Forum For Rytme I KIRKEN, FRIK, har gennem 25 år været fortaler for, at den nutidige kulturs puls får lov at smitte af på kirke og gudstjeneste. Selvom meget er gået den rigtige vej, er der stadig mange misforståelser og myter omkring liturgisk fornyelse, som spærrer vejen videre frem. Lad mig ridse fem af disse myter op:
1) Rytmisk musik er for de unge.
Det er en myte, at unge mennesker kun vil høre høj musik med høj puls. Man går helt forkert i byen, hvis man skifter orgelpræludiet ud med et rocknummer blot for at få flere unge i kirke. Det er overhovedet ikke det, som det handler om.
Gudstjenesten skal forny sig på en måde, så den samler generationerne, og her er musik og sprog fra nutidens kultur lige uomgængelige for unge og ældre. Det er ikke forbeholdt de ældre at have en glæde ved eviggyldig kvalitet og referencer til årtusinders religiøse praksisser. Men det er bestemt heller ikke forbeholdt de unge at være fremmedgjort over for orgel, oblater, præstekjole og andre fastfrosne traditioner og symboler.
2) Rytmisk musik er kropslig og hverdagsnær. Klassisk musik er tættere knyttet til det åndelige.
Alle, der kender blot en smule til musik, ved, at det er nemt at finde eksempler på det modsatte. Verden er ikke så enkel. Og moderne kultur er i særdeleshed et broget tæppe, hvor hektisk puls og meditativt åndedræt blander sig med hinanden som tråde i kontrasterende farver. Dét tæppe kan kirken roligt sætte sig på.
3) Forum for Rytme I Kirken vil bryde med traditionerne og er ligeglad med fastlagte former.
Selvfølgelig risikerer man noget ved at løsne op for fastlåste traditioner. For eksempel er det med Norges nye liturgiordninger slut med at rejse fra den ene by til den anden og stadig være sikker på at kende melodier og liturgi hjemmefra. Dette er ikke et emne, Forum for Rytme I Kirken er ligeglad med. Men vi synes jo netop, vi giver den fælles ramme om gudstjenesten en chance ved at insistere på fornyelse af den.
4) Man kan ikke uddanne musikere, som både kan spille Bach og Beatles.
Jo, man kan. Vi har brug for nogle få orgelspecialister til vores domkirke- og koncert-orgler, men i langt de fleste af landets kirker er der brug for musikere med meget bredere interesser og kompetencer. Og det kan man altså godt uddanne folk til. Der findes allerede mennesker, der magter både orgel- og kla-verspil, og som kan jonglere med genrer og stilarter på højt musikermæssigt niveau. Og sådan nogle skal vi uddanne mange flere af på landets kirkemusikuddannelser. Det er intet mindre end en skandale, at vi stadig venter på en sådan uddannelse her i 2012.
5) Man bør ikke blande genrer i gudstjenesten.
Det gør vi allerede. Folkekirkens gudstjeneste er i dag en blanding af middelalderens rum med moderne tilbygninger, kalkmalerier ved siden af moderne kunst, musik fra alle århundreder, orgler, børnekor, tekstlæsninger og bønner fra før og nu samt teknisk udstyr som storskærme og mikrofoner koblet med prædikestole og klædedragter fra tipoldefars tid i en kalejdoskopisk blanding af stilarter og kunstneriske udtryk.
Jeg kan faktisk ikke se problemet. Jeg forventer naturligvis, at der er tænkt over tingene, og at der er en dybere mening med valgene. Måske endda en linje, en puls, en rytme i forløbet, som udtrykker noget, der går dybt ned og refererer til alt det, der foregår på tværs af tid og sted i vores menneskeliv.
Det er jo det, vi gerne skal nå frem til: meningen bag kulten.
Forum for Rytme I Kirken går ind i de næste 25 år med en vis tilfredshed over at have påvirket tingene en smule og med bevidstheden om, at arbejdet ikke er slut. Et af spørgsmålene, der blev rejst ved Forum for Rytme I Kirkens jubilæum, var, om vi skal have nedsat en liturgikommission i Danmark efter norsk forbillede. Det er hermed foreslået.
Johannes Konstantin Neergaard er selvstændig musik- og kommunika-tionskonsulent samt foredrags-holder. Han er desuden medlem af bestyrelsen i Forum for Rytme I Kirken