Løb for livet – ikke fra det

I de sjælesørgeriske samtaler, jeg har på Rigshospitalet, er et af de gennemgående temaer ønsket om at finde retning i det liv, der nu skal leves under helt nye vilkår, skriver hospitalspræst Lotte Blicher Mørk

Illustration: Søren Mosdal
Illustration: Søren Mosdal.

FOR NYLIG KUNNE JEG i nærværende avis læse en artikel om, at vi i stigende grad er begyndt at købe os til stilhed. Stilhed fra al den støj, der omgiver os i vores tilværelse. Både i bogstavelig såvel som i åndelig forstand.

Vi køber stillekupéer i toget, elektriske husholdningsapparater, der larmer mindst muligt, refugieophold, og vi besøger caféer, hvor hverken skærme eller mobilsnak er tilladt.

Vi har uden tvivl brug for stilheden – stilstanden – fordi den er fundamentet for at kunne klare støjen; udviklingen. De to komplementerer hinanden. Men hvorfor har vi brug for at købe os til den? Hvorfor er det så vanskeligt at finde frem til den i vores hverdag? Fordi det kræver, at vi stopper op, står stille og ser på os selv; udgangspunktet for vores handlinger.

DET HAR OFTE SLÅET MIG, hvor meget det at være målrettet fylder i manges liv. Vi er blevet hyperfokuserede på at skabe en retning i livet – skabe et mål. Dette fokus på at være i bevægelse, at være i udvikling, forblinder os så meget, at det ender med at blive målet i sig selv. Der er intet galt i at udvikle sig. Problemet er, at vi gør det uden at stoppe op og se på det udgangspunkt, vi skal udvikle os ud fra.

Det er gamle nyheder, at mennesket er (selv)udviklingsorienteret, og at det tager overhånd indimellem. Det er også allerede ved at være gamle nyheder, at vi, som det hedder med Svend Brinkmann, skal tage nej-hatten på, stå stille og lade os gå glip af noget, for at vi kan bevæge os fremad. Det er derimod meget mere interessant at se på, hvorfor vi løber så stærkt med kun retning og mål for øje.

Det handler om, at vi ikke tør tage konsekvenserne af at stå stille; at blive konfronteret med alle de fejl og mangler, vi alle har. Som mennesker gør vi ikke altid det rigtige, vi er utilstrækkelige og uperfekte, og det er i høj grad også med til at definere os og dermed udgøre vores udgangspunkt.

Det er denne erkendelse, der får det til at gøre ondt at stå stille. Så ondt, at man kan blive fuldstændig handlingslammet.

Som præst taler jeg med masser af mennesker, der havner et sted, hvor de kun kan se alle deres fejl og mangler – og det låser dem fast. Det er et lige så stort problem ikke at kunne handle, fordi man er fastlåst, som det er at styrte derudad i blinde for at undgå at blive konfronteret med alt det dårlige, alt dét vi ikke formåede eller gjorde forkert.

I de sjælesørgeriske samtaler, jeg har på Rigshospitalet, er et af de gennemgående temaer ønsket om at finde retning i det liv, der nu skal leves under helt nye vilkår. Mange af disse menneskers liv er i opbrud, og deres eksistentielle grundlag er slået i stykker på grund af sygdom. De er derfor blevet tvunget til at stå stille og se på udgangspunktet. De har netop ikke mulighed for at bedøve sig selv med ironmanløb og lignende ”hen til næste mål”. Dermed ikke sagt, at man ikke kan have en retning, når man er syg. Den bliver blot helt anderledes end forventet.

SØREN KIERKEGAARD HAR en interessant betragtning. Han anvender ofte kroppen og dens bevægelser som billede på vores indre tilstand. Han taler om, at vi som mennesker står i det paradoks, at vi på den ene side har en forpligtelse – både over for næsten og Gud – til at handle, at være i bevægelse og have en retning og et mål. Men på den anden side kan vi ikke bevæge os i nogen retning, medmindre vi har et udgangspunkt at bevæge os ud fra. Det ideelle er at være i stand til at kunne begge dele. Kunsten bliver så både at handle uden at gøre det i en flugt væk fra den, man er, og samtidig stå stille og erkende uden at blive fastlåst.

Det er en hårfin, nærmest umulig balancegang, og problemet er, at vi ofte lader alt afhænge af egen formåen. Vi tror virkelig, at det hele afhænger af os selv, og at vi er Gud i eget liv.

Når vi så kun har os selv at falde tilbage på, risikerer vi enten at blive opslugt og lammet af vores egen uformåenhed eller blive fanget i et konstant ræs efter nye mål, hvor vi netop løber så stærkt, at vi i sidste ende må købe os til ro og stilhed. Alt imens vi ikke formår at fatte, at vi er en del af noget meget større og måske endnu vigtigere: på vej mod noget større.

Det går faktisk an at stå stille og mærke efter. At være i og opleve den indre stilhed – på trods af alt det dårlige, vi også indeholder. Men det kræver, at vi tror på, at der er et sted, hvor vi bliver tilgivet i al vores menneskelighed. Hvor vores udgangspunkt er godt nok, stærkt nok, som det er, og derfor holder til, at vi kan handle uden at flygte og stadig finde retningen i livet.

Refleksion skrives på skift af sognepræst og journalist Sørine Gotfredsen, forfatter, cand.phil. Jens Smærup Sørensen, tidligere biskop Kjeld Holm, sociolog Rasmus Willig og hospitalspræst Lotte Blicher Mørk.