Det er nemmere at finde hjem end nogensinde
Derfor kommer vi der heller ikke længere.
Uddrag af digtet »Hyldesøvn«fra Henrik Nordbrandts digt-samling »Fralandsvind«, 2001
Livsmod. Henrik Nordbrandt tygger på ordet og ser ud, som om han ikke kan lide smagen.
- Det er lidt spejderagtigt. Og nu kan man jo spørge om, hvad spejderne har gjort. Livsmod. Det er noget, der er mig lidt fremmed, fordi jeg nok har haft en større tendens til livsforsagelse.
Den 57-årige forfatter forlod i foråret sin faste residens i det sydeuropæiske for at skrive sit nye værk, en erindringsbog, færdig hjemme i Danmark. »Døden fra Lübeck« er titlen på bogen, der udkommer til september.
- Jeg skrev den i januar og februar på tre uger. Det er meget hurtigt, men det er også en lille bog. Jeg ville skrive den færdig i Danmark, så jeg kunne opleve de steder, jeg fortæller om i bogen, og se, om de var rigtigt eller forkert beskrevet. Men nu skal jeg også snart af sted. Jeg har været her for længe. Jeg kan ikke holde de lyse nætter ud. Jeg kan ikke sove. I gamle dage var det vinteren, jeg ikke kunne holde ud. Nu er det omvendt, fortæller Henrik Nordbrandt.
Under opholdet har han boet i en venindes villalejlighed i Charlottenlund nord for København. Han serverer en god kop kaffe og vand i solen på terrassen, hvorfra der er udsigt til en langhåret græsplæne fuld af vilde blomster og husene på den anden side af vejen. Men det blæser for meget, og vi rykker ind i køkkenet.
Hvor bor du egentlig - i Spanien eller Tyrkiet?
- Jeg ved ikke, hvor jeg bor længere. Det er lidt frem og tilbage mellem Spanien og Tyrkiet. Jeg har hus i Spanien, men er på vej til Tyrkiet. Jeg har haft en fascination af det land i 30 år og har studeret tyrkisk, arabisk og persisk og er meget inde i den kultur. Et land som Spanien interesserer mig ikke i samme grad. Jeg kan nogenlunde tale sproget, men ellers er der ikke den store forskel på spansk og dansk kultur. Det fascinerende er en kultur, der er meget forskellig fra min egen, og et sprog, der er forskelligt fra mit eget. Det er spændende, fordi det giver nye synsvinkler.
Skal du på ferie i Tyrkiet?
- Jeg holder ikke ferie. Sommetider kan jeg ikke lave noget, og så har jeg det ikke godt. Jeg har det ikke godt med at slappe af. Noget af det mest rædselsfulde, jeg kan forestille mig, er charterferie.
»Døden fra Lübeck« er Henrik Nordbrandts erindringer om sin barndom fra 0 til 16 år, der var præget af flytninger og mobning. Han vil gerne fortælle om arbejdet med bogen, men ikke om indholdet for ikke at tage luften ud af den inden udgivelsen.
- Jeg begynder med at fortælle om min familie nogle generationer tilbage i tiden, meget kort, og så handler den om, hvad jeg har oplevet. Den er også et billede af Efterkrigs-danmark, som jeg har set det, og om at vokse op i skyggen af Anden Verdenskrig. Erindringsbogen har meget lidt med mine digte at gøre. Sproget er helt anderledes, ikke poetisk, men meget konkret og lige på og hårdt, siger han og fortsætter:
- Det har været interessant at skrive den. Men det sætter selvfølgelig nogle ting i gang i én selv, der er ubehagelige. Fordi jeg har oplevet så mange traumatiske ting i min opvækst, har det også skabt en mindre krise. Der er nogle ting, der bliver ...
Henrik Nordbrandt afbryder sig selv ved synet af en lille, bleg edderkop, der kommer spadserende i fuld fart i retning mod hans bare fødder.
- Jeg kan altså ikke lide edderkopper, din idiot, siger han til edderkoppen, henter noget køkkenrulle, tager den op og smider den i skraldespanden.
Hvordan har du klaret krisen?
- Man lærer jo at få orden i sine forskellige psykiske problemer. At skrive bogen har været ligesom, hvis du forestiller dig, at man tager et dukkehus, hvor alt er lagt på plads, og så ryster det, siger han og rusker med begge hænder et imaginært dukkehus i luften.
- Man kan sammenligne det med at gå i psykoterapi. Man får virkelig ryddet op i tingene. Man finder nogle nye pladser til dem. Det skal man også gøre. Tingene forandrer sig jo hele tiden. Derfor er det også vigtigt at få ommøbleret sit rod, for ellers bilder man sig ind, at noget er statisk. Det er det ikke. Livet er ikke statisk, det ændrer sig hele tiden. Det, der ikke ændrer sig, går i stykker.
- I Tyrkiet har man et samfund, der ikke vil ændre sig. Man kan sammenligne det med en flyvemaskine, der har vinger af glas. De vil knække, og maskinen vil styrte. Det gælder også et samfund. Det skal ændre sig i takt med verden. Tag USA. Det er så destruktivt, at de ikke vil stoppe forurening og ikke vil standse overforbrug. USA stritter imod udviklingen, der siger, at vi må lave om på måden at producere på. EU er blevet klar over det, selv om det går langsomt. Derfor er jeg altid gået ind for EU, selv om jeg er venstreorienteret, på grund af problemer som forurening. Det kan de enkelte lande ikke klare alene, der skal samarbejde til.
- Det samme med mennesker. Forandring sker blandt andet på grund af erfaring. Jo mere forskelligartede erfaringer man får, jo mere nuanceret bliver ens vurdering og syn på tingene. Der er to typer gamle mennesker: dem, der bliver vise af livet, og dem, der bliver dumme, reaktionære og stive. Nummer to er dem, der stædigt fastholder, mens nummer et er de tolerante. Jeg har heldigvis det indtryk, at det er de vise mennesker, der er i overtal.
Du har i dine digte ofte været inde på barndommen. Hvorfor skrive erindringer om den?
- Jeg har skrevet mange forskellige prosabøger - en knaldroman, en kogebog og en børnebog. Nu ville jeg gerne prøve en ny form. Og begge mine forældre er døde. Når livsforløbet er afsluttet, ser man på dem på en anden måde. De følelser, man kan have haft af vrede eller bebrejdelse, er væk, når folk er døde. Så kan man se, hvorfor de handlede, som de gjorde, da de levede. Man kan bedre se en sammenhæng. Når man har læst »Døden fra Lübeck«, bliver det klart, hvorfor bogen har den titel.
Hvad har du bevidst gjort for at komme over de traumatiske barndomsoplevelser?
- Jeg har brugt en helvedes masse energi og tid på at fjerne mig fra min barndom, Danmark, det miljø og land, jeg er vokset op i. Jeg har søgt ud andre steder, hvor jeg har haft det bedre. De sidste fem år er jeg søgt tilbage igen, fordi jeg har fået fred med det. Jeg har kunnet se Danmark og mit barndomsmiljø udefra. Det er en lang, lang proces, som, når man ser på den, viser, at jeg har lavet en masse krumspring for at komme ud af barndomstraumerne. Men det er positive krumspring, som har givet en masse.
- Lige så positivt har det været at komme tilbage. Jeg genfinder ikke det, der var, for det er der ikke længere. Men jeg kan genfinde nogle steder. Det er en stor glæde. Når jeg ser et sted som for eksempel på Møn ved Fanefjord, ser jeg det ikke, som da jeg var tre år. Jeg ser det fra Istanbul, Athen og Spanien. Det ser meget rart ud. Det er en genopdagelse, der føles positiv.
- Tirsdag 11. september stod jeg i Fanefjord Kirke sammen med en tv-journalist og den lokale præst og så på nogle kalkmalerier, der også har noget med mine tidligste barndomsår at gøre. Præstens mobiltelefon ringede, han tog den og udbrød: De bomber World Trade Center! Det var det, der satte mig i gang med at skrive erindringsbogen.
- Jeg bilder mig jo ind, at jeg blev født med granatchok, fordi jeg blev født samtidig med, at englænderne bombede Shellhuset i København den 21. marts 1945. Fra jeg var barn og lige siden, har jeg haft en fornemmelse af at være omgivet af idioter, der foretager sig vanvittige ting. Terroraktionen mod World Trade Center og USA's reaktioner var to vanvittige handlinger. World Trade Center var i sig selv vanvid. Det er ikke meningen, at man skal bygge så høje bygninger. Da jeg i 1977 blev gift, blev festen til overflod holdt i restauranten på toppen af World Trade Center. Da terrorister fløj ind i de to tårne, tænkte jeg: Åh nej, nu er det en gentagelse af det, der skete, da jeg blev født. Og det var deprimerende, da amerikanerne bombede Afghanistan. Men hvad skulle de ellers gøre? Sådan en terrorhandling skal jo have et svar.
Hvilke konsekvenser har din barndom haft for dig?
- Jeg har haft en elendig opvækst, sådan er det. Da min mor lå og skulle dø, undskyldte hun over for mig. Jeg sagde, at hun ikke skulle undskylde, for jeg vidste, at hun havde gjort, hvad hun kunne. Helt elendig har den heller ikke været. På nogle punkter har jeg været privilegeret. Men hvad er konsekvensen af at være den, man er? Jeg har nogle problemer på grund af forkert opdragelse, som kunne være undgået, hvis mine forældre havde gjort det på en anden måde. Men man skal heller ikke gøre for stort ud af det med at have en dårlig barndom. Man kan undskylde meget, men ikke alt. Jeg mener ikke, at man kun er et produkt af omstændighederne. Man har også et ansvar som menneske. Hitler havde også en elendig barndom.
- Jeg har en healer, der kan sort magi, som jeg ikke tror på, men det virker. Han kan også noget psykoterapi, og det virker også. Jeg talte med ham forleden dag, hvor jeg havde det meget dårligt. Han sagde, at det, jeg går igennem nu, handler om noget, der skete, da jeg var cirka 18 år. Jeg begyndte at rekonstruere og kunne også erindre noget. Men jeg tror ikke, at jeg vil skrive en bog om den periode. På den anden side, hvis nogen for fem år siden havde spurgt, om jeg ville skrive en bog om min barndom, ville jeg have sagt: Vorherre bevares!
Hvordan har du overlevet din opvækst?
- Nu har jeg været heldig, kan man sige. Det med at overleve har også med banale, praktiske omstændigheder at gøre. Det handler om at være uafhængig, at have penge kort sagt. Fra jeg debuterede, fik jeg gode anmeldelser, solgte godt, fik penge fra Statens Kunstfond og kunne nogenlunde stå på egne ben. Jeg levede beskedent, men havde frihed. Jeg valgte at rejse og opholde mig på steder, hvor der var billigt, og hvor jeg kunne lære noget. Det gav selvstændighed og en masse erfaringer. Der var ingen strategi. Man har et overlevelsesinstinkt. Jeg har vel kunnet fornemme, at det rigtige for mig var uafhængighed. Det har haft den pris, at jeg den dag i dag ikke har et fast sted at bo bortset fra et elendigt hus i Spanien, hvor jeg ikke kan lide at bo. Men det er en pris, der er værd at betale for at kunne opleve det, jeg gør. Tænk, hvis jeg havde siddet i et hus som dette med kreditforeningslån osv. Det havde været en rædsel!
- Det er ikke smertefuldt, men upraktisk og besværligt at leve på den måde. At have frihed er det, der betyder mest for mig. Jeg ved ikke hvorfor. Det er vel igen det med barndommen. Hvis man har haft det svært dér, føler man sig ufri. Hvis ens forældre opdrager én forkert, kan man som barn ikke gøre oprør. Man kan råbe og skrige. Men rigtigt oprør kan man ikke gøre.
- Jeg har prøvet at bekæmpe min egen trang til tryghed, for ellers ville den afholde mig fra at opleve noget. Selve processen ved at rejse kan jeg ikke holde ud. Jeg kan godt lide at flyve, fordi det er rart at se tingene fra luften. Men det er ikke rart at sidde stuvet sammen med en masse mennesker, for jeg har også klaustrofobi. Jeg undgår det også gerne. Men hvis tanken melder sig om, at vi styrter ned, tænker jeg: Hvad så! Jeg har altid syntes, at livet var lidt overvurderet. Og ligefrem at have mod på det er at sætte for høj en pris. Som hvis man satte et prisskilt med 500 kr. på en æske tændstikker - nej, den køber jeg ikke.
Fortsættes side 8
Hvorfor hænger du så ved livet?
- Det er også et spørgsmål, jeg stiller mig selv hele tiden. Jeg har ikke fundet svaret på det. Naturlig selvopholdelsesdrift måske. Jeg siger det halvt i spøg. Jeg synes, livet er meget absurd. For det meste er det meget meningsløst og meget grusomt. Hele naturen er grusom. Jeg så et program i fjernsynet, og gudskelov var der efterfølgende meget stærke reaktioner. Hunde og katte blev pelset. Det er meget forfærdeligt. I samme forbindelse blev en dyreværnsformand spurgt, om det ikke er det samme med mink, der opdrættes for at levere pels. Af hendes udtryk fremgik det, at hun mente, det var det samme. Men hun undgik spørgsmålet, fordi det drejede sig om at kæmpe for en bestemt sag.
- Nu har jeg godt nok lige slået en edderkop ihjel. Men jeg synes ikke, man skal slå dyr ihjel. Det er absurd at have køer og grise gående, til de er nået en vis vægt, før de bliver slået ihjel. Jeg er ikke konsekvent vegetar og kan godt spise en bøf på en restaurant, men jeg vil til enhver tid stemme på et politisk parti, der vil forbyde dyreavl. Der er ingen grund til det. Man kan lige så godt spise grønsager, siger Henrik Nordbrandt og henter en gryde kikærter på køkkenbordet.
- Se, det kan man lave en udmærket ret ud af. Jeg er også medlem af den internationale dyreværnsforening WSPA, World Society for Protection of Animals.
Hvad kan gøre dig glad?
- Mange ting. En stor check. En god flaske vin. En svømmetur, en sejltur osv.
Hvad med kærlighed?
- Nå ja, selvfølgelig. Jeg har det, men er ret blufærdig.
I mange af dine digte giver du udtryk for en utilpassethed i verden. Eller er det verden, der er forkert?
- Jeg synes, vi lever i en vanvittig verden. Det har jeg altid syntes, og det vil jeg blive ved med. Jeg er selvfølgelig også forkert en gang imellem. Men verden er forkert. Det er noget, jeg oplever hver evig eneste dag. Jeg behøver bare at tænde for fjernsynet og høre »Junior« (USA's præsident George Bush red.), verdens mægtigste magt, stå og sige noget fuldkommen sludder. Og her forleden så jeg et interview med lederen af et hospice, der af tv-journalisten blev stillet spørgsmålet: Hvad synes du om de tilbud, vi har til de døende? Man bliver nødt til at grine eller eksplodere. Men man kan ikke lade være med at tænde for kassen, for så går man bare og forestiller sig, at det hele er endnu værre.
- Det er en mærkelig tid, vi lever i, fordi det går så vanvittigt hurtigt, at det er fuldstændig uoverskueligt. Udviklingen inden for computer er så eksplosiv og uforudsigelig, at man ikke aner, hvordan det ser ud om 100 år, hvis verden overhovedet eksisterer til den tid. Og så er der hele befolkningseksplosionen. Da jeg blev født, var der tre milliarder mennesker i verden, nu er der seks milliarder. Jeg synes, man gør for lidt ud af den befolkningseksplosion. Der er grænser for vækst. Man burde sterilisere alle drengebørn i tre generationer - der er jo altid nogle smuttere undervejs - det ville pynte enormt meget på det. Diskussionen om, hvorvidt bøsser og lesbiske skal have lov til at få børn, er fuldstændig vanvittig i betragtning af, hvor mange børn der er. Altså, hvis man ikke kan få børn ud af det, de foretager sig med hinanden, er det naturen, der har valgt det.
Hvorfor har du ikke selv fået børn?
- Det er et bevidst valg. Nu kan mænd jo ikke få børn og kan ikke vide, om det er deres egne. Jeg kan godt lide børn, men har aldrig følt, at jeg kunne tage det ansvar for et helt væsen. Det er ikke noget let at påtage sig. I dag planlægger folk at få børn på samme måde, som når de køber hus. Den der varemåde ligesom tilbuddene til de døende kan jeg ikke lide. Hvis man har et barn, må man gå ind for det 100 procent med hele sin sjæl. Jeg oplever det ikke som et tab at have fravalgt børn. Havde jeg nogle, ville bekymringen for dem være et helvede. Jeg ville ikke have et roligt øjeblik.
Hvordan håndterer du din følsomhed?
- Medfølelse må da være en menneskelig egenskab, hvad enten det handler om dyr eller mennesker. Du kan se børn, der leger med dyr. De vil da ikke slå dem ihjel. Der er selvfølgelig børn, der river vingerne af fluer, men det er noget, de lærer hen ad vejen. Men man får jo hård hud på nerverne og lærer at beherske sin følsomhed over for det, der er ondt og ubehageligt. At blive mindre hudløs. Og der er andre følelser, der udvikler sig, for eksempel medlidenhed med andre skabninger. Helt unge mennesker, navnlig unge mænd, kan godt være meget ubehagelige over for omgivelserne. De kører for stærkt, er dominerende osv. Jeg ved godt, det er generaliserende, men jeg synes, at unge mænd er noget bras. Når de så bliver ældre, har de lært noget og er i stand til at føle empati over for andre.
- Men der er også det, at jeg altid, lige siden jeg var barn, har holdt fast ved, hvad jeg troede på. Jeg er ateist og har aldrig troet på Bibelen. Jeg har altid strittet imod, ville ikke indoktrineres. Ikke fordi jeg ikke tror på, at Jesus var en god fyr, men den religionsundervisning, jeg havde i skolen, var noget sludder. Jeg lod mig konfirmere, men det var, fordi jeg syntes, jeg var sær nok i forvejen.
Hvad tror du så på?
- I princippet ikke på noget. Verden er stor og uoverskuelig, og mennesket har prøvet at forklare universet via religioner. Men det er en primitiv måde at forklare på, for universet er meget mere komplekst. Astrofysikken er i disse år inde i en enorm udvikling, og vores forståelse af universet ekspanderer hele tiden. Videnskaben kan i dag forklare ting, som man for få år siden ville sige var overtro. Jeg har lidt psykiske evner og har oplevet at forudsige ting i fremtiden og en hel del spøgelsesfænomener. Hvordan fortæller jeg om i bogen. Men jeg tror ikke på spøgelser, og i mit daglige liv må jeg bruge min sunde fornuft.
Hvad kan få dig til at tabe modet?
- Når jeg gør det, er det, fordi jeg har en grundlæggende opfattelse af, at det hele er meningsløst. Men så giver jeg tingene nogle værdier: Dejlig udsigt, forelsket i hende, smuk blomst. Det er noget, jeg tillægger verden. Jeg skal selv give den farver, så jeg kan holde af den. Hvis man ikke gør det, giver man op og kan sige: Nej, det er sgu noget billigt bras!
Blå bog
Forfatter Henrik Nordbrandt, født 1945 på Frederiksberg, søn af kommandørkaptajn, cand.polyt. Poul Erik Nordbrandt og cand.jur. Grete Marie Nordbrandt. Student i 1964, litterær debut i 1966 med »Digte«. Studier ved Københavns Universitet i kinesisk, tyrkisk og arabisk og i udlandet, har boet i Grækenland og Tyrkiet i lange perioder, er nu bosat i Spanien. Har udgivet i alt 22 digtsamlinger, to essaysamlinger, to børnebøger, krimien »Finckelsteins blodige basar«, en tyrkisk kogebog, dagbogen »Ruzname« og til september udkommer erindringsbogen »Døden fra Lübeck«. Har modtager Statens Kunstfonds Livsvarige Ydelse, stort set samtlige litterære priser, heriblandt Nordisk Råds Litteraturpris i 2000 for digtsamlingen »Drømmebroer«.
Tema
Livsmod
Tilværelsen er ikke bare ulidelig lethed. Den udfordrer også med store forandringer. Liv & Sjæl vil i sommerens store interviewserie tale med en række kendte danskere om det livsmod, der bringer os gennem livets store udfordringer. I dag er det forfatteren Henrik Nordbrandt. Der har tidligere været interview med præsten og forfatteren Johannes Møllehave og forfatteren og lægprædikanten Suzanne Castenskiold-Benzon.