Lillian Bondo: I stedet for nytårsforsæt om mad eller alkohol, så brug da kræfterne på dialog og respekt

I stedet for at spise sundere og droppe alkohol i det nye år kunne man bruge kræfterne til at kommunikere mere åbent og tolerant, skriver Lillian Bondo

I stedet for nytårsforsætter om mindre mad eller alkohol kunne man måske satse på at blive bedre til at tale sammen og respektere hinandens synspunkter. Have en reel dialog, foreslår Lillian Bondo.
I stedet for nytårsforsætter om mindre mad eller alkohol kunne man måske satse på at blive bedre til at tale sammen og respektere hinandens synspunkter. Have en reel dialog, foreslår Lillian Bondo.

Lige før nytår lød en morgen et sfærisk hyl fra førstesalen i vores lille bolig. Det var mig, der hylede.

Jeg havde gået rundt om badevægten i måneder og tænkt: Skal/skal ikke stå på den? Nu tog jeg mig så sammen i anledning af nytåret med den bagtanke, at man jo skal finde et eller andet, man kan gøre bedre (som om der ikke er rigeligt), og var vægten nu steget, så kunne jeg kaste mig over at gøre noget ved det.

Hylet skyldtes, at jeg vejede det, som jeg helst ville veje. Ikke mere, ikke mindre. Jeg var overrasket, men lettet.

Men så skulle jeg jo finde på andet – eller skulle jeg det? Jeg har aldrig været den store fan af nytårsforsætter. Et par gange i mit liv har jeg meldt mig til noget mere intens motion til januar, og det har så medført en støt stigende… indtægt til motionscenteret uden ekstra anstrengelser på deres side, indtil jeg indså, at det blev nok ikke lige mig, der kom til at tage prisen for bedste fremmøde og største muskeltilvækst.

Hvid januar? Altså ikke at røre alkohol i en måned? Sikkert meget sundt, men jeg er glad for et par glas hvidvin i løbet af en uge, og jeg har ikke gener af det.

Røgen blev lagt på hylden, da jeg ventede første barn i 1977, og fødeindtaget er gradvist blevet lidt sundere, grønnere og mere sparsomt med tiden, men aldrig på grund af et årsskifte.

Kunne jeg arbejde mig i retning af noget anderledes i forbindelse med årsskiftet – så var det nok noget med at bruge kræfterne til at kommunikere mere åbent og tolerant. Jeg stiller ofte min facebookprofil til rådighed for debat om fødselshjælp, og der kan være meninger, der brydes, men næsten altid på en måde, hvor man accepterer uenigheden.

Senest har jeg dog oplevet, at udsagn om vaccination har givet anledning til en debat, hvor jeg nok selv har kaldt på vreden hos de af mine kontakter, som er imod vaccination, i hvert fald vaccination på egne vegne. De har følt sig latterliggjort og hængt ud. Det har ikke været min hensigt, men det er det, jeg har opnået. Jeg ser også i stigende grad andre venner lukke for den debat eller afslutte facebookkontakten med mennesker, der har den forkerte holdning – altså den, der er anderledes end deres egen.

Hvordan kommer vi i en reel dialog om dette emne?

Jeg accepterer ikke argumentet om, at vi kun kan styrkes gennem naturlig immunitet mod for eksempel mæslinger, opnået igennem et ubehageligt, farligt, invaliderende eller dødeligt sygdomsforløb – alt selvfølgelig nævnt i forhold til faldende forekomst.

Jeg har selv den holdning, som jeg før har givet udtryk for på disse linjer, at vacciner er af det gode, og at man har en forpligtelse til at være med til at pakke andre ind mod infektion ved at tage mod vacciner, når man kan tåle dem.

Jeg tror, at det er så enkelt, at smitterisiko minimeres, og sygdomsforløb lettes gennem intens og høj vaccinedækning. Men at sige, at alle, der mener noget andet, kan sammenlignes med den, der forsvarer sin vandladning i svømmebassinet med, at ”jeg jo bare tisser her i mit eget hjørne” er måske ikke befordrende for den gode dialog.

En 12-årig reporter på Børneavisen spurgte i december til et af de højt profilerede pressemøder, hvorfor børn, der ikke bliver særligt syge, skulle vaccineres, når det var mere logisk, at alle voksne stod sammen om (selv) at blive vaccineret.

Årets skarpeste spørgsmål efter min mening; og et spørgsmål, der burde få alle voksne til at tænke én gang til over, om der måske var ét nytårsforsæt, der var værd at tage med: Pas på hinanden – og lyt til hinanden.

Glædeligt 2022!

Etisk set skrives på skift af rektor for Designskolen Kolding Lene Tanggaard, højskolelærer, ph.d. Christian Hjortkjær, familierådgiver og forfatter Lola Jensen, leder af Center for Grundtvigforskning ved Aarhus Universitet Katrine Frøkjær Baunvig og tidligere formand for Jordemoderforeningen Lillian Bondo.