16. søndag efter trinitatis
Lukasevangeliget 7, 11-17
”Kom, hjerte, med hvad dødt du har.” I et glasvindue i Vejleå Kirke ved Ishøj har Peter Brandes skildret Job, der sidder i askedyngen, mens hans liv ligger i ruiner omkring ham. En stor solsikke med knækket hoved og brændt sort af solen rejser sig bag ham som et billede på menneskelivet, der er som græsset, der gror. Ved morgen gror det og blomstrer, ved aften er det vissent og tørt. Job er træt af livet og spørger fortvivlet om, hvorfor Gud giver lys til de elendige, liv til de fortvivlede, mens døden ikke kommer til dem, der længes efter den?
I søndagens evangelium er døden kommet til en ung mand i Nain. Han er eneste søn af en enke, han er elsket og uundværlig og har aldrig længtes efter døden. Hans mor fortvivler, folk i byen følger med ligtoget ud til graven, men hvem kan trøste en mor i sorg? Sådan var livet på Jesu tid, sådan er det stadig, og vi kommer aldrig til at forstå det.
Livet er uberegneligt, hvor meget vi end prøver at kontrollere det og lægge det i faste rammer og bestemme, hvilket køn vi vil tilhøre, hvornår vi vil forelske os, hvornår vi vil have børn, og hvornår og hvordan vi engang skal dø. Og går det ikke, som vi vil, bliver vi angste og fortvivlede.
Fortvivlelse er ikke det samme som tvivl. Job var ikke i tvivl om, at Gud var til. Tværtimod så han ham overalt – i alt, hvad han har skabt. Jobs fortvivlelse gik på, om Gud var god og kærlig, eller om han var ligeglad med sine mennesker og med deres sorg og lidelser. For hvis Gud var ligeglad, ja, så syntes Job ikke, at livet var værd at leve – det havde været bedre, om han aldrig var blevet født.
Den fortvivlelse kan ramme os alle sammen. Den havde ramt mennesker i Nain, og da Jesus fik ondt af den sørgende mor og kaldte hendes søn tilbage til livet, kaldte de ham en stor profet.
Men vi, der lever efter påske, ved, at han er mere end en profet. Han er Guds billede her hos os, og i ham kan vi se Guds væsen og tro på, at Gud har medlidenhed med os, sørger med os, tager del i vores liv og har magt over den død, vi er afmægtige overfor. Så vi her midt i kirkeåret sammen kan synge: ”Kom, hjerte, med hvad dødt du har.”
Søndagsordet skrives på skift af sognepræst i Varde Morten Thaysen, sognepræst i Jægersborg Lea Skovsgaard, lektor, cand.theol. Leif Andersen og pastor emer. Lisbeth Smedegaard Andersen.