Til min 43-års fødselsdag blev min stue fyldt med skønne kvinder i alderen 35 til 84 år. Og der blev snakket om stort og småt. Vi ønskede og bidrog fra hver vores udgangspunkt.
En mor på min alder ville gerne have mindre tvivl i sit liv, og jeg var helt med. Det var markant, at dem i min aldersgruppe alle besad tvivl omkring identitet, moderskab, bopæl, arbejde, ægteskab, kost og meningen. Hvis denne monstrøse mængde af tvivl kunne blive fjernet, ville det være som et stort, tungt åg, der ville blive løftet væk. Men så skal jeg ellers lige love for, at de gamle damer rullede sig ud. De fastslog ret bombastisk, at tvivl var en fin og livsnødvendig ting – og i øvrigt var det et livsvilkår. ”Hvis du ikke tvivler, så er du jo færdig!”
Færdig med at udforske, lære og udvikle dig. Du kan tvivle på dig selv, og det er en mulighed for at få ny indsigt – opdage nye sider af dig selv. Du kan tvivle på, om du har forstået en situation rigtigt, hvilket gør dig opmærksom på at se det fra den anden side. Tvivl er som at spille filosofisk skak med sig selv. At du stiller brikkerne op, gør et træk, og derefter drejer du skakbrættet en halv omgang og ser helt nye muligheder for træk.
En af kvinderne refererede til sin far og opvæksten i en vindblæst, fanøsk præstegård. Han talte om tvivlens nådegave. Med det mente han, at hvis man først bliver troende, er man utålelig og utålsom. Derfor nøjes Vorherre med at lade os slås med vores tvivl. I det øjeblik, vi bliver for klippefaste, så er vi også døde som sten. Men ender det hele i tvivl, så dør vi, og ikke blot åndeligt. Så går vi i selvmordstanker. Tvivl og tro må gå hånd i hånd.
Vores samfund hylder sikkerhed, forskning, garantier, uddannelse og evidens. ”Tvivlende” er en sjældent efterspurgt kvalitet i et jobopslag. Men der er jo så meget at være tvivlende om i dag: klimaforandringer, befolkningsgrupper, der flytter sig, og forandring i den internationale samhørighed. Store, forkerte beslutninger i verden er taget i påståelighedens navn.
Godt så: Tvivl skal simpelthen være det nye sort i mit liv. Jeg vil øve mig i at turde stå inde i orkanens øje og lade meningsstormen, viden, evidens og de mange vinkler rase rundt omkring mig.
Lad livsvisdommen fra alle de skønne kvinder fra min fødselsdag give mig bund og ro til at blive klogere uden at for tvivle.
Bolette Elvstrøm er foredragsholder.