Peter Vogt er en farlig mand. Han har voldtaget, mishandlet og pint 13 børn og kvinder. Det yngste offer var 10 år og det ældste 56 år.
De seneste 24 år har han tilbragt i et fængsel ved byen Menzingen i Schweiz. De første 10 år afsonede han sin straf, og sidenhen har han siddet i sikkerhedsforvaring, og han vil ifølge domstolene aldrig blive løsladt, fordi han fortsat udgør en fare for andre.
Den 68-årige sædelighedsforbryder, der lider af en uhelbredelig lungesygdom og ifølge flere psykiatere også er uhelbredeligt psykisk syg, skaber nu opsigt, fordi han har ansøgt om tilladelse til at få hjælp til at begå selvmord.
Hans ansøgning får schweizerne til at diskutere, om en mand, der har påført andre mennesker så store lidelser, overhovedet har ret til at gøre en ende på sit eget liv – og dermed også på sit fængselsophold.
”Når jeg tænker på familierne til hans ofre, så står det klart for mig, at denne forbryder skal forblive bag tremmer, til han rådner op. For de pårørende drejer det sig også om, at han skal afsone sine forbrydelser,” siger politikeren Christine Bussat til avisen Blick.
Hun blev kendt for nogle år siden, fordi hun via en folkeafstemning fik indført et berufsverbot for pædofile i alle børne- og ungdomsinstitutioner.
Peter Vogt er en mand med en intelligens, der ligger over gennemsnittet. Han har aldrig givet udtryk for anger, og det er da heller ikke skyldfølelser, der får ham til at ønske at dø.
I sit brev til fængselsmyndighederne skriver Peter Vogt, at ”livet ikke længere er værd at leve”, og han taler om ”psykisk tortur”, fordi han ikke har noget håb om at blive løsladt.
”I virkeligheden drejer debatten sig om hævn, skyld og bod: Samfundet forveksler forvaring med gengældelse. Peter Vogt har allerede for 14 år siden afsonet sin straf, og når samfundet fortsat holder ham indespærret, bør han i det mindste have frihed til selv at træffe afgørelser på alle andre områder i livet,” siger Marcel Niggli, der er professor i jura ved universitetet i byen Fribourg til den tyske avis Die Zeit.
Det samme mener juraprofessor ved universitetet i Bern Martino Mona.
”Straffen er afsonet, og forvaringen har kun til formål at holde gerningsmanden væk fra samfundet. Det kan lyde kynisk, men rent faktisk vil Peter Vogt på en meget dramatisk måde netop opfylde formålet med forvaring, hvis han begår selvmord – for dermed vil han ikke længere udgøre nogen fare for andre,” siger Martino Mona til den schweizisk tv-station SRF.
Peter Vogt har søgt om lov til at henvende sig til dødshjælpsorganisationen Exit.
Organisationen udleverer et dødbringende medikament til folk, der ønsker at dø og er uhelbredeligt syge.
Siden 1918 er medhjælp til selvmord straffrit i Schweiz, men aktiv dødshjælp er derimod forbudt. Derfor skal de pågældende personer selv være i stand til at indtage præparatet med et glas vand, og det er for eksempel ikke tilladt, at Exits medarbejdere giver dem midlet via en indsprøjtning.
Psykiater Josef Sachs tvivler på, om staten overhovedet har ret til at tillade fanger at begå selvmord.
”Det kan blive meget problematisk, hvis folk pludselig begynder at dø i fængslerne. Fangerne befinder sig i statens varetægt, og myndighederne har en omsorgspligt. Det betyder, at staten skal sørge for et godt liv for fangerne og ikke, at den skal ledsage dem ind i døden,” siger han til tv 3SAT.
Ruedi Szabo, der selv har afsonet en fængselsstraf på seks år og i dag engagerer sig i socialt arbejde med løsladte fanger, mener derimod, at fanger har samme rettigheder som folk uden for fængslet.
”Forbrydere er også mennesker,” siger han til avisen Blick.
Adskillige læger frygter til gengæld, at hvis Peter Vogt får hjælp til selvmord, så kan det blive en form for frivillig dødsstraf, der indføres via bagdøren.
”Hvis reglerne lempes, vil flere psykisk uhelbredeligt syge fanger bede om hjælp til selvmord. Er det virkelig det, vi ønsker: at de skal have valget mellem forvaring eller frivillig dødsstraf?”, spørger Josef Wilders, der er præsident for Lægeselskabet i Kanton Zürich, i avisen Die Zeit.
Mange teologer og præster er heller ikke begejstrede.
”Sagen drejer sig i bund og grund om spørgsmålet om, hvilke former for liv samfundet betragter som værd at leve. Debatten udvikler sig mere og mere til at beskæftige sig med, hvad der formodentlig er uproduktive liv: om ældre mennesker, langtidspatienter og nu altså også fanger skal begå selvmord. Det er en betænkelig udvikling,” advarer den katolske biskop Felix Gmür fra byen Basel til avisen Aargauer Zeitung.
Det er anden gang i Europa, at en fange ønsker hjælp til selvmord: Fordi de fleste fængsler i Belgien i 2014 ikke tilbød fanger psykoterapi, ønskede sædelighedsforbryderen og morderen Frank Van den Bleeken dengang at få dødshjælp. Han opnåede tilladelse til det, men valgte trods alt at leve videre, da det i sidste ende alligevel blev muligt for ham at komme i terapi.
Myndighederne i Schweiz har nu nedsat en kommission, som i løbet af 2019 skal komme med en rapport om, hvorvidt fanger bør have ret til hjælp til selvmord.
Dødshjælpsorganisationen Exit meddeler, at den venter med at tage stilling til Peter Vogts sag, til den kender resultatet af rapporten.