Tanker om en islamist på 16 år

Den sachsiske by Pulsnitz er i disse dage på alles læber

Byen Pulsnitz i Sachsen blev pludselig berømt, fordi det var herfra, at en 16-årig tysk pige, der havde tilsluttet sig Islamisk Stat, stammer. Hun blev taget til fange af irakiske tropper i den irakiske storby Mosul. –
Byen Pulsnitz i Sachsen blev pludselig berømt, fordi det var herfra, at en 16-årig tysk pige, der havde tilsluttet sig Islamisk Stat, stammer. Hun blev taget til fange af irakiske tropper i den irakiske storby Mosul. – . Foto: Sebastian Willnow/dpa/AP/ritzau.

Alle ved, hvordan Mosul ser ud – sådan omtrent som Berlin i maj 1945. Så her er i stedet et foto af den lille sachsiske by Pulsnitz. Byen er i disse dage på alles læber, ikke på grund af dens i øvrigt vidt berømte peberkager, men på grund af en ung pige, Linda W.

I fjor, da Linda W. endnu blot var 15 år, stak hun af hjemmefra og fløj via Frankfurt til Istanbul. Derfra blev hun af andre ført til Syrien, hvorefter hun endte i Mosul i Irak. For to uger siden fandt irakiske soldater hende i nogle gange under byen, hvor hun opholdt sig med nogle andre unge piger. I favnen havde Linda W. en baby, måske hendes egen, som hun havde fået sammen med en jihadist, der nu er død.

Foreløbig må Linda W. blive i Irak, hvor hun er mistænkt for at have tilsluttet sig terrormilitsen Islamisk Stat. Senere kommer hun sikkert tilbage til Tyskland, hvor der også venter hende en straffesag. I den sidste ende kan det være, hun vender hjem til Pulsnitz. ”Das hier ist doch ihre Heimat” (Her er stadig hendes hjem), som et bysbarn i dag siger til Sächsische Zeitung. Andre ønsker, at hun rådner op i et irakisk fængsel.

Når jeg ser fotoet af Linda W., der føres bort af irakiske soldater, mens andre ivrigt fotograferer hende, har jeg svært ved at føle andet end mistrøstighed. Hun er 16 år, en pubertetspige, der er blevet fristet af islamistisk radikalisme på nettet. En pige, der tilsyneladende har haft store vanskeligheder hjemme, ”in ihrer Heimat”, i Pulsnitz. Meget ved vi ganske vist ikke om hendes baggrund, men der skrives om en stedfar, der i mellemtiden har forladt hendes mor. Ja, selvfølgelig skal hun dømmes, når hun er over den kriminelle lavalder, men en dom udelukker ikke empati og forsøget på at resocialisere hende.

Linda W. minder mig om en, jeg kendte, som for et par år siden døde som 90-årig. Ebba Mørkeberg, født Mikkelsen. Som 16-årig meldte hun sig i 1940 ind i det danske naziparti. Et halvt år senere rejste hun til Kassel i Tyskland for at arbejde som Haustochter hos en lille familie. I 1943 meldte hun sig som frivillig til Tysk Røde Kors.

Præcis på toårsdagen – den 2. maj 1945 – blev hun i nogle gange under Pariser Platz i Berlin voldtaget af en russisk soldat, efter Hitlers hovedstad var faldet. Senere blev hun ført til Moskva, hvor hun sad interneret indtil oktober samme år, da hun fik lov at rejse hjem til Danmark. Dér holdt hun meget lav profil, fortrængte sit medlemskab af DNSAP, levede i mørket – men tog endelig som gammel kone bladet fra munden og fortalte mig sin historie (hvilket blev til biografien ”Sygeplejerske i Det Tredje Rige – en danskers historie”).

Nej, ungdom er ikke nogen undskyldning, som Ebba sagde. Men den er heller ikke nogen forbrydelse. Mennesket er sårbart, ikke mindst mens det er ungt, og sjælen ubefæstet.

Ebbas familiemæssige baggrund var ikke den heldigste med en psykopatisk far. Stort hjalp det hende heller ikke, at hjembyen – en lille by i Vestjylland, nemlig Tarm, der fint kan sammenlignes med Pulsnitz i Sachsen – vendte hele hendes familie ryggen, da faderen i 1938 meldte sig ind i nazistpartiet. Sten blev kastet gennem ruderne til hjemmet midt om natten, igen og igen, selvom psykopaten i øvrigt ikke gjorde noget ulovligt. Ebba måtte flere gange ud og vaske menneskelige ekskrementer af trappestenene. Selv var hun, som et af hendes bysbørn senere sagde, ”ikke noget at samle på”. Man havde gerne set, at hun var rådnet op i Rusland.

Gudskelov kom Ebba hjem, ikke til Tarm, men til Odense og siden til Lille Kregme, hvor hun blev gift med en tidligere modstandsmand og fik tre dejlige døtre.

Intet menneske har beriget mig så meget som Ebba, intet menneske har jeg mødt, der som hende gik i rette med sig selv, skammede sig over sin ungdoms forsyndelser – og på enhver tænkelig måde søgte at gøre bod for dem. Intet menneske er en ø, har man sagt – men heller intet menneske er en klippe, der ubevægeligt og ubevægelig forbliver den samme fra evighed til evighed.

Måtte Linda W. finde hjem – wo auch immer ihre Heimat ist!

Peter Tudvad er forfatter og filosof. Indlægget har været bragt på Peter Tudvads Facebook-profil.