Lisbeth Zornig Andersen: Det er ikke børnene, men vores samfund, den er gal med

Nye tal fra Kommunernes Landsforening viser, at flere end hvert syvende barn får stillet en psykisk diagnose, og det vidner om, at vi har fået skabt et samfund, der tidligt lægger et ekstremt pres på os, mener forfatter Lisbeth Zornig Andersen

”Vi har allesammen et ansvar for at skabe et samfund, hvor det er rart at være barn – selvom man har en diagnose – hvor alting ikke er en kamp, og man kan fokusere på at lave lektier og lege med sine venner,” siger forfatter og debattør Lisbeth Zornig Andersen. – Arkivoto: Christian Lindgren/ Ritzau Scanpix.

Lisbeth Zornig Andersen, nye tal fra Kommunernes Landsforening viser, at andelen af 17-årige, der har eller har haft en psykisk diagnose, er steget fra 11 til 15 procent de seneste syv år. Hvad tænker du om det?

Det er selvfølgelig positivt, som mange eksperter pointerer, at vi er blevet markant bedre til at få øje på og diagnosticere udfordringer i en tidlig alder. Men for mig at se ændrer det ikke ved det faktum, at det er skræmmende høje tal. Børn får jo ikke stillet en diagnose, hvis ikke det er, fordi de har nogle vanskeligheder, som gør livet lidt sværere end for andre børn. Og det er virkelig tankevækkende, at så mange børn og unge i vores samfund mistrives.

Hvorfor tror du, at der er så mange børn og unge, der har ondt i livet?

Jeg har enormt stor sympati, omsorg og hjerte for både de her børn og deres forældre. Det er rædselsfuldt for en familie at skulle håndtere de her diagnoser – ikke mindst fordi der er så megen skyld forbundet med dem. I mit arbejde har jeg mødt rigtig mange forældre, som er usikre på, hvorvidt de gør nok eller for lidt. Om de presser deres børn for meget eller ikke presser dem nok. Men i virkeligheden handler det om noget helt andet end forældre, der ikke kan tage vare på deres børn.

Det er nok et meget godt tidspunkt at sætte spørgsmålstegn ved, om det er børnene eller samfundet, der er noget galt med. Er det vores børnepopulation, der udvikler sig på en måde, så de er mere sårbare over for psykiske udfordringer? Eller reagerer de ganske enkelt på det samfund, de vokser op i? Når flere end hvert syvende barn får stillet en diagnose, så mener jeg, det vidner om, at der er noget helt galt med den måde, vi har indrettet vores samfund på.

Én af de diagnoser, der er øget markant siden 2012, er angst, som er steget med 83 procent. Hvad siger det om måden, vi har indrettet os på, mener du?

Da jeg var formand for Børnerådet, var vi i samarbejde med Københavns Universitet med til at lave den første større undersøgelse af, hvor mange børn der kunne få en angstdiagnose i Danmark, hvis det blev udredt. Og her nåede vi frem til, at cirka 100.000 børn kunne få en angstdiagnose. Det vil sige, at hvert 10. barn i en skoleklasse mistrives i en sådan grad, at det kræver behandling. Og når så mange danske børn oplever angst, så tror jeg, det skyldes, at vi har fået skabt et samfund, der meget tidligt lægger et ekstremt pres på individet. Jeg har selv fem børn mellem 18 og 31 år. Og på nogle områder har min ældste søn været langt mere privilegeret end min yngste søn. Han har slet ikke mødt det samme psykiske pres i forhold til sociale medier, skole og samfundets forventninger til ham. Og det er bare på 13 år. Der er ikke tale om et individuelt problem. Det handler ikke om enkelte forældre, der er for lidt sammen med deres børn og for optaget af sig selv. Det er et samfundsproblem.

Du har i årevis advokeret for vigtigheden i at bryde tabuer. Hvordan tror du, det påvirker børnene, når de får en betegnelse på deres udfordringer?

Der er fordele og ulemper ved diagnoser. Og jeg forstår godt, at man søger en diagnose, når man oplever store udfordringer. Den kan give ro, afklaring og føre til en eventuel behandling. Og selvom nogle mener, at det kan betyde, at visse forældre hellere vil have deres børn diagnosticeret end at se deres forældreskab i øjnene, så er det slet ikke sådan jeg ser det. Omvendt kan der også følge en masse ulemper med diagnoser. Mange oplever ikke bare stigma fra omverdenen, men selv-stigma, som får dem til at tvivle på sig selv: Kan jeg klare den her situation, når jeg har en angstdiagnose? Kan jeg gennemføre gymnasiet, når jeg har adhd? Det er følelsen af at møde lukkede døre, før man rigtig er kommet i gang med livet.

Hvad er løsningen på det her, tror du?

Samfundsmæssigt kræver det, at vi kommer stigma til livs med stor viden på området, sikrer gode behandlingsmuligheder og ordentlig støtte til forældrene. Ser man på angst, så er det heldigvis en af de letteste lidelser at kurere, hvis man tidligt bliver udredt og kommer i behandling, mens adhd kræver længerevarende støtte. Jeg har været tæt på en familie med adhd hos børnene, som ikke har adgang til kompetence-hjælp, medmindre de køber sig til kurser hos Adhd-foreningen. De får måske tilbudt medicin ved udredningen, og så må de ellers selv finde ud af det. Og det synes jeg slet ikke er godt nok. Når alt overskud går til at undgå daglige konflikter og fortvivlelse, er der dårligt meget tilbage til at gå på kompetencekurser.

Hvor ligger ansvaret?

Vi har allesammen et ansvar for at skabe et samfund, hvor det er rart at være barn – selvom man har en diagnose – hvor alting ikke er en kamp, og man kan fokusere på at lave lektier og lege med sine venner. Når det så er sagt, kræver det også, at der politisk afsættes ressourcer til området, så de enkelte familier får den rette støtte, og så man sikrer, at børnene bliver mødt med et individuelt blik. De skal ses på deres personlighed, deres forskellige vanskeligheder og styrker. Man er jo ikke ét slags barn, fordi man har adhd eller angst. Og det skal vi holde fast i. Det kræver en individuel tilgang til et samfundsmæssigt problem.

Desværre møder jeg ikke så mange politikere, som kæmper for børn med handicap. Der er politikere, der fokuserer på anbragte børn, børn af anden etnisk baggrund og børn af alkoholikere. Og det er fantastisk. Men jeg savner nogle, der gør de børn, der lever med psykiske lidelser, til deres mærkesag. Der er trods alt tale om 17 procent af en børnebefolkning på cirka én million. En meget stor gruppe, som lige nu ikke får så megen opmærksomhed. Vi har omkring 12.000 anbragte børn i Danmark. Nu har vi 170.000 børn med diagnoser. Måske skulle man prøve at prioritere sine kræfter lidt anderledes.