Livsmodet er lige så grundlæggende for livet som føden

Det er ofte først, når depressionen rammer, at vi forstår livsmodets kraft, skriver dr. theol. Ole Jensen

Tegning: Peter M. Jensen
Tegning: Peter M. Jensen.

Sammenlignet med dyret har mennesket et stort hul i sin instinktudrustning. Til gengæld har vi fået forståelsens evne. Vi ved, at vi og alt andet er til og dermed også, at tiden går, så vi må tage højde for det ved at træffe fornuftige valg det slipper dyrene for, de følger blot deres instinkter. Samtidig har vi fået sprog og evnen til at skabe samfund, der er forskellige fra folkeslag til folkeslag. Mennesket er et væsen, der skaber historie.

LÆS OGSÅ: Klog mand er god at gæste

Fordi vores instinktudrustning er nedsat, ville vi ikke kunne overleve, hvis ikke vi i stedet kunne bygge samfund. Derved får vi dækket vore grundlæggende fornødenheder føden, klæden, hus og hjem med salmens ord. Tvunget af selvopholdelse bygger vi samfund og aftvinger derved naturen det, vi skal have for at kunne overleve.

Alt dette kan påvises og bevises videnskabeligt.

I moderne tid har der udviklet sig en magtfuld, men uhyre mager livsanskuelse, der dikterer, at kun det, der kan bevises videnskabeligt, skal tages alvorligt. Alt andet er luftig og uhåndterlig snak, som forstandigt indstillede mennesker ikke spilder deres tid på. Det er irrationelt eller følelsesbetonet dur ikke, væk!

Men lige så grundlæggende for menneskets liv som føden og klæden er livsmodet. Og med livsmodet kommer den magre livsanskuelse i vanskeligheder.

Med livsmod mener jeg noget ganske usensationelt det, der hver eneste dag er drivkraften i det, vi foretager os. Hver eneste lille daglige handling er drevet af livsmodets motor. Stå op om morgenen, gå i gang med de opgaver, der venter på os, og føre dem til ende, så godt vi kan, indtil dagen er omme intet af det ville vi kunne, medmindre livsmodets motor hele tiden drev os.

Dette er så selvfølgeligt, at vi kan leve et helt langt liv uden at skænke det en tanke. Livsmodet bliver os som regel slet ikke bevidst, selvom vi lever af det hvert sekund på dagen. Vi opdager det først, når nogen mister det, som det sker i den sygdom, der hedder depression.

Men når vi lever med dette almindelige livsmod, er der noget, vi forudsætter. Vi forudsætter, at livet er livet værd. Det er en ubevidst forudsætning hos os alle. Kun i depressionen svigter denne forudsætning depression er jo, at et menneske ikke kan aftvinge livet værd. Akkurat dets livsmod er lammet. Og jeg taler her om sygdommen depression, ikke om den helt forkerte brug, der gøres af ordet i dag, hvor man siger deprimeret om almindelige menneskelige fænomener som den modløshed, vi alle sammen kan føle en gang imellem, når noget går os på, og som næsten altid går over igen af sig selv.

Men at livet er livet værd, det kan ikke bevises! Den ubevidste overbevisning, som er forudsat med det daglige livsmod, kan ikke bevises. Det kan bevises, at vi ikke kan undvære den, men ikke, at den er rigtig. Vi lever hele tiden på en antagelse, som er uundværlig, men som samtidig er ubevislig. Sådan forholder det sig, og det er gådefuldt. Det er en metafysisk vished. Metafysik er gammelt filosofisk sprog for noget, vi ikke kan komme udenom, men heller ikke kan komme bagom og give en forklaring på, endsige da bevise.

Åbenbart er det som regel sådan med os, at vi uden at tænke over det anser livet for en så utrolig ting, at vi ikke kan lade være at hænge ved det. Livsmiraklet er uforklarligt, det er netop et mirakel: at verden og livet findes. Der kunne lige så godt være ingenting, ja, det ville der ikke være noget overraskende ved. Det overraskende er, at der er noget. Under vor bevidstheds tærskel er vi grebne og fængslede af livsmiraklet, så det tager pusten fra os og bliver ved at fylde os med lyst til at leve, med mod og håb. Ellers ville vi slet ikke være i gang med at leve. Vi er berørt af det at være til, berørt af det, fordi verden bestandig fylder vore sanser med farvernes, lydenes, bevægelsernes berøring. Derfor hænger vi ved livet, også når det er hårdhændet. En middelalderlig forfatter siger: Selv i Helvede klamrer menneskene sig til livet.

Men dermed opstår der en konflikt mellem det, vi ved i vor underbevidsthed, og det, den magre videnskabsovertro fortæller os. Den anerkender kun det bevislige selvopholdelsens og behovstilfredsstillelsens aggressive krav. Hvad vi forudsætter med selve vort livsmod falder under dens radar.

Da den magre livsanskuelse har så stor en magt over sindene, lever vi i de moderne samfund i vid udstrækning uden at lægge mærke til det mest afgørende for vor tilværelse, livsmodets kilder. De moderne samfund bygger på en tænkning om tilværelsen, som overser de bånd, hvormed vi er knyttet til livsmiraklet i vort livsmod.

Af dr. theol.Ole Jensen

Lørdagsrefleksioner skrives på skift af ledende overlæge og tidligere formand for Det Etiske Råd Ole J. Hartling, præst og journalist Sørine Gotfredsen, forfatter og journalist Peter Olesen, dr.theol. Ole Jensen og journalist Kåre Gade