Biskop Steen Skovsgaard påstår den 14. september, at jeg i min kritik af ham for at gå islamofobernes ærinde ikke tager stilling til hans skelnen mellem person og religion. Det er ikke helt rigtigt. Forholdet mellem, hvad jeg har kaldt liv og lære, svarer jo til det mellem person og religion. Hvor Skovsgaard vil skelne skarpt herimellem, vil jeg forsøge at hævde sammenhængen.
Mit anliggende er egentlig at sikre den teologiske integritet mellem disse to sider: person og religion eller altså mellem liv og lære. For hermed i første omgang at fastholde kritikken inden for den kristne teologis og den kristne selvforståelses egne rammer.
Mødet med andre religioner in casu mødet med islam mobiliserer selvsagt de kritiske parader. Kritikken kan herefter gå to veje. Den kan løsgøre sig fra sit udgangspunkt og gå sine egne veje. Eller den kan holde fast ved dette udgangspunkt og dermed være med til at opbygge og styrke den sammenhæng, den er udgået fra. Dette sidste er for mig at se det afgørende.
Det næstekærlighedsbud, som Steen Skovsgaard forsøger at holde fast i i forhold til muslimen som person, forekommer postuleret og usikkert. Hvis man ikke på forhånd skelner mellem person og religion, så risikerer man nemlig ikke blot at komme til at elske muslimen, men også hans religion, og så ender man jo selv som muslim, er det minsandten påstanden.
MEN BUDDET om at elske sin næste ligger dog på et andet niveau end at elske en religion eller livsholdning. Næstekærligheden drejer sig om et forhold mellem personer; og det giver for mig at se slet ikke nogen mening at tale om at elske en religion eller livsholdning. Den kan have et indhold, som bestemmer ens liv. Den kan man respektere eller afvise men ikke elske.
Hvis man derimod adlyder næstekærlighedsbuddet, så er det jo så at sige kristendom og kristentro, der sætter betingelserne og overvinder eller integrerer den andens lære eller religion i det personlige møde. I virkeligheden er det jo meget enkelt. Forudsætningen for ethvert fællesskab, der har forskellighed som udgangspunkt, er jo netop, at forskellene kan integreres i noget, der viser sig større og stærkere. Hvilket ikke betyder, at forskellene undertrykkes eller negligeres; men netop overvindes i en anden og større sammenhæng. En dogmatisk fastholdelse ved adskillelsen mellem person og religion, liv og lære, vil umuliggøre dette møde og fællesskab. Den vil føre til optrapning og ekstremisme.
DET ER EN ekstremisme, som jeg også synes afsløres i Steen Skovsgaards forståelse af næstekærligheden. Han vil på den ene side som en god kristen holde fast i den. På den anden side er han hunderæd for, at han derved også kommer for tæt på islam. Resultatet er for mig at se en forståelse af kærligheden, der på én gang vil alt for meget og alt for lidt, og som ganske enkelt ikke hænger sammen. Dens opretholdelse afhænger af, at den får lov til at dække sig ind bag fordømmelsens skjold. Der er tale om en forståelse af næstekærligheden, der ikke kan stå mål med sit anliggende. Og som derfor afmægtigt forsøger at hente overbevisningskraft fra den modsætning, den har sat sig selv i forhold til.
Dette fremgår ligeledes af, at Steen Skovsgaard for enhver pris vil forhindre, at kristendom og tro bliver lunken, som han siger det. Hvis ikke vi taler både om kærlighed og fordømmelse, ender vi i lunkenheden. Hvis det virkelig forholder sig sådan, så hentes jo den glød, varme og overbevisningskraft, som kristendom og kristentro gerne skulle besidde, jo ikke fra kristendom og næstekærlighedsbuddet selv; men derimod fra modsætningen til og fordømmelsen af islam. Og rent ud sagt: Hvor er vi så henne? Så er vi endt dér, hvor kristendommen har opløst sig selv i én stor selvmodsigelse. Og hvor kun fanatismen og ekstremismen eller sentimentaliteten er tilbage.
Derfor holder Steen Skovsgaards skelnen mellem person og religion ikke en meter. Vi skal ikke som kristne fordømme eller bekæmpe islam. Vi skal derimod holde fast ved vores eget udgangspunkt i kristendom og kristentro og opbygge det.
Peter Grønlykke, sognepræst
Rosengade 18
Sønderborg