Løb er nutidens kollektive smerteritual

Vi ved en del om smertefulde, kollektive ritualer ude i den store verden. De kan gøre noget ved kroppen, ikke blot for den, der gør det – går på glødende kul, for eksempel – men også for dem, der ser på. Sådan er det også med motionsløb, skriver Andreas Roepstorff

Man løber sit eget tempo, falder ind i rytmen og glider ind i alle de mange løb i løbet: Hende, der kæmper sig frem med en t-shirt der siger: ”Jeg løber løbet, bedste dropper smøgerne”; faderen og datteren, der trækker hinanden igennem; de teams af hjælpere, der løber med rullestole foran sig. Respektaftvingende på kryds og tværs.
Man løber sit eget tempo, falder ind i rytmen og glider ind i alle de mange løb i løbet: Hende, der kæmper sig frem med en t-shirt der siger: ”Jeg løber løbet, bedste dropper smøgerne”; faderen og datteren, der trækker hinanden igennem; de teams af hjælpere, der løber med rullestole foran sig. Respektaftvingende på kryds og tværs. . Foto: Jens Dresling/Ritzau Foto.

Det smerter endnu på tredjedagen. Det var turen ned, der gjorde det. De sidste kilometer fra udsigten på toppen af broen, højt over vandet. Da vi først løb op over broen kort efter starten, talte vi om, i flokken, at vi allerede glædede os til at kunne løbe det sidste stykke ned igen mod målet ved bæltet. Men da jeg rent faktisk var der, kunne jeg mærke det: ”Det kommer til at gøre ondt i morgen.”

Vi ved en del om smertefulde, kollektive ritualer ude i den store verden. De kan gøre noget ved kroppen, ikke blot for den, der gør det – går på glødende kul, for eksempel – men også for dem, der ser på. Selvom deres krop ikke udsætter sig for smerte, så kan pulsen også stige, lige inden den kære bevæger sig ud på de varme gløder. Det ser ud til, at vi kan forbinde os til andre ved at se deres kroppe i usædvanlig, krævende aktion. Det er måske derfor, de er der, de mange folk på villavejene, med parasoller og campingborde, øller og pølser, klappende, når vi løber forbi. Og deres tilstedeværelse gør noget ved mig.

På opmuntringer fra vildt fremmede ranker jeg ryggen, smiler, finder kræfter frem, fastholder bevægelsen, fremad. På den sidste del, da vi løber ind i tusmørket, er der tændt fakler langs ruten. Tilråbene fortæller mig, at min træthed ikke blot er min egen; jeg bærer den udenpå, synlig for tilskuerne. Deres venlige opmærksomhed på det bærer mig gennem. “Kom nu, der er kun én kilometer igen.”

Ritualer har en struktur, en form, en genkendelighed, der både peger ind i det, der skal ske, og ud i den verden, ritualet er indlejret i. Det begynder allerede inden starten. Find din fartholder, siger speakeren. Ned gennem den lange slange, der venter på signalet, står der løbere med gule balloner over hovedet: 1.30, 1,35, 1.40 ned til 2.20. Man bliver konfronteret med sine forventninger og drømme: Hvor passer du ind?

Jeg finder min plads, langt nede. Ser mig omkring på de andres kroppe. Veltrænede, der er langt ældre end mig, og utrænede på min egen alder. Ser ned ad mig selv. Det rammer alt for meget plet.

Man løber sit eget tempo, falder ind i rytmen og glider ind i alle de mange løb i løbet: Hende, der kæmper sig frem med en t-shirt der siger: ”Jeg løber løbet, bedste dropper smøgerne”; faderen og datteren, der trækker hinanden igennem; de teams af hjælpere, der løber med rullestole foran sig. Respektaftvingende på kryds og tværs. Og så hen mod slutningen mærker jeg de mange, mange kilometer, jeg ikke har fået i benene vinteren igennem, mens syren fra nedturen hober sig op.

Ballonerne bag mig kommer pludselig foran, og ritualets logik rammer: du kan forbedre din krop, din hastighed, din placering, du kan få tiden til at gå langsommere og sinke din egen aldring, men det kræver træning, indsats, vedholdenhed, det lange seje træk. Nok er du din krop, men du kan gøre den til en bedre krop, mod din alder, køn, handicap, udfordringer, men kun om du investerer energi i den.

Næste morgen evaluerer vi: Hvad var det gode og det trælse? Hvor gjorde det ondt og hvor nu? Hvordan så hastigheden ud på de enkelte etaper? Hvad sagde pulsmålene? Idealet er det støtte løb, stort set identisk fra kilometer til kilometer. En af drengene havde gjort det. Selvovervurderingens faldende tempo er man ikke stolt af, men det er dog en lektie.

Og så var der ham, der fik billet på afbud. Han havde aldrig før løbet længere end 10 kilometer og lagde langsomt ud. Men efterhånden opdagede han, at han kunne meget mere. Den hurtigste etape var det lange sidste løb op over broen: ”Jeg overhalede og overhalede, det var fantastisk, det var som om, jeg styrede verden, og de andre blot stod stille omkring mig.” Måske skal jeg starte endnu længere nede i feltet næste gang.

Etisk set skrives på skift af professor i psykologi Lene Tanggaard, universitetslektor i bioetik Mickey Gjerris, professor mso i antropologi og neurovidenskab Andreas Roepstorff, velfærdspolitisk chef i Cepos og medlem af Det Etiske Råd Mia Amalie Holstein og formand for Jordemoderforeningen Lillian Bondo.