Ingen europæisk by har efter Anden Verdenskrig lidt større tab end Mariupol i Ukraine, hvor anslået 25.000 mennesker mistede livet efter russiske bombardementer og belejring i foråret. For mindre end et år siden en smuk og hyggelig europæisk by, nu en by bombet sønder og sammen; husene står som skaller, murbrokker og ødelagte beboelsesblokke, folk fordrevet fra hus og hjem.
Det var en by, hvor indbyggerne fejrede nytår og hoppede ind i det, de troede ville blive et smukt 2022, men som blev dybt traumatisk. Det fremgår tydeligt af BBC-dokumentaren ”Mariupol – vi overlevede Putins bomber”, som kan ses på TV 2. Den er baseret på mobiltelefonoptagelser fra folk i byen og på interviews med nogle af de mennesker, langt overvejende kvinder, som efter uger og måneder i stadig bomberegn, uden lys, gas og vand undslap den belejrede by.
Dokumentaren åbner med en seks-syvårig dreng, der leger i en have og fortæller om den lyd, han hørte først, og om bomben og det, der fulgte: ”Så gik vi hen over folks lig. Jeg kan ikke glemme det.” I en anden sekvens ser man folk, der har kastet sig ned på jorden foran byens teater, hvor mange havde søgt tilflugt i håb om evakuering: ”Kære Gud, kære mor. Red os,” lyder det fra en dreng liggende på jorden på en åben plads med hovedet skjult i en hættetrøje, mens bomberne falder. ”Red ikke mit liv, jeg har ikke lyst til at leve,” siger en fødende kvinde til lægen, der ender med at måtte lægge både mor og barn i en sort plasticsæk. En kvinde beskriver, hvordan hun har en nærmest dyrisk frygt. En anden beskriver, hvordan hun hører sin mand bede om hjælp til at blive gravet fri, mens hun selv sidder fast under murbrokker, ude af stand til at hjælpe. Livet i byen føles som et valg mellem to måder at dø på: en hurtig og en langsom. Stærke og uafrystelige øjenvidneberetninger fra krigens ofre.
Det, som russerne kalder ”en befrielse” og ”et russisk forår”, ligner mest af alt en langsom massakre på en civilbefolkning. Og det er ren propaganda, når man i øjeblikket på det sociale medie Twitter kan se, hvordan konvojer af lastbiler med byggematerialer kører ind i Mariupol.
”Mariupol – vi overlevede Putins bomber” er halvanden times tv om krigens grusomhed, en stærk og rystende dokumentar, som man har lyst til indtrængende at anbefale – og lige så indtrængende ikke at anbefale. Det er én lang kæde af vidnesbyrd i ord og billeder om begivenheder, som ingen bør opleve.
Allerede da begivenhederne fandt sted i Mariupol i foråret, blev mobiloptagelser fra den belejrede by delt på sociale medier – det er flere krige siden, man har måttet vente dage eller uger på beretninger fra fronten. I dokumentaren er optagelserne suppleret med interviews fra de overlevende og redigeret til sammenhængende beretninger om et voldsomt overgreb mod en civilbefolkning, en dokumentation af en grusomhed, som ikke må fortrænges fra den kollektive erindring.
Birgitte Stoklund Larsen er sognepræst og stiftskonsulent.