Moderne mennesker er alt for optagede af deres egen fremtid, og det har skabt en kultur af kollektivt hukommelsestab.
Sådan lyder i korte træk argumentet i litteraturprofessoren Francis O’Gormans seneste bog ”Forgetfulness. Making of the Modern Culture of Amnesia” (Glemsomhed. Tilblivelsen af den moderne kultur af hukommelsestab).
Men hvad er det så for nogle ting, vi glemmer?
”Det handler om den moderne optagethed af den fremtid, der måske eller måske ikke venter. Så det er ikke så meget, hvad vi glemmer, men hvad der optager os. Det ligger i talrige lag i den moderne kultur og det daglige liv, hvor vi ikke har tid til at huske,” forklarer Francis O’Gorman, som siger, at mennesket er som en guldfisk, der svømmer rundt i sin glasbowle, som ser ud på den umiddelbare verden.
”På sin vis er det et spørgsmål om menneskelig integritet og mod. Vores evne til at tænke over ting er formindsket, og vi er i stedet optaget af de kulturelle og teknologiske kræfter. Der er et væld af faktorer. Bare se på transport, hvordan verden har mere fart på, og vi hele tiden er fokuserede på, hvad der skal ske,” fortsætter Francis O’Gorman, som ser det udspille sig i form af personlige udviklingsplaner og planer for fremtiden.
Han trækker på litteratur, kultur, skuespil, store historiske begivenheder og religion og særligt kristendom i forsøget på at vise og forstå, hvorfor vi er så fokuserede på at se frem, at vi glemmer at dykke ned i fortiden.
”På makroniveau har jeg forsøgt at finde en tid, hvor den mentale møblering var radikalt anderledes end i dag, og her maler jeg med den brede pensel. Men i antikken var der i den menneskelige kultur stor opmærksomhed omkring familiemedlemmer og forfædre. Og det stod stærkt i deres bevidsthed. Det betyder ikke, at jeg siger, at det også er sådan, vi skal leve i dag. Men jeg bruger det til at tænke over, hvordan det ændrede sig. Han ser et stort skifte skete med kirkefaderen Augustin af Hippo, der levede fra 354 til 430.
”Som jeg læser Augustin, så er der et skifte væk fra den hedenske tænkning om at se tilbage i tiden til et fokus på håb. På at blive forenet med Gud i en salig evighed. Og det er et stort skifte i, hvordan mennesker i Vesten tænkte over tid,” siger Francis O’Gorman.
Han understreger, at det ikke det samme som at sige, at kristne er mere historieløse eller ikke respekterede fortiden.
”Tag bare De Ti Bud, som er et dokument, der holder os fast i den forhistoriske verden. Og vi gentager dem, og i gudstjenesterne er der en aktiv gentagelse, så kristendommen er ikke helt ligetil. Men med Augustin ændrede de retningen i kompasset, hvilket er vigtigt,” fastslår litteraturprofessoren, der selv er kristen.
På tilsvarende vis argumenterer han også for, at den samme tendens var vigtig under Reformationen.
”Arven fra reformationstanken er også billedstormen, hvor ting fra fortiden som altre blev ødelagt. Det har en særligt mening og resonans i den kristne tro. Og det går ind i den sekulære verden. Det, vi fundamentalt set har brug for, er forandring,” siger Francis O’Gorman, som også i bogen citerer fra Søren Kierkegaards ”Gentagelsen”, hvor gentagelse gør en person glad, mens han bliver ulykkelig af at erindre.
På spørgsmålet om, hvordan glemsomhed skal ses i relation til en kristen syndsbevidsthed om at erkende og erindre sine synder, medgiver han, at det ikke er en ligetil historie.
”Men jeg er interesseret i troens narrativ om at bryde med fortiden. Det, kristendommen gør ved os, er at give os følelsen af, at vi kan starte igen. Og det er lidt som i en freudiansk psykoanalyse, hvor fortiden er problemfyldt, og fremtiden er fri for problemer. Det samme er muligt i det menneskelige kristne liv med løftet om tilgivelse. Så kan du sige, at det er en utilsigtet effekt, at vi ikke ser tilbage med fortrydelse,” lyder svaret.
Et andet citat i bogen stammer fra Karl Marx, som skrev, at en eksistens uden historie er en indikation af det ideelle samfund.
”Hans argument er, at friheden kommer, hvor historien er endt. Det er en sekulær version om det perfekte menneskeliv. Og hos Marx kommer det, mens vi stadig er i live. I kristendommen er det efter døden, men opnås gennem dit liv som et levende menneske,” siger Francis O’Gorman.
Hans bog har sit fokus på Vesten, og han er påpasselig med at drage paralleller til andre steder på verden.
”Men der er steder i Europa, som har en stærkere forbindelse til fortiden, som eksempelvis i Irland. Uden for Vesten er der muligt at se religioner og traditioner, der synes fremme en større opmærksomhed til fortiden,” understreger Francis O’Gorman.
”I bogen er jeg er optaget af Armenien, som har en fascinerede kultur, som gennem en historie præget af forfølgelse er blevet et folk af flygtninge. Og deres gamle kultur og kristendom er vital for dem og på mange måder fremmedgjort i forhold til resten af Vesten og selv andre kristne,” fremhæver Francis O’Gorman om det modsatte af det moderne menneske, som i et fortravlet liv optaget af fremtiden alt for ofte bidrager til, hvad han kalder et kollektivt hukommelsestab.