgede risiko for kvinden selv, som en sådan graviditet kan medføre, for eksempel med stærkt øget fostervandsmængde og belastning af moderens fysiologi.

Ligeledes respekterer jeg kvinders ret til at bestemme over egen krop i forhold til at afbryde en graviditet.

Jeg har tidligere været fortaler for, at man skulle opretholde 12-ugersgrænsen og sikre den bedste praksis for samrådsaborter, fordi jeg fandt, at samfundet skulle være med til at bære ansvaret for det, som er svært.

Men det danske samfund har siden 2004 tilbudt fosterdiagnostik til alle kvinder under det forklæde, der hedder informeret valg. Faktum er imidlertid, at tilbuddet har formet sig, så det er blevet indlejret i vordende forældre at betragte en graviditet som usikker, indtil man har fået ”det blå stempel” gennem 1.-trimesterscanningen efter 13 uger og 2.-trimesterscanningen efter 19 uger. ”Man skal da scannes, ikke?”, spørger de.

I dag tilbyder vi altså kvinden at tjekke, om hendes foster er forventet velskabt og rask. Hvorefter vi som samfund fratager kvinden muligheden for selv at tage stilling til, om hun vil gennemføre graviditeten med de udfordringer, som fostret måtte have.

Påvisningen af, at der er forskellig bedømmelse i forskellige egne af landet, og det forhold, at kvinder har fået ansvaret for at tage en række valg, peger på rimeligheden i at acceptere, at kvinder selv kan tage stilling til, om de vil gennemføre en graviditet.

I vores naboland Sverige fungerer en 18-ugersgrænse godt, uden at antallet af meget sene aborter ligger højt. Det er stadig således, at en kvinde, der vælger ikke at blive mor, vælger den tidlige abort. Langt flertallet af ønskede aborter ligger før ni uger.

Lad os tro på, at kvinder vælger det, der er bedst for dem selv og deres livsforløb. Hæv grænsen for fri abort i hvert fald til 18 uger for den kvinde, hvor det er selve moderskabet, der fravælges, og til efter diagnostik, det vil sige op til 22 uger, når fostret fejler noget. Og giv bedre rådgivning om de gode liv med mindre handicap.

Hvis vi vil gøre det bedre på abortområdet, end vi gør det lige nu, så er der især ét forhold, vi kan forbedre: Vi kan vejlede unge mennesker bedre på vej ind i seksualliv og selvforståelse.

Opret ungdomsmodtagelser, der er tilgængelige for alle unge i landet og bemandet med professionelle: En jordemoder som ankerperson, bakket op af socialrådgiver, sundhedspleje, gynækolog og psykolog. Det er påvist at man kan nedbringe antallet af sene aborter i den model, som Herning og Halsnæs har arbejdet med.

Her som på mange andre områder i et velfærdssamfund gælder det: Giv viden, og vis tillid til, at mennesket selv har noget at skulle have sagt. Så får vi færre problemer på langt sigt.

Dette er en kronik. Kronikken er udtryk for skribentens egen holdning.