Ansvarets rødder og uafhængighedens vinger er den største gave, forældre kan give deres børn. Det er budskabet i et gammelt ordsprog, der meget godt illustrerer, hvorfor modstanden mod de tvungne lektiecaféer er helt central i min politiske vision: At danskerne generobrer hovedrollen i deres eget liv, og myndighederne reduceres til at spille statistrollen.
Ganske ubemærket har vi vænnet os til, at staten i stigende grad regulerer vores hverdag og bestemmer, hvordan vi skal leve vores liv og indrette vores tilværelse. Hvad vi skal spise, hvor vi må ryge, og hvornår børnene skal lave lektier. Også opdragelsen af børnene opfattes efterhånden mere som samfundets ansvar frem for forældrenes.
Aldrig har børn været mere opdraget. I hvert fald er de omgivet af voksne (pædagoger) i flere timer end nogensinde. 35.000 timer af et barneliv tilbringes i skole og daginstitution.
Tidligere hjalp børnene til og spillede en rolle for familiens økonomi. I dag går et barn i gennemsnit syv en halv time i døgnet i vuggestue, børnehave og fritidshjem, så mor og far har tid og mulighed for at tjene de penge, der skal til for at få familien til at fungere.
Dermed udskilles børnene fra de voksnes liv og det sociale fællesskab. De tvungne lektiecaféer er blot seneste eksempel på, at familiens funktion som opdrager gradvist tømmes for indhold.
Men institutionaliseringen af familielivet er langtfra ensbetydende med, at det at være underlagt kontrol er idealet. Tværtimod er der netop i det lys god grund til at advare mod tvangslektiecaféerne - den ultimative ideologisering af selve institutionaliseringen.
Danske børn skal være dygtigere. Til dansk, matematik og engelsk. Derfor skal de være i skole i flere timer hver dag. Derfor skal der være mere ro i timerne, og eleverne skal give den en ekstra skalle i undervisningen. Men de skal også være dygtigere til at håndtere livet. Og det lærer de ikke nødvendigvis i klasselokalet. Endsige i lektiecafé. Slet ikke en tvungen af slagsen.
Jeg har intet imod lektiecaféer. De er omtvisteligt et gode for elever, der har brug for støtte eller lyst til at lave lektier, inden de kommer hjem. Med kvalificeret støtte fra kompetente voksne. Jeg har noget imod tvang. Det må aldrig blive et mål i sig selv, at børn opholder sig på skolen i så mange timer som muligt.
Skemalagt læring er udmærket, men børn lærer også uden for skolen. Nogle gange måske bedst, netop når vi tror, at de ikke lærer noget. Og så er det familiernes valg, hvor, hvornår og hvordan hjemmearbejdet skal laves.
Familien er og bør være barnets fundament. Her skabes den grundlæggende tryghed. Derfor bør det også være familien, der i hverdagen i stort og småt træffer de vigtigste beslutninger. Også når det gælder lektier. Det er forældrenes børn. Ikke statens. Og for rigtig mange forældre, der arbejder på deltid eller i skæve vagter, er eftermiddagene eneste mulighed for at være sammen med børnene.
Naturligvis skal lektierne ordnes, men børn skal ikke have en længere arbejdsdag end deres forældre. De skal have lov at være børn med tid til fri leg. Leg, der hverken er skemalagt eller umiddelbart nyttig. Tid alene med andre børn. Netop sådan kan de lære at dyrke venskaber, sætte aktiviteter i gang og opbygge fællesskaber. Udvikle deres personlighed og lære at agere selvstændigt og hensynsfuldt.
Takket være det Det Konservative Folkepartis modstand mod tvangslektiecaféerne er det endnu frivilligt for familierne, hvor deres børn skal lave lektier. Men lektiecaféerne placeres midt på dagen, eller skolebussen kører kun efter endt lektiecafé, så mange børn kan reelt ikke længere passe deres fritidsjob eller nå til fritidsinteresser.
Konsekvenserne er til at få øje på. Landet over rasler medlemstallet ned i idrætsforeninger. Hver femte forælder svarer, at deres børn har været nødt til at droppe fritidsaktiviteter, fordi de ikke kan nå til håndbold eller spejder som konsekvens af den nye skolereform.
Umiddelbart syner kampen mod de tvungne lektiecaféer måske ubetydelig. Men faktisk handler den om at forsvare hele fundamentet for vores samfund. Det er kampen for familiens ukrænkelighed og et frit og uafhængigt foreningsliv. Og ikke mindst for, at vores børn udvikler sig til ansvarlige og selvstændige voksne, der formår at forsørge sig selv og forme deres eget liv uden alt for megen statslig indblanding.
Søren Pape er formand for Det Konservative Folkeparti