Situationen i psykiatrien svarer til et hus hvis tag er gennemhullet. Der lappes lidt hist og her, men investeringen er ikke stor nok til, at taget kan udskiftes. Det har store konsekvenser for os patienter.
Region Hovedstadens psykiatri er presset til det yderste. Zoomer vi ind på spiseforstyrrelsesbehandlingen, er det foruroligende. Jeg har været patient i systemet i mange år og kan via egne og andres erfaringer udtale mig om, hvordan det fungerer – eller rettere: ikke fungerer.
Dødeligheden for patienter med anoreksi er halveret på 25 år, men netop denne diagnose har til stadighed den højeste dødelighed af alle psykiatriske diagnoser. Fire i min omgangskreds i behandlingssystemet har inden for de seneste 10 måneder valgt livet fra. Bliver man virkelig først taget alvorligt den dag, man er taget herfra? Bliver der først troet på den store indre smerte, som vi patienter oplever, når det er for sent? Er det dét, der skal til, før behandlere, samfund og politikere åbner øjnene og tager situationen alvorligt? Jeg håber, samfundet kan vækkes på anden vis, og at psykiatrien kan få en anden tilgang til os patienter. Denne kronik er mit forsøg på at sætte lys på problematikken.
Jeg tror på, at de fire unge kvinder, som har begået selvmord, kunne være reddet eller havde haft bedre chancer, hvis systemet ikke var så firkantet. Rigtig mange patienter inden for spiseforstyrrelsesområdet har flere diagnoser og ting at slås med. Jeg er selv i en behandling, som ikke kan håndtere, at PTSD og en tilknytningsforstyrrelse er en del af mit sygdomsbillede. Jeg sidder tilbage med en følelse af at være forkert, siden behandlingen ikke tager hensyn til mine behov og problematikker og ikke formår at se mig som et helt menneske. Tænk, at jeg som døgnindlagt patient skammer mig over ikke at passe ind i det behandlingssystem, jeg tilbydes.
Mange patienter sidder ligesom mig tilbage med en følelse af, at de er forkerte, og at psykiatrien hverken kan eller vil rumme dem. Men hvad nu, hvis behandlingssystemet ikke brugte så meget energi på at få patienterne til at passe ind i den samme model? Hvad nu, hvis man fokuserede på at hjælpe mennesker med differentierede problematikker og behov, som de vidt forskellige mennesker vi jo er?
I snart 15 år har systemet været en del af mit liv i større eller mindre grad. I alle årene har jeg kunnet mærke, at systemet og de professionelle behandlere virkelig vil mig det bedste, tror på mig og tror på, at jeg kan hjælpes til at blive rask. Det har givet mig håb og gjort det nemmere at samarbejde. Men hvad så, når behandlingen og tilgangen ændrer sig så radikalt, som jeg oplever det nu, og ressourcerne samtidig bliver mindre?
I 2018 fusionerede al psykiatrisk behandling af spiseforstyrrelser i Region Hovedstaden på Psykiatrisk Center Ballerup, hvilket har ført til både nedskæringer og omstruktureringer. I dag opleves det som et indspist behandlingsmiljø, hvor patienter efter forgodtbefindende sendes rundt mellem afdelingerne. Passer man som patient ikke ind i behandlingens forståelsesramme, er der således ikke mulighed for at modtage psykiatrisk behandling for sin spiseforstyrrelse i regionen. Det bliver yderligere problematisk, da de færreste har økonomi til at betale psykiatrisk behandling i privat regi, hvor særligt specialiseret spiseforstyrrelsesbehandling er ekstraordinært dyrt.
Fire i min omgangskreds i behandlingssystemet har inden for de seneste ti måneder valgt livet fra. Bliver man virkelig først taget alvorligt den dag, man er taget herfra?
Jeg har på egen krop oplevet, hvordan ledelsen og dermed også tilgangen til patienterne ændres fra den ene dag til den anden. Det drejer sig om markante ændringer, som har stor indvirkning på patientforløbene uden hensyntagen til igangværende behandlingsforløb. Strukturomlægningsproces og efteruddannelse af personale er forklaringen, når vi patienter undres over den nye, uforståelig patienttilgang.
Jeg har mange bekymringer om, hvad den nye tilgang kan få (og allerede har) af konsekvenser for os patienter. Hvad sker der med alle de patienter, der venter på en plads, når antallet af sengepladser på det intensivt lukkede afsnit for spiseforstyrrelser for nylig er gået fra 11 døgnpladser til seks, foreløbig gældende i seks måneder? Hvad med dem, der udskrives, før de er klar, fordi der står en anden i kø til sengen? Hvad med dem, der udskrives direkte fra døgnstøtte til at klare alt på egen hånd?
En ting er plads og normeringer, noget andet er behandlingen. Hvornår blev fokus udelukkende, at vægten skal normaliseres? Jeg troede, at fokus i psykiatrien netop var på det hele menneske, på vores sind og ikke kun vores fysiske tilstand. Nuvel, vi kan alle være enige i, at vægtøgning og stabilisering af den somatiske tilstand er det vigtigste i første omgang. Men hvad sker der, når hovedet ikke er fulgt med? Hvad sker der, når man som patient kommer ind, dårligere og dårligere fra gang til gang, og mister troen på systemet og muligheden for bedring, helbredelse eller et mere tåleligt liv? Hvad sker der, når man for eksempel beder om nogle vigtige uger på stabilisering, men – som jeg oplevede det – får meldingen: ”Du er færdigbehandlet” eller endnu værre: ”Der er lang venteliste”? Jeg ved, at jeg ikke er den eneste, der har fået denne besked. Skal man nærmest stå med det ene ben i graven for at kunne få eller beholde sengepladsen?
Psykiatrisk Center Ballerup valgte at udskrive mig, inden de nødvendige kommunale indsatser omkring støtte var sat i værk med beskeden om, at jeg kunne tage på hotel, mens jeg ventede på en plads på det bosted, som behandlingen selv udtrykte var en forudsætning for, at jeg kan lykkes i videre ambulant behandling. Alternativt kunne jeg blive overflyttet til almenpsykiatrien, hvor jeg igennem mange år har måtte erfare, at de ikke har den nødvendige ekspertise til at støtte spiseforstyrrede patienter, lige meget hvor gode intentionerne er. En sådan erfaring føles snarere som at blive gjort til del af en kamp om, hvis kasse pengene skal tages fra, end som en afvejning af, hvad der gavner den enkelte patient.
Jeg er målløs! Målløs over behandlingens utilstrækkelighed! Foruroliget over systemets manglende evne til at samarbejde. Skræmt over at man skal kæmpe så meget for sin sag, når man er syg og længst nede. Jeg er chokeret over, hvordan man i et velfærdssamfund kan behandle psykisk sårbare mennesker så utilstrækkeligt. Jeg er ulykkelig over min situation, og hvordan jeg flere gange dagligt i bogstaveligste forstand forsøger at råbe de mennesker op, som burde hjælpe mig. Jeg er opgivende og angst over at se, hvordan systemet taber den ene spiseforstyrrede patient på gulvet efter den anden. Jeg forstår godt, hvor tanken om at vælge livet fra kommer fra. Man føler sig gennemsigtig, forkert og alene i et helt utilstrækkeligt system.
Psykiatrien er forsømt. Det er symptombehandling og brandslukning, hvor man synes klar til at prioritere det at effektivisere og få flere patienter igennem ved hjælp af strukturomlægninger, lappeløsninger, brandslukning og genindlæggelser, mens man behændigt undlader at anerkende individuelle behov, og vinklen bliver: One size fits all.
Kan det virkelig ikke gøres bedre? Jo, det kan! Jeg beder til, at nogen griber de mange muligheder for at gøre det bedre. At der kommer flere ressourcer til psykiatrien, at samarbejdet bliver bedre mellem de forskellige instanser, og at man ser mere nuanceret på den enkelte patient. Jeg glæder mig til den dag, hvor fokus ikke udelukkende er på kroner og kilo. Hvor slutbemærkningen efter endt indlæggelse ikke er ”på snarligt gensyn”, men en reel udskrivning til et bedre liv.